Genkendelighed. Man skal kun have set og indprentet sig måske 20 malerier af Albert Mertz eller måske snarere have prøvet at opholde sig i et rum – bare et lille rum – fuld af hans billeder fra 50’erne eller hvilket som helst årti frem til hans død i 1990, før man for altid i en håndevending vil kunne genkende hans … ja, ”streg” kan man vel ikke kalde det. Hans farver? Stil? Sådan er det jo med så mange kunstnere med et særpræg. Men dog: nikke genkendende til et særpræg, der stort set ikke er andet end to farver, en rød og en blå? Det er noget af en præstation. Fredag d. 31. januar ville den danske billedkunstner Albert Mertz være blevet 100 år, og i den anledning, på netop den dag, åbnede Galleri Tom Christoffersen i København en lille udstilling med Mertz, BABY BABY, kurateret af koloristen Tal R, som man godt kan følge, når han siger, at han nærer en eller anden form for slægtskab med den runde fødselar.
Ubehjælpsomhed. Malerierne på udstillingen stammer fra nonprofit-foreningen Kunst på Arbejde og datteren Susanne Mertz’ samling og er ikke Mertz’ mest magiske (de hænger allerede ude omkring på landets bedste museer), men den mærkelige mertzke kriblen er der. Man står lidt og kigger på billederne, for eksempel ”Sporvogn” (olie på lærred, 1955) og tænker, at det var alligevel godt satans. Der er en strenghed og net af geometri, men det er, som om kunstneren har undladt at gøre sig 100 pct. umage. Eller som perfektionisten Per Arnoldi præcist omtaler Albert Mertz i sin selvbiografiske bog SOLO (2017): Ofte er tingene ”ubehjælpsomt malet”, men det var sådan, Mertz ”kunne lide det, så ingen virtuositet tog pusten fra den enkle udgave af en idé”. Der skal mod og standhaftighed til at male sådan, hvis man er så dygtig, at man ville kunne gøre alt, hvis man forsøgte. Man kan også vende den om at sige, at det er ville være svært at lave billeder, der er så enkle, så godt, hvis man ikke virkelig kan sit kram.
Bevidsthed. Det kunne Mertz også. På side 733 i Mikael Wivels bog Dansk kunst i det 20. århundrede (2008) er der et billede af et maleri, som Albert Mertz lavede som 18-årig i 1938. Det hedder ”Trianglen” og ligner Trianglen på Østerbro på en prik, med høj, blå himmel og et vue i Eckersberg-landskabshøjde ned ad fortovet. Der står en cykel i forgrunden, en perfekt lille cykel. Maleriet er i privateje, står der. Men it belongs in a museum, som Indiana Jones ville sige; alle burde kunne gå hen og kigge på det, det er for godt til at være gemt af vejen. 18 år gammel? Mertz var et Wunderkind, han debuterede på en kunstudstilling som 13-årig og blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1936 som den yngste siden Bertel Thorvaldsen. Men da han stod der på Blegdamsvej med Trianglen foran sig i 1938, slog det ham (hvilket han senere skrev om): ”Hvorfor fanden stå her dag ud og dag ind i et trælsomt forsøg på at give så nøjagtigt et billede som muligt af Trianglen, fremstille en replik, når pladsen lå der med alt sit myldrende og omskiftelige liv. Jeg blev mig virkelighedens eksistens bevidst.” Kunsthistorikeren Wivel omtaler flere gange i sin bog Albert Mertz som misantrop. Den side har de fleste sikkert – også folk, der selv har valgt at ”arbejde med mennesker”. Men tyngende føles det i hvert fald ikke at tage det lille skridt fra Skindergade og ind i Tal R’s kuratering af Mertz. Hvis det er en replik, er det en god replik. Udstillingen varer til d. 22. februar. /Oliver Stilling