Tænk, hvis vi fik, hvad vi bad om

De fleste fuldvoksne kaffedrikkere kan lide deres kaffe stærk og mørk. Så kan det være, de hælder kold fløde eller varm mælk i den, kalder den noget italiensk og bruger destilleret vand til at brygge den, men direkte adspurgt siger majoriteten, at de kan lide deres kaffe stærk og fyldig i smagen. Det lyder rimeligt nok, og sådan har vi det faktisk også, men bliver de samme mennesker bedt om at tage en blindtest med kaffen vælger et overvældende flertal den tynde kaffe – den uden voldsom smag og med moderate mængder af koffein. Det er da pudsigt.

Lige siden nogen fandt på at lave blindtestforsøg, og sensory marketing blev stort, har man moret sig over, hvor elendige vi mennesker er til at gætte med tungen, hvor lette vi er at manipulere og den hykleriske diskrepans, der er mellem, hvad vi godt kunne tænke os, vi kunne lide, og hvad vi egentlig godt kan lide. Hvad vi tror, vi vil have, og hvad vi egentlig vil have.

Det kan man godt more sig over og håne hinanden med, men man kunne også tage det en anelse mere alvorligt og måske ligefrem blive bekymret over det forhold, eftersom verden udvikler sig i en retning, hvor vi i højere og højere grad får, hvad vi beder om. I en verden der i højere og højere grad faktisk lytter til os.

Det er præcis det, store dele af den kunstige intelligens er udset til at gøre for os. Den skal vælge og foreslå lige præcis det, vi siger, vi gerne vil have, og det er et problem. Det mest tydelige og oplagte eksempel på det problem er den veldokumenterede måde, hvorpå medier som YouTube og Facebook skaber sine ekkokamre med deres algoritmer og forslag til, hvor vi skal klikke næste gang. En forskningsrapport har for eksempel vist, at ved at se et vælgermøde med Trump på YouTube foreslår kanalen, at man fortsætter med at se videoer med ”white supremacist rants” og holocaustbenægtelse, ligesom den samme undersøgelse viste, at videoer, hvor der er blevet søgt efter vegetarisme, gik direkte videre til at foreslå videoer med veganere, dyreværnsaktivister og protestaktioner. Rapportens forfatter konkluderede lidt bombastisk, at algoritmerne polariserede os og radikaliserede os, men selv om det er en vel hård dom, så rører hun ved noget grundlæggende i den verden, vi går i møde, og det pålægger fremfor alt os mennesker – os alle sammen – et ansvar, som vi ikke kan udlicitere.

Hvad er en Trump-killer?

I aften skal de amerikanske demokrater til første valgrunde i de forestående primærvalg. Her skal man ikke bare finde den bedst egnede kandidat til at lede USA, man skal finde den bedst egnede til at slå Donald Trump, og det kan vise sig at være to forskellige ting. For Trump var et svar på mange ting i tiden, og der er blevet lavet et hav af læsninger og analyser af, hvordan det dog kunne komme så vidt, men én ting er sikkert – han var et svar på det, der blev bedt om. Han sagde præcis det, hans kernevælgere sagde, de ville høre og blev således et underligt ureflekteret spejlbillede på en befolkningsgruppe, der mente at vide, hvad de ville have.

Det er det, vi kalder populisme, og det har – uanset hvad Asger Aamund og Lars Seier mener – været en katastrofe. Ikke bare for USA, klimaet og udsatte amerikanere, men for hele verden, for verdensfreden og for troen på demokratiet. Og hvordan bekæmper man det? Med mere populisme eller med en mere moderat/almindelig position, der tror, at det hele kan blive ”normalt” igen, hvis vi bare fjerner Trump? Vi er i tvivl, men vi er ikke i tvivl om, at Trump i sig selv og som person ikke er det eneste problem med valget i 2016. Problem var, at folk fik, hvad de sagde, de ville have. Og hvordan bekæmper man det?

Og her kunne vi godt lukke dagens Kære Læser, men vi kan ikke lide at lade dig hænge i så mørkt et rum på en mandag i februar. Til gengæld kan vi godt lide at handlingsanvise, for psykologerne siger, at det skulle være så godt for sjælen at handle. Derfor kan du starte en modstrøm mod denne bevægelse ved at starte med dig selv, og en virkelig god modgift til at tænke at man præcis ved, hvad man gerne vil have, er at læse lidt flere digte. Det behøver ikke være voldsomt. Bare et par stykker om ugen til en start vil kunne hjælpe dig, for det gode ved (gode) digte er, at du aldrig rigtig ved, hvad der kommer for enden af den næste sætning. Du bliver trænet i overraskelsen. Og du er heldig, for der er lige kommet en formidabel digtsamling på gaden, som du kan starte med; nemlig Ursula Andkjær Olsens smukke og mørke Mit smykkeskrin, og den slutter vi af med i dag:

når jeg zoomer ind ser jeg

et sort optog hen over håndleddet

jeg ser og ser og

det er bare livet.

/Lasse Lavrsen