Vi venter stadig på resultatet fra Iowa

For nyhedsjunkier med en svaghed for amerikansk politik, der mandag aften lagde sig til at sove på tidszonerne Greenwich Mean Time eller centraleuropæisk normaltid, var det en fesen oplevelse at vågne her til morgen og gribe ud efter mobiltelefonen. Nyhedsguderne havde lovet guld og grønne skove; der skulle foreligge et resultat af demokraternes primærvalg i delstaten Iowa. Men der var intet at komme efter. Ikke andet end en beklemmende melding om, at resultatet af opstillingsmødet var forsinket på grund af ”uregelmæssigheder i indrapporteringen af resultater”.

Det er, mens disse ord nedfældes, uvist, om uregelmæssighederne er af teknologisk herkomst, eller om der er tale om menneskelige fejl. Sådan som vi efterhånden har lært mennesket at kende, gætter vi på det sidste.

Trods den manglende afklaring valgte Pete Buttigieg, feltets yngste kandidat, at udråbe sig selv til en slags vinder. ”Alt tyder på, at vi kan rykke sejrrigt videre til New Hampshire,” sagde han i en tale til sine støtter på Drake University kort efter midnat (lokal tid).

Nu er vi ikke valgforskere eller psykologer, men den udlægning tillader vi os at tvivle på, ligesom vi også har på fornemmelsen, at Iowa ikke var så god ved den tidligere vicepræsident Joe Biden, som er den af kandidaterne, der har ligget lunest i meningsmålingerne op til primærvalgene.

Så meget psykologi har vi da fået op under neglene i livets skole: Iowa er en lillebitte delstat i forhold til primærvalget, men fordi det er den første i perlerække, vil det give kandidaten en vidunderlig rygvind, hvis han eller hun kan ligne en vinder allerede dér. I tilfælde af at Buttigieg ikke falder helt igennem, når resultatet foreligger senere i dag, er det måske ikke så tosset at opføre sig som en vinder allerede nu. Det er sværere at gøre, når først man har papir på, at man er en taber.

Hvis du går rundt med en lille konspirationsteoretiker i maven – hvilket mange gør (desværre af og til med god grund) – så skal vi tilføje, at der, siden vi begyndte at skrive på teksten her, fra venstre mod højre, venstre mod højre, er tikket informationer ind om, at resultatet ikke er udeblevet på grund af hacking eller indgreb fra fremmede statsmagter. Puha, hva’? Et andet kvalificeret bud: Iowa er en landbrugsdelstat, så måske er det muldvarper eller skovmurmeldyr, som har bidt nogle vigtige kabler over.

Og så til Skive og Jalta

Lige i dag er der heldigvis andre ting, vi kan rette opmærksomheden mod. Klokken nul syvhundrede og sytten mandag morgen bakkede soldater fra ingeniørregimentet ved Skive Kaserne deres pansrede mandskabsvogn ind i en personbil på Egebjergvej syd for Skive. De må have siddet derinde i varmen i deres camouflagetøj og overskæg og krigsmaling under øjnene og alligevel studset over den sært krunsjende lyd, for de nåede at stoppe, inden kvinden i bilen blev ”fladmast”, som militæret nok ville have benævnt personskaden i en eventuel krigsret. Hun slap med forskrækkelsen, men hendes køretøj gik det mindre godt. ”Jeg vil kategorisere bilen som totalskadet,” udtaler indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning Jesper Hesselberg til TV MidtVest. Igen: Menneskelig fejl. Ingen hacking eller indgreb fra fremmede magter.

Og nu vi er ved militæret, og hvis vi skulle slutte af med noget stort, altså et brag, så er det netop i dag 75 år siden, at statslederne Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Josef Stalin mødtes i den russiske zarfamilies tidligere sommerresidens, Lividiapaladset, ved byen Jalta på Krim. Jaltakonferencen kom topmødet til at hedde for eftertiden.

Hvad de ikke vidste var, at det skulle blive begyndelsen på Den Kolde Krig. Men der blev indgået store aftaler, blandt andet en total afnazificering – Entnazifizierung – af Tyskland. Man kan vel sige, at det lykkedes i vid udstrækning. Har du nogen tyske venner, som er nazister? Nej, vel. Det er utroligt, hvad undervisning, opdragelse, overbevisende forklaringsmodeller og en ordentligt dosis kultur kan gøre. Dér kan man tale om indgreb fra fremmede magter.  /Oliver Stilling