Skyggerne fra det tyske arkiv

I dag skal vi snakke om det igangværende politiske drama i Tyskland. Men før vi kommer så langt, kan vi lige så godt advare om, at vi altså kommer til at trække nazikortet, og at vi først lige skal omkring den franske idéhistoriker Michel Foucault.

I den tidlige fase af Foucaults tænkning arbejder franskmanden med det, der kan kaldes en arkæologisk tilgang til historieskrivningen. Foucault mener, at vi i stedet for at se historien som ét langt kontinuum bør betragte historien som udgjort af en lang række af såkaldte ”arkiver”, der gennem forskellige brud lægger sig ovenpå hinanden. Tænk på arkiverne som en stabel af gitre: Gitrenes huller gør det muligt for os at kigge på bestemte dele af det, som ligger nedenunder, men samtidig vil gitrene også skygge for hinanden på en sådan vis, at der alligevel vil være dele fra de forudgående arkiver, som vi aldrig igen kommer til at kunne se.

Egentlig lyder det mere indviklet, end det behøver at være. Foucaults pointe er sådan set blot, at historikerens opgave er at grave som en arkæolog i historiens arkiver af viden og ytringer. Og at hun herigennem må forsøge at sammenstykke så godt et billede af fortiden, som det nu er muligt ud fra de brudstykker, som er tilgængelige. Udfordringen ved dette er blot, at en given periodes arkiv aldrig vil kunne lade sig beskrive fyldestgørende, da der altid vil være dele af arkivet, som der bliver skygget for. Og samtidig må historikeren erkende, at hun samtidig vil være formet af det arkiv – altså den tidsperiode – som hun selv befinder sig i, da det altid er det aktuelle arkiv, der sætter reglerne for, hvad der lader sig se, og hvad der ikke lader sig se.

Vi tager lige et eksempel – og det er så også her, at vi så småt begynder at tage tilløb til at smide nazikortet. For den person, der er blevet skrevet suverænt flest bøger og biografier om de sidste små hundrede år, må være Adolf Hitler. Er det egentlig ikke lidt mærkeligt? Kan der virkelig blive ved med at være nyt at fortælle om den skrækkelige mand? Hvor kommer alle de mennesker fra, der igen og igen finder det nødvendigt at læse og skrive om Hitler? Men det er jo netop det, der er så rasende interessant ved Foucaults opdeling af historien i distinkte arkiver. Til alle tider vil der i Hitlers figur – i al dens amoralitet, og med hele det uhyggelige fordærv den bragte med sig – være en udfordring for den givne tid, der betragter den; en udfordring om både at forstå og forkaste.

Hitler tilhører ikke andet arkiv end sit eget. Men det, som historikerne kan gøre, er at tage ham med ind i deres egen tid for herigennem at muliggøre en ny fortolkning, fremstilling og forståelse af manden. Og for gennem denne proces at kunne forkaste ham påny, idet vi siger, at vi ikke ønsker hans idéer genkendt. Hvert nyt tidsrum fordrer en ny Hitler-læsning, så dette rum kan renses for skyggerne fra det forgangne.

Og det er så her, vi smider nazikortet: Det er netop dette skyggerenseri, som pt. er undervejs i den østtyske delstat Thüringen, hvor der onsdag var et helt igennem skelsættende valg.

Gennem den uhellige alliance bestående af det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD), Angela Merkels parti CDU og det liberale FDP, blev FDP-manden Thomas Kemmerich valgt til ministerpræsident i Thüringen. At kalde udnævnelsen kontroversiel ville være en underdrivelse. Valget gjorde nemlig, at en uskreven regel om, at de andre partier ikke må lade det kontroversielle AfD få indflydelse, blev skudt i stumper og stykker.

Torsdag trak Kemmerich sig igen fra posten, da alvoren nu tilsyneladende var gået op for ham. Men skaden den var allerede sket: For første gang siden 2. verdenskrig havde et højrenationalt tysk parti igen kunnet lege kongemager, omend det kun var for en kort bemærkning. Selv den tyske kansler Angela Merkel, der ellers ikke lade sig ophidse mere end højst nødvendigt, var nu ude med riven. Samarbejdet mellem AfD og hendes parti CDU omtalte Merkel som ”utilgiveligt”, og samtidig krævede kansleren, at processen blev gjort om.

Endnu mere markant var modstanden hos andre tyske politikere. ”Vi kan ikke regere sammen med et parti, som samarbejder med nazister,” udtalte det socialdemokratiske parti SPD’s gruppeformand i Slesvig-Holsten, Ralf Stegner, eksempelvis med henvisning til, at regeringssamarbejdet mellem SPD og CDU nu kan komme til at hænge i en tynd tråd. Og Bodo Ramelow fra venstrefløjspartiet Die Linke gik endda planken helt ud, da han tweetede et billede, der sammenlignede et håndtryk mellem AfD’s formand i Thüringen, Björn Höcke, og den nyslåede ministerpræsident Kemmerich, med et billede af Adolf Hitler, alt imens han inkluderede et Hitler-citat fra 1930, der handlede om nazistpartiets valgsejr i Thüringen dengang. Med til historien hører, at Höcke er en af de mest kontroversielle skikkelser i AfD, og at han tidligere har omtalt det berømte holocaust-monument i Berlin som en ”skændsel”.

Kritiske røster vil måske mene, at demokratiet nu engang skal have lov til at gå sin gang, og at det altså er unfair at sammenligne AfD med nazisterne. Men uanset om man kan kalde AfD for nazister eller ej (vi hælder klart til det første), har de seneste dages virak om noget synliggjort, at det oprydningsarbejde, som har stået på siden 2. verdenskrig, fortsat er i gang. Den nazistiske ånd spøger stadig i tysk politik, og efterhånden som arkiverne lægger sig ovenpå hinanden, bliver det igen og igen nødvendig at stoppe op og gøre status for at forhindre, at den ikke igen skal vinde afgørende politisk indflydelse. Det kan synes både urimeligt og uvirkeligt. Men pointen fra Foucault er netop, at vi aldrig kan komme sovende til det: Enhver ny tid kræver en ny selvransagelse og en grundig forkastelse af alle de skygger fra fortiden, som vi ikke ønsker at se. /David Dragsted