Arkitekten Le Corbusier. (Udateret arkivbillede)
”We coming from the / South (side), south (side) / South (side), south (side) / South (side), south (side) / South (side), side of the Chi”
”Southside” (2007), Common ft. Kanye West
I begyndelsen af 1900-tallet udtalte den franske arkitekt Le Corbusier med vanlig flair for det små-fascistoide noget i retning af, at mennesket går i en lige linje, fordi det har et formål. Hvis han ankom med fly, da han besøgte Chicago i 1945, blev han sikkert svært begejstret over synet af hjertelandets hovedstad, der ovenfra snarere ligner et Excel-ark end en egentlig by.
Selvsamme Excel-ark har siden Le Corbusiers besøg udviklet sig til en af landets mest raceopdelte byer. Chicago er hjemsted for den notoriske bydel South Side, der under Irak-krigen fik tilnavnet Little Iraq, fordi der var flere daglige drab på amerikanere dér end i Irak. Og South Side, eller Sydsiden på dansk, illustrerer netop den enorme forskel, der er i levestandarderne for Chicagos hvide og sorte indbyggere. Sydsiden grænser op til det polerede Hyde Park, hvor et af landets fineste universiteter ligger. Med universitetets vidunderbørn og såkaldte trust fund babies findes her en lidt anden demografi end hos naboen, hvor ungdomsarbejdsløsheden er langt højere end det nationale gennemsnit.
I grænselandet mellem de to områder (men tæt nok på Sydsiden til, at størstedelen af de førnævnte babyer ikke kommer der), ligger den aktivistiske café Build Coffee. Cafeens ansatte, hvoriblandt flere er vokset op på Sydsiden, følger selvfølgelig med i demokraternes primærvalg. Men egentlig er de lidt ligeglade med, om kandidaten nu hedder Buttigieg eller Sanders. Fokus ligger snarere på systemet bag valgene, som menes at favorisere hvide vælgeres præferencer (i både Iowa og New Hampshire er mere end 90 pct. af indbyggerne hvide amerikanere).
Selvom mange håber, at aftenens primærvalg i delstaten New Hampshire kan blive en frisk start ovenpå valgfuseren i Iowa, ligner det hele, set fra Sydsiden, stadig gammel valgvin på nye flasker. Troen på, at en enkelt mange-sproget eller halvsocialistisk præsident skulle være i stand til at ændre på den sociale uretfærdighed i Chicago er mildest talt afdæmpet. Uligheden er nemlig mejslet ind i vejnettet, og så er vi tilbage ved Excel-arket og Le Corbusier.
Super highways ind gennem Chicago
Le Corbusier gjorde sig i modernismens heyday store tanker om, hvordan man bedst fordrede menneskets uforstyrrede gang i den lige linje, vi omtalte tidligere. Et af de svar, han nåede frem til, var at udforme et vejnet, der effektivt forbandt byens forskellige knudepunkter uden nødvendigvis at tage det store hensyn til dem, der kunne have lyst til at tage en omvej. Det var en tanke, man kunne lide i 1950’ernes Chicago, hvor store dele af den hvide middelklasse arbejdede for at flytte ud af byen for at undgå at bo sammen med de sorte amerikanere, som havde søgt tilflugt i Midtvesten fra sydstaternes Jim Crow-love, der påbød en adskillelse af sorte og hvide i det offentlige rum.
Man så derfor det snorlige vejnet som en glimrende mulighed for at bryde de voksende sorte kvarterer op og skærme de tilbageblivende hvide kvarterer af. Med såkaldte super highways lagde man brede bånd af motorveje ind igennem Chicago, der gav den spirende raceadskillelse vind i sejlene og lagde meget af udviklingen i de sorte kvarterer død. Den byplanlægning er man stadig oppe imod i dag. Sydsidens fattigdom gør det svært at finde arbejde i nærområdet, og med offentlig transport tager det snildt en time at komme til områder med bedre jobmuligheder.
På Build Coffee fortæller en ung kvindelig medarbejder til Føljeton, at det først var, da hun forlod Chicago for at gå på college, at hun indså, at hendes hjemby er et nummer for sig, når det kommer til social segregering. Det har givet hende en voldsom trang til at forlade Chicago – en trang, som hun deler med cafeens øvrige ansatte.
Indtil det kan lade sig gøre, må de ansatte dog finde sig i at skulle lave havremælkslatter til typer som den hvide hipster iført Bernie Sanders-hættetrøje, Bernie Sanders-badge og Bernie Sanders-tophue, der netop har forvildet sig ind på caféen. De ansatte vil gå så langt som til at give hipsterfyren ret i, at Bernie Sanders har revitaliseret græsrodsarbejdet i USA, og at han er ”the lesser evil”, som de pragmatisk formulerer det. Men som udenforstående sidder man alligevel tilbage med det indtryk, at ingen her på kaffebaren kommer til at vise ægte valgbegejstring, før de ser en præsidentkandidat, der stiller op med en bulldozer som sin running mate. Og det mirakel forventes ikke at finde sted i New Hampshire. /Asta Kongsted Amtrup
Asta Kongsted Amtrup, 25, vil i ny og næ skrive Kære læser i Føljeton.