Søndag d. 14. februar ringer det på min dør. Jeg har morgenhår og en slidt reklame-T-shirt på (»Mærk byen Horsens«, står der med store typer). Jeg forestiller mig, at der står velgørende indsamlere med børn, religiøse minoriteter eller hjemmerøvere på min dørmåtte.
»Det bliver ikke i dag,« tænker jeg og googler alligevel ’14. februar 2016 indsamling’, fordi det trods alt kunne være rart med vished. Jeg bliver ikke klogere, og det ringer fortsat. Med en resolut nu-kan-det-være-nok-bevægelse rejser jeg mig fra min computer og stamper ud i entreen. Forventende det værste flår jeg døren op for så at stirre arrigt på en mand i fleece.
City Blomster står der på fleecen. Mellem hans store næver hviler en buket-formet pakke i mørkeblåt indpakningspapir.
»Sille Berthelsen?« spørger han, og jeg mærker varmen stige op i mit ansigt, flov over min voldsomme adfærd i døråbningen få sekunder forinden.
»Tak« svarer jeg med fin, lys stemme og rosa, blussende kinder, da jeg tager imod buketten.
’Someones Valentine’
Et bekendtskab fra et andet samfundslag har benyttet den amerikanske kærlighedsdag til at sende mig en lille erkendtlighed. Det har jeg aldrig prøvet før. Midt i stuen står jeg og blomstrer med buketten i hånden uden rigtigt at vide, hvad jeg skal stille op.
Samtidig har jeg en fornemmelse, som føles både fremmed og uendeligt velkendt. Jeg har aldrig selv haft fornemmelsen før, men jeg kender den fra Beverly Hills 90210 og utallige High School-film: Fornemmelsen af lettelse over at være ’someones Valentine’.
Tanken er absurd og har potentiale til at sende mig ud i en mindre krise, for ingen har nogensinde før sendt mig noget eller på anden måde ulejliget sig lige netop den dag. Og det har aldrig generet mig. Jeg har aldrig forholdt mig til det før. I hvert fald ikke som andet end en stille kritisk-borger-og-forbruger-fnysen, når supermarkeder, tankstationer og blomsterhandlere i begyndelsen af februar fylder vinduer og diske med hjerteballoner, lyserøde bannere og chokolade i blodrødt aluminiumsfolie.
Men der står jeg en formiddag i februar; en kvinde, der har modtaget blomster af en mand og oven i købet sætter pris på det – på en måde.
Jeg sender en snap til min veninde med et billede af buketten og de bevingede ord: »OMG.«
I et andet århundrede
Hvis jeg nu havde været en kvinde i et andet århundrede, som boede i min fars herskabslejlighed på Frederiksberg, hvor jeg gik rundt i store hvide stuer med stuk i en florlet slåbrok og ventede på at blive gift, havde det blomstergivningsritual, jeg pludselig var blevet en del af, måske udløst spekulationer af en anden art. Den buket, jeg fik, var sendt af sted med de bedste intentioner, men selv om det med mænd, der sender kvinder blomster, vist er en urgammel tradition, så føltes det underligt kejtet. Måske netop derfor.
Nu vil den moderne læser indvende, at kvinder jo også kan give mænd blomster, ligesom mænd kan give mænd blomster, og kvinder give kvinder blomster, og transkønnede give ciskønnede blomster og så videre og så videre – og at det sådan set ikke har noget med køn at gøre, det er jo bare en betænksom gestus, og det har den moderne læser ret i. Men historisk set er der vist ingen tvivl om, at det primært har været manden, der købte blomster til kvinden. Bare tag et dyk ned i litteraturen, kunsthistorien eller populærkulturen.
I Nazaret og Metropolis
Kunsthistorien først. Umiddelbart før vores tidsregning dukkede ærkeenglen Gabriel efter sigende op hos den unge Maria i byen Nazareth i Galilæa med besked om, at Vor Herre havde befrugtet hende uden hendes vidende eller samtykke. I den udlægning af episoden, som vi finder i kunsthistoriens klassiske bebudelsesmalerier overrækker Gabriel – sammen med nyheden fra vor himmelske far – Maria en hvid lilje som et symbol på, at hun trods graviditet stadig er rimeligt uskyldsren.
Aha. Måske er det det, der går galt i blomstergivningsritualet i dag. Måske føles det så kejtet, fordi den gennemsnitlige moderne kvinde ikke er særligt uskyldsren – i hvert fald ikke i forhold til år 0-standarder.
Et andet eksempel finder vi over 2000 år senere, da Lois spørger sin kæreste Clark ’Superman’ Kent i Batman v Superman: Dawn of Justice, om han egentligt kan elske hende, når han er beskæftiget i superheltebranchen. Han undlader helt at svare og nøjes med at stikke hende en tulipan.
Bemærkelsesværdigt har Superman visse ligheder med ærkeenglen Gabriel: De kan begge flyve, ligesom de begge kommer fra en ikke-jordisk verden. På samme måde som Maria må have følt at relationen til hendes ufødte barns far var udfordret af hans profession, oplever Lois, at relationen til Superman er udfordret af hans forpligtelser. Der er altså også visse ligheder mellem Jomfru Maria og journalisten Lois. Men hvor liljen i Nazareth i år 0 symboliserede uskyld, virker det ikke som en plausibel tolkning i Metropolis anno 2016. I hvert fald fjerner Clark enhver illusion om uskyld, da han sekundet efter at have overrakt Lois blomsten kaster sig over hendes nøgne krop.
Noget har trods alt ændret sig.
Selv på TV
Alligevel er der noget afvæbnende over de blomster. I DR1-programmet ‘Made in Denmark II’, hvor en række kunsthåndværkere skal skiftes til at lære deres håndværk fra sig, deltager en kvindelig florist. Hun er en tøvende, stille, men altid smilende kvinde, der forekommer at være ligeså sart og fin, som de blomster hun selv frembringer af silke. Det er et gennemgående tema i programserien, at hun ikke kan håndtere de samme store maskiner som de andre deltagere i programmet.
Hun virker ung og uerfaren. Når hun taler, bliver hendes mund til en blomsterknop, som nærmest vender hendes stemme indad – som om det ikke er meningen, vi skal lytte til, hvad hun siger. Ligesom en smuk, ufarlig blomst lægger hun jævnligt hovedet på skrå – en afvæbnende gestik der til alle tider har udtrykt underdanighed. Floristen bliver nærmest selv til en blomst.
I program syv er noget imidlertid anderledes. Det er blevet floristens tur til at lære sit håndværk fra sig. Med sikker hånd viser hun, hvordan man med ild og redskaber af jern smelter silken, så den får den rette blomsterform og -struktur. Med en elegant lethed samler hun de hjemmelavede blade omkring en stilk. Først ved mødet med de andre kunsthåndværkere fremstår håndværket så vanskeligt, som det er. Floristen, som i øvrigt hedder Effi, er en voksen kvinde på 40 år. Hun er uddannet af Danmarks »sidste ægte florist,« og så er hun dameskrædder fra Det Kongelige Teater, og nå ja, så har hun arbejdet for store franske modehuse som Galliano og Louis Vuitton. Hun er altså ikke helt uden kompetencer. Tværtimod kunne noget tyde på, at hun inden for sit felt er en af de bedste.
Tænk på sproget
Men blomsten er ikke bare afvæbnende, vi forstår den også ubetinget positivt. Tænk for eksempel på sproget. Hvis jeg var en teenagepige, som indtil for nyligt havde gået sammenbøjet rundt med langt hår ned foran ansigtet og nu pludselig havde rettet ryggen og var begyndt at smile til verden, kunne voksne sige om mig: »Hun er da virkeligt blomstret op.«
Hvis jeg var en kvinde, som netop havde overstået overgangsalderen og var blevet klippet og skilt fra min mand, fordi han arbejdede enten for lidt eller for meget, ville mine veninder sige, at jeg var i »mit livs opblomstring.«
I samme periode af mit liv ville jeg måske gå ned på et udskænkningssted en forårsaften i en flagrende, blomstret sommerkjole. »Det var dog en vidunderlig frodig kvinde – ja, en kvinde i fuldt flor,« ville en fraskilt mand med poetiske tendenser tænke ved synet af mig.
Det er et stærkt våben, der er afvæbnende samtidigt med, at det bliver forstået ubetinget positivt.
Blomsterinvasion
Det viser sig, at jeg ikke er den eneste, der har spekuleret over sammenhængen mellem kvinder og blomster. Ved et tilfælde hører jeg om et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, hvor kunsthistoriker Jakob Rosendal har undersøgt forbindelsen mellem kvinder og blomster i hverdagens reklamer, boligindretning og så videre. Jeg kan forstå, at blomsten er så allestedsnærværende, så integreret en del af hverdagen, at vi efterhånden alle sammen render rundt og overser den.
Indtil nu har mit eget hjem og min egen brug af blomster ikke været genstand for de store overvejelser, men en dag, da jeg sidder i min stue og stener, kommer jeg alligevel til at kigge rundt. På den øverste hylde i min reol står en stak kasser stablet. En af dem er mintgrøn med lyserøde blomster systematisk spredt udover sig. Det har jeg ikke bemærket før. Mit blik vandrer videre hen til mit lille køkken i hjørnet af stuen. Mine grydelapper er blå med hvide blomster. På hylden over køkkenet står min efterhånden store samling af Erik Kold-bøtter med blomster i karakteristisk halvfjerdser-grafik i klare røde, gule og oranger farver. I vitrineskabet er mine skåle og tallerkener indhyllet i alverdens flora. Der er blomster på mit syskrin, på mine spisebordsstole. Sågar på min lighter er der røde blomster – det samme på min bedstemor og bedstefars bryllupsbillede.
Fanden tager ved mig, og jeg tæller: 106 genstande med blomster er der i min stue – foruden bøger, dvd’er, cd’er og postkort, som alligevel er for omfattende at tælle med. Mit hjem er underlagt en blomsterinvasion, og jeg har aldrig før skænket det en tanke.
I den kommende tid agter Føljeton at undersøge netop denne invasion i føljetonen ’Kvinden er en blomst’. For invasionen virker fredelig, men er den også ufarlig?
