Displaced Syrians sit in the back of a truck transporting their belongings as they pass through the town of Taftanaz, northeast of Idlib city in the eponymous northwestern Syrian province, on February 4, 2020, fleeing northwards amid an ongoing regime offensive. - A Russian-backed Syrian government offensive against the country's last rebel enclave of Idlib has displaced more than half a million people in two months, according to the United Nations. The wave of displacement, which coincides with a biting winter, is one of the largest since the start of the Syrian war nearly nine years ago. (Photo by Ibrahim YASOUF / AFP)
Det er ikke for at ødelægge den gode stemning her sidst på ugen, men der er ingen vej udenom: Den er gal igen, og den er gal igen i Syrien.
Mens du evt. finder pengepungen frem (selv en halvtredser kan gøre en forskel) og googler Læger uden Grænser, Røde Kors, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp eller, ja, hvorfor ikke Albert Einsteins Internationale Redningskomité, får du lige et resumé af problemets omfang. I de seneste måneder har syriske regeringsstyrker med militær støtte fra Rusland (og Iran) bombet som vanvittige i Idlb-provinsen i det nordvestlige Syrien. Det har de sådan set gjort siden april sidste år, men offensiven har været afbrudt af flere små våbenhviler, som dog aldrig har holdt særlig længe ad gangen.
Rusland er en nøglefaktor her. Lige fra borgerkrigens begyndelse i 2011 har russerne været på den syriske præsident Bashar al-Assad side, og siden 2015 har støtten udmøntet sig i en aktiv fysisk militær tilstedeværelse, som hurtigt vendte op og ned på magtforholdet på landjorden. De syriske regeringsstyrker, der ellers på det tidspunkt var presset helt i bund, fik overtaget og skubbet de syriske oprørere tilbage, så de (oprørerne) til sidst kun rådede over Idlib-provinsen.
Nu ønsker den syriske regeringshær én gang for alle at knuse modstanden fra oprørerne, der tæller en række fraktioner, der for de flestes vedkommende startede som afhoppere fra regeringshæren i 2011.
Det handler også om infrastruktur. Gennem Idlib løber motorvejen M5, som forbinder Syriens største by Aleppo med hovedstaden Damaskus, der begge er kontrolleret af al-Assad regeringsstyrker. Alt sammen lyder det jo som, hvad man lidt kynisk kunne kalde krigens trivialiteter. Sådan er det med krige: Det bølger frem og tilbage. En bro bliver tabt, en bro bliver vundet – og det er civilbefolkningen, der lider mest.
Men nu er situationen storslem. Når syrere tidligere flygtede fra krigens gru og rædsel (og terroristerne fra ISIS), så søgte de mod Idlib, fordi provinsen grænser op imod Tyrkiet, som kunne være billetten væk fra helvedet. I 2011 boede der 1,5 mio. mennesker i Idlib. I dag er der tre mio., og langt de fleste er internt fordrevne (IDP). Så kan man næsten ikke være mere sårbar. Det er mennesker, som allerede har forladt alt, hvad de havde for at redde livet og deres familier.
Fordrevne på flugt
Nu er 700.000 eller 800.000 på flugt igen – internt i Idlib. Men hvor skal de tage hen? Tyrkiet, der allerede har taget imod 3,6 mio. syriske flygtninge, har lukket grænsen. Så nu lever de internt fordrevne syrere under kummerlige forhold i lejre klinet op ad den tyrkiske grænse. Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat er lejrene allerede fyldt til bristepunktet, men der kommer hele tiden flere flygtninge til, og det er ikke for tidligt at kalde det for en humanitær katastrofe.
I sidste uge opfordrede EU på det kraftigste de syriske regeringsstyrker til at stoppe bombardementet, så humanitære organisationer straks kunne få uhindret adgang til folk med behov for hjælp. Det var som at råbe ind i en pude. Og hvorfor skulle al-Assad, der i vide kredse opfattes som en krigsforbryder, overhovedet lytte til EU?
Journalisten Sinem Köseoğlu opholder sig ved en flygtningelejr nær byen Atmeh, og hun fortalte i sidste uge til Al Jazeera, at det står virkelig skidt til. ”Atmeh-centret, som er en teltby, er helt fyldt. Folk har ingen infrastruktur. Der er ikke nok telte.” Samtidig meldes der om natlige minusgrader, og uden telte og basale fornødenheder kan folk ikke holde sig varme, og børn dør på grund af kulde, forlyder det fra hjælpeorganisationer som Red Barnet.
Forleden bragte et Al Jazeera en skildring fra en en syrisk læge ved navn dr. Tarraf. Han fortæller nøgternt, som læger gør, hvad han selv har været igennem, og hvad han har måttet træffe af frygtelige valg, når bomberne faldt omkring ham, og det væltede ind med sårede i Idlib. En dag i august sidste år skulle han vælge mellem at operere en mand i 30’erne eller et treårigt barn, som begge havde brug for akut hjælp. ”Det var et svært valg. Men jeg tænkte på min toårige søn. Jeg så barnet, som om han var mit eget, så derfor valgte jeg at hjælpe ham.”
Men drengen stod ikke til at redde og døde mellem dr. Tarrafs hænder. Så forsøgte han at redde den voksne mand, men her var løbet også kørt. ”Jeg havde netop forladt operationsstuen, frustreret og udmattet, da en lokal mand spurgte til patienten. Jeg sagde, at han var død. Så spurgte han til barnet, og jeg svarede, at han også var død. Så sagde manden til mig: ”Ved du, doktor. De to var far og søn.” Det var et af de værste og mest traumatiserende øjeblikke i mit liv. Jeg vil aldrig glemme det, fordi jeg hverken reddede manden eller hans søn.”
Dr. Tarraf fortæller, at han har sendt sin familie op til grænsen mod Tyrkiet. Men det er ikke nogen garanti for noget som helst. /Oliver Stilling