Mod mørkere tider i München

En rigtig dårlig fest. Den internationale sikkerhedskonference i München plejer at være en festdag for den vestlige alliance. Siden 1963 har verdensledere hvert år mødtes i den tyske by for at diskutere sicherheitspolitik, og hvert år har NATO-landene kunnet benytte den til at slå en tyk streg under, at de står last og brast mod fjender udefra. Med Sovjets kollaps blev der oven i købet plads til at sænke skuldrene en smule og holde nogle gode skåltaler, men da Vladimir Putin i 2007 på konferencen bekendtgjorde, at han ikke længere ville finde sig i den verdensorden, der blev etableret ved udgangen af den kolde krig, var hyggen forbi. Siden da har russerne arbejdet ihærdigt på et splitte den vestlige alliance, og på dette års konference, der fandt sted i weekenden, blev det tydeligt, at Putins mission er lykkedes. Mødet i München gik med mundhuggeri mellem Europa og USA, og det blev nok engang tydeligt, at Vesten nu bekæmper hinanden internt i sådan en grad, at det slår sprækker i NATO’s forsvarsgeledder.

I Europa er vi vrede. Det var den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier, der fik lov til at indlede konferencen med en tale, og han slog tonen an for, hvad der skulle blive en deprimerende weekend. Han startede med at bemærke, hvordan meget har ændret sig siden han sidst holdt tale ved samme konference i 2014. ”Dengang var ”vi” fra ”Vesten” et begreb der kunne tages for givet. Det er det ikke længere.” Dengang i 2014 var Donald Trump ikke præsident, og skønt forbundspræsidenten ikke nævnte nogen navne, var det tydeligt, at det var den amerikanske præsident, han beskyldte for at have splittet NATO. For meget fokus på national egeninteresse, sagde han, vil føre os ”ind i en mørk tid.” Steinmeier var langt fra den eneste, der rasede mod det store land på den anden side af atlanten. Den franske præsident Emmanuel Macron var især hård. Han langede ud efter amerikanerne og sagde, at USA’s politik de seneste år har været præget af tilbagetrækning fra EU og samarbejde med USA. Derfor agiterede han for et stærkere og mere autonomt Europa. Men Macron fik også udstillet en splittelse internt i EU. Den franske præsident var nemlig utilfreds med, at Tyskland ikke gør nok for at styrke EU, der med brexit og amerikansk tilbagetrækning nu i højere grad skal stå på egne ben. Da han blev spurgt ind til, om han er frustreret, fordi den tyske kansler Angela Merkel har forholdt sig tavs om Macrons forslag om EU-reformer, lød svaret ”Jeg er ikke frustreret. Jeg er utålmodig.”

I USA er de uenige. ”Hvad Europa vil er ikke helt det samme, som USA vil,” lød det også fra Macron, men det ville den amerikanske delegation ikke høre på. De gav udtryk for, at de europæiske lederes vrede var ubegrundet og nærmest en smule paranoid. ”Jeg er her for at fremlægge fakta,” lød det fra en ophidset amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo. Om talerne fra blandt andre Macron og Steinmeier lød det: ”De bemærkninger reflekterer ikke sandheden.” Pompeo gik herefter i gang med at gennemgå, hvad USA den seneste tid har leveret af penge og ressourcer til det europæiske forsvar. Konklusionen var, at der bliver givet mere nu end på noget tidspunkt under den holde krig. ”Er det et Amerika, der frasiger sig sit ansvar,” spurgte han retorisk. ”Lad os sige det, som det er: USA er derude og slås for suverænitet og vores venner.” /Andreas T. Kønig