Kære læser

Kan Bloomberg købe alt for penge?

Democratic U.S. presidential candidate Michael Bloomberg addresses a news conference after launching his presidential bid in Norfolk, Virginia, U.S., November 25, 2019. REUTERS/Joshua Roberts

”I’ve lived long enough to have learned / The closer you get to the fire the more you get burned.”

Billy Joel, ”A Matter of Trust”

 

Vi skriver jo så ofte til dig, ved du, og vi har sikkert skuffet med et par billig pointer eller puerile platituder et par gange, så lad os forventningsafstemme allerede her: Vi kommer ikke uden om nattens tv-debat mellem de tilbageværende demokrater i det amerikanske primærvalg, hvor hovedrollen som boksebold gik til feltets rigeste kandidat Michael Bloomberg. Før vi når dertil, skal vi dog lige have noget kultur til at sætte stemningen, for USA er andet end penge, valgløfter og ansigtsløftninger.

Debatten løb af stablen i Las Vegas, men andetsteds i USA, på kunstmuseet Allentown Art Museum i delstaten Pennsylvania (37 timer i bil fra Syndens By), er man pludselig kommet i besiddelse af et ægte Rembrandt-maleri, Portræt af en ung kvinde fra 1632. Det er på mange måder en skør historie, for museet har haft værket hængende siden 1961, og da de fik det doneret, var det som en ægte Rembrandt.

I 1970 kom en gruppe Rembrandt-eksperter imidlertid på tværs. De nærstuderede maleriet, så penselstrøgene efter i sømmene og nåede en smule nævenyttigt frem til, at det gudhjælpeme ikke var Rembrandt selv, som havde malet billedet. Close but cigar, var deres melding; portrættet kunne højest have været udført af en hjælper i Rembrandts atelier.

I de seneste to år har Portræt af en ung kvinde gennemgået en restaurering, og det er i denne proces, at en person med gummihandsker og kittel pludselig og meget dramatisk må have ytret de tilfredsstillende ord: Gutter, det ER sgu en fucking Rembrandt!

Forklaring: Med næsten 400 år på bagen er portrættet blevet restaureret mange gange før, og på et eller andet tidspunkt har nogen givet det en ordentlig gang lak, som muligvis fik overfladen til at skinne som pelsen på en sund hund, der både får vådfoder og tørfoder. Men som til gengæld lagde en dæmper på klarhed og farver og skjulte Rembrandts virtuose penselarbejde.

Det har været som at se maleriet ”gennem en snavset forrude”, lød meldingen i en pressemeddelelse fra konservatorerne. En fantastisk historie. Miraklernes tid er ikke forbi. Åbn sluserne til Allentown, nu vil amerikanere komme vrimlende fra nær og fjern til byen, som de fleste ellers kun kender fra Billy Joels melankolske opbrudssang af samme navn.

Glansen af Bloomberg

Undskyld den lidt primitive sammenligning, men ligesom Rembrandts portræt udgøres den 78-årige Michael Bloomberg af flere lag glans og skidt – og måske også flere end den gennemsnitlige amerikaner var klar over. I hvert fald er det i forbindelse med hans kandidatur til præsidentposten kommet frem, at han ikke er så renskuret, som nogle af os måske havde håbet på.

Én ting er historierne om, at en del kvinder har oplevet kulturen på hans nyheds- markedsdatabureau Bloomberg som lettere toksisk, ligesom flere kvinder har måttet tåle hans forulempende jokes. Det har ført til flere såkaldte non-disclosure agreements vedrørende både kønsdiskrimination og seksuelle krænkelser, hvor et antal kvinder har fået en pose penge for holde mund. Under debatten i Las Vegas angreb Elizabeth Warren Bloomberg for det og stillede spørgsmål ved hans ”valgbarhed”. (Her kan man anføre, at med Donald Trump i Det Hvide Hus er rammerne for valgbarhed temmelig vide.)

En anden ting er Bloombergs filantropi. Gennem blandt andet sin velgørenhedsbiks Bloomberg Philanthropies i New York har han doneret millioner af dollars til kultur – teater, kunstmuseer, sang, musik, you name it – over hele landet. Men han har også givet enorme summer til demokratiske kandidaters valgkampagner, når de stillede op til alskens små og store poster rundt omkring.

Der har i princippet været tale om donationer, men… TANSTAAFL, ikke sandt? Eller: There Ain’t No Such Thing As A Free Lunch, som man siger. Nu er der pludselig kommet returkommission på, og de næste uger vil vi se en masse demokrater, som enten undlader at kritisere Bloomberg eller temmelig påfaldende lader være med pege på en af de andre kandidater som deres favorit.

Siden Bloomberg sidst beklædte et offentligt embede (som borgmester i New York), er der sket et par ting, som nu arbejder imod ham. #MeToo-bevægelsen og hans små bemærkninger til den, som umiskendeligt forlader hans mund som ringeagt, og måske trætheden over stenrige mennesker, der køber sig til magt, får ham til at ligne en dinosaur.

Han virker mere glatsminket end den jævnaldrende Bernie Sanders, og han er bedre klædt. Men Sanders fremstår på en eller anden måde yngre. Hvis Bloomberg bliver ved med at ligge godt i meningsmålingerne, vil hans modstandere intensivere angrebene på ham. Men jo mere de tæsker løs på ham, desto mere opmærksomhed vil han få. Måske har amerikanerne ikke fået nok af rige newyorkere i Det Hvide Hus. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12