McDonald's sælger nu duftlys – er senkapitalismen gået for langt?

McDonald’s sælger nu duftlys, der lugter af en Quarter Pounder. Det er ikke en joke. Eller måske er det. Vi kan ærligt talt ikke længere finde ud af det. Senkapitalismen – eller late capitalism, som den kaldes på engelsk – har sejret. Det gør den sådan set hele tiden. Verden er fuld af absurditeter, som kun den allermest forskruede kapitalistiske tankegang synes at kunne konstruere. Oprydningsguruen Marie Kondo sælger ligegyldigt skrammel på sin webshop, amerikanerne må ty til crowdfunding for at få råd til livsnødvendige operationer, og kapitalfonden Blackstone skifter i ramme alvor navn til Kereby for at signalere, at de jo kerer sig ih-så-åh-så-meget om almindelige mennesker. Nu vil vi gerne af karrusellen.

Det er vi ikke alene om. Gennem de sidste mange år er udstillinger af senkapitalismens vanvid blevet et veritabelt samlingspunkt for ironisk anlagte mennesker på internettet. Grupper, sider og profiler med navne som ”humans of late capitalism” findes overalt på både Facebook, Twitter og Reddit. Det er gammel kapitalismekritik på nye flasker. Den indignerede klassekamp på gadeplan er blevet afløst af postmoderne memes, men budskabet er ret beset det samme.

Karl Marx selv kunne dog næppe have forestillet sig den rablende retning, som kapitalismen har udviklet sig i. Han troede som bekendt, at den da på et eller andet tidspunkt måtte grave sin egen grav. Han brugte heller aldrig termen ”senkapitalisme”. Det gjorde en række tyske, marxistiske tænkere op igennem 1900-tallet til gengæld, men heller ikke de formåede helt at sætte en finger på, hvor vildt alting egentlig ville blive. Adorno var nok den, der kom tættest på. ”De økonomiske processer bliver ved med at sikre varigt herredømme over mennesker,” sagde han i en tale fra 1968. Men han var nu også altid så dyster.

Lad os komme ud!

Først med filosoffen Fredric Jameson kom begrebet senkapitalisme for alvor på alles læber. Jameson analyserede sig frem til, hvordan den globale, postindustrielle økonomi havde skabt en ny tilstand: den postmoderne. Alting var nu til salg, og alt blev så at sige til en ironisk og selvrefererende vare. Cirka samtidig satte franskmanden François Lyotard ord på, hvordan det postmoderne havde dræbt troen på de såkaldt ”store narrativer”. Intet betød længere noget, men kapitalismen lokkede fortsat med, at vi da i det mindste kunne forbruge os ud af meningsløsheden.

Netop det slagtilbud gav efterhånden folk en ret dårlig smag i munden. Men der var ingen mulighed for at flygte. I 1999 formulerede sociologerne Luc Boltanski og Eve Chiapello den geniale tese om kapitalismens ”nye ånd”. Pointen var, at alle de bevægelser, som forsøger at nedbryde og kritisere kapitalismen udefra – ungdomsoprøret, den økologiske bevægelse, den politiske kunst – med tiden ville blive indoptaget af kapitalismen under parolen ”hvis det er det, du vil have, så skal du da have lov til at købe det”. Samme år udgav journalisten Naomi Klein bogen No Logo, der systematisk kritiserede kæmpefirmaernes skruppelløse marketingstrategier og outsourcingens onder. No Logo er desværre lige så relevant og presserende læsning i dag, som den var dengang.

Og nu står vi ser her. Med McDonald’s duftlys kradsende i næseborene. Selv Banksy er i dag blevet overhalet indenom af senkapitalismens egne påfund. Kom ikke og sig, at et Quarter Pounder-duftlys ikke også er det vildeste stykke konceptkunst. Og det er jo nok også det, der er pointen. I det senkapitalistiske samfund kan virksomhederne forarge os lige så tosset, som de vil, for hvor skulle vi ellers gå hen? Luftforandring kan man købe sig til, men ironisk nok kan man ikke betale for at blive fri for de dårlige ideer. For ideerne er, selvfølgelig, inkluderet i prisen. /David Dragsted