Swati Joshi underskriver erklæringen og udveksler håndtryk med beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Grundlovsceremoni på Københavns Rådhus, tirsdag den 25. februar 2020. Knap 500 nye statsborgere kommer i løbet af dagen forbi Københavns Rådhus, hvor beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) byder velkommen på kommunens vegne, og hvor der skal udveksles håndtryk med en repræsentant fra kommunen.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Et medlem af Føljetons redaktion oplevede for nogen tid siden et lille optrin i en biograflobby. ”Optrin” er måske så meget sagt, for ingen andre biografgæster bemærkede formentlig noget usædvanligt, medmindre de specifikt tænkte på håndtryk i de sekunder, det stod på.
En veluddannet yngre dansk kvinde med muslimsk baggrund og temmelig meget udstråling kommer ind ad døren med sin mand. Hun bærer tørklæde og er svøbt i sort stof af høj kvalitet; han er bærer af et pænt viltert skæg, der får ham til at se fem-ti år ældre ud. Efter alt at dømme er de ikke ureligiøse – men who cares? Ligesom folk, der i et eller andet omfang bekender sig til kristendommen, kan være alt fra overfladisk kulturkristne til pisse kristne og munkekutteagtige, gør det samme sig gældende inden for alle mulige andre religioner.
Føljetons medarbejder rækker hånden frem til goddag, og eftersom det er kvinden med tørklædet, der er midtpunkt i den her seance, vil han tage dem i den rækkefølge: først kvinden, så hendes mand. Føljetons reporter ved ikke, hvad han skal forvente, men hvis denne powerkvinde af for eksempel religiøse årsager ikke rækker hånden frem til goddag, er der ingen dårlige vibes – ingen bitter don’t leave me hangin’-stemning.
Men det gør hun. Hun hilser med hånden. Hendes mand står og ser lidt mere sky ud bag skægget. Da den fremmedes hånd hænger i luften foran ham, hiver han sin op af frakkelommen og griber den. Ikke så fast som hustruens, men ok.
Så langt så godt. Men nu kommer kvindens søster, som ekviperingsmæssigt er mindre tilknappet. Hun bærer for eksempel ikke tørklæde. Efter de to første vellykkede håndtryk føler Føljetons friske fyr på stedet sig ikke i tvivl om, at et tredje vil følge. Det gør det også. Til gengæld giver søsteren og den skæggede mand, som så er hendes svoger, ikke hånd, men nøjes med at hilse med et nik. ”Nøjes”? Var det det, der stod? Det forbistrede ufuldkomne sprog! Hvem siger, at en hilsen er mere fuldbyrdet, hvis der er berøring involveret? Det lille nik og blikkene, der mødes, mangler sådan set ikke hjertelighed.
Du tror nok, det er løgn, men nu kommer der en imam ind i billedet. Han er relativt ung og regnes for en af imamfagets mest progressive og udoktrinære stemmer herhjemme. Han giver krammere, og han er sjov. Hvis nogen til et selskab spørger, hvad han har i sin taske, kan han finde på at sige: ”En bombe.” Hvis man spørger, hvor han er imam henne, svarer han måske: ”Grimhøjvej.” Og først efter tre-fire sekunder bryder han den pludselig opståede tavshed med et ”det var bare en joke.”
Hvad gør imamen så? Han hilser først på de to søstre uden at give hånd (ingen hænder bliver rakt frem her af nogen), hvorefter han hilser på manden med skægget med et håndtryk. Så kvinderne giver gerne hånd til en mand, mens det på en eller anden måde ligger i kortene, at imamen ikke skal have hånd, selv om håndtrykket synes at ligge naturligt til dem alle tre?
Da Føljetons person på stedet senere spørger imamen, hvordan i alverden man kan vide, hvilken måde der er den rigtige måde at hilse på i hvilke situationer, giver han det bedste og mest tilfredsstillende svar: ”Det kan også rigtig tit blive temmelig akavet.”
Noget til de små grå i Venstre
Og nu vi taler om akavet: Lige for tiden bliver der afholdt grundlovsceremonier over hele landet, hvor folk, der har ansøgt om det og er blevet fundet værdige, kan få deres danske statsborgerskab. Hvis de vil have det, statsborgerskabet, skal de skrive under på, at de vil overholde dansk lovgivning, ligesom de skal vise, at de har respekt for ‘danske’ værdier ved at give håndtryk til en myndighedsperson (typisk borgmesteren) fra den kommune, de bor i. Det er en del af den indfødsretsaftale, som VLAK-regeringen indgik med Dansk Folkeparti i 2018, mens Dansk Folkeparti stadig var et parti, som man var nødt til at tage seriøst (på grund af dets størrelse). Det var og er et absurd og ulækkert krav, men selv små symbolske sejre betød alverden for Venstres daværende integrationsminister Inger Støjberg.
DR har lavet en omgang god gammel optællingsjournalistik og været i kontakt med 63 ud af 98 af landets borgmestre. Det viser sig, at fem borgmestre rundt om i landet ikke vil ligge under for kravet og har overladt opgaven til lavere rangerende embedsfolk. Og selv om det måske er lidt voldsomt at trække nazikortet, tager vi hatten af for Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen, når han siger: ”Det minder mig meget om nazisme, hvor man for at komme i brød og arbejde skulle hellige sig en bestemt politisk ideologi mod ens overbevisning. Jeg synes, det her er at øve overmagt over for andre mennesker, og det minder mig for meget om, at man tidligere har øvet overmagt mod andre mennesker, der skulle strække højre arm.”
Sådan, velbekomme. Så er der lidt til de små grå i det gamle liberale parti, som mørke kræfter forsøger at trække i en nationalkonservativ retning, hvor det ikke hører hjemme.
Den nye integrationsminister, socialdemokraternes Mattias Tesfaye, kan ikke beslutte sig for, om kravet om håndtryk ved grundlovsceremonierne skal lægges ned. For at komme tættere på en mening har han tænkt sig ”at besøge en række grundlovsceremonier,” og først når han har været rundt alle steder, vil han kunne se, om ”der er noget, der skal justeres”, udtaler han til DR. Herre Jemini. Diskussionen om håndtryk får alle til at ligne og lyde som idioter. Død over håndtrykket. Og til lykke med statsborgerskabet til alle de nye danskere. /Oliver Stilling