Det har været to hæsblæsende uger i #MeToo-land. På den ene side er Harvey Weinstein blevet dømt for voldtægt og sat bag lås og slå, og i Danmark er vi kommet et skridt nærmere en lovgivning, der kan sende flere af hans slags samme vej. På den anden side er Straffelovrådets anbefalinger om en sådan lovgivning blevet kritiseret vidt og bredt for ikke at tage de fornødne skridt i retning af en egentlig samtykkelovgivning. Og søndag kunne en ung kvinde høre sin voldtægtshistorie gjort til frokostunderholdning på P1, hvor debattøren Karen West også oplyste lytterne om, at man ikke kan blive voldtaget, hvis bare man er ”barsk” nok. Det fik Føljeton til at erklære, at vi åbenbart ikke har ”lært en skid”.
Alt stritter, og vi indrømmer det gerne: Vi er forvirrede. Går det fremad? Går det tilbage? Vi ved det ikke. Det er heldigvis (også) derfor, vi har kunsten. Ofte har kunsten en evne til at afsløre ting om samfundet, som samfundet ikke på stående fod kan sige om sig selv.
På Statens Museum for Kunst (SMK) kan man for tiden besøge den overordentligt velanmeldte udstilling med skagensmaleren Anna Ancher (1859-1935), som forsøger at løfte hende til en fortjent status som en stor kunstner i egen ret. Det er en vigtig gerning. Så meget desto mere pudsigt er det derfor, at man et sted på udstillingen kan læse, at Ancher ofte bliver ”omtalt som ‘interiørmaler’, fordi hun ofte har malet motiver af stuer, værelser og andre indendørs rum. Men betragter man hele hendes produktion, er det tydeligt, at det er en grov forsimpling”. Landskabsmaleriet fylder meget mere i Anna Anchers produktion end hidtil antaget”. Landskabsmaleriet, står der videre, fylder meget for Ancher og er et tilbagevendende motiv.
Når SMK vælger at lave en stor udstilling om Anna Ancher, er det, udover at vise hendes enorme kunstneriske kapacitet, også for at rette op på kunsthistoriens tendens til at overse kvinderne. Derfor virker det som en sær kvalificering af Anchers arbejde at understrege, at hun bestemt også mestrer landskabsmaleri, når netop landskabsmaleriet traditionelt har været den mandlige kunstners domæne. Og når SMK’s kurator Peter Nørgaard Larsen i forbindelse med udstillingen har sagt, at Ancher ikke kun maler ”kvindenære motiver som interiøret og haven”, fristes man til at spørge, om der i præsentationen af Ancher er opstået et behov for at trække hende fra en ”kvindelig” til en ”mandlig” sfære for at begrunde kvaliteten af hendes kunst.
Kan man krænke en barsk dame?
Den modsatte manøvre foretages i den amerikanske premierefilm Bombshell, som bygger på den virkelige historie om en række kvindelige Fox News-værter, der i 2016 anklagede tv-stationens mastermind Roger Ailes for seksuelle krænkelser. Filmen følger især Fox-værten Megyn Kelly og hendes overvejelser om at stå frem med sin krænkelsessag. Og lad os lige slå noget fast: virkelighedens Megyn Kelly virker ret træls. Hun trækker et spor af diskriminerende udtalelser om alt fra homoseksuelle og transkønnede til afroamerikanere efter sig. Det er filmen opmærksom på, og derfor gør den et nummer ud af at forsøge at fremstille hende sympatisk: Hun er en god mor og kone med hjertet på det rette sted, må vi forstå.
Spørgsmålet er bare, hvorfor vi skal forstå det? Hvorfor skal Megyn Kelly fremstilles moderlig og blid, førend vi kan føle sympati med hendes situation og tro på den? Er det ikke muligt være en træls kvinde med rundsave på albuerne og stadig blive seksuelt krænket?
Bombshells portrættering af Megyn Kelly trækker hende ud af det barske og ind i det skrøbelige, og det lader til at være et overlagt valg for at styrke karakterens troværdighed som offer. Det kan meget vel være, at folkene bag filmen har skrevet karakteren således, fordi det er sådan, de synes, et offer skal se ud. Men det kan også være, at karakteren er skrevet sådan, fordi det er den måde, vi, publikum, synes et offer skal se ud.
SMK kvalificerer Anna Ancher ved hendes evne til at male ”maskuline” motiver, og Megyn Kelly bliver gjort til en god kvinde for at få publikum med hende. Om det gør os mindre forvirrede, er måske så meget sagt, men det peger i hvert fald på, at vi stadig hænger fast i nogle gamle forestillinger om, hvordan kvinder skal og ikke skal være.
Det virker fjollet, og derfor vil vi sende dig på weekend med denne påmindelse: Anna Anchers allerstærkeste billeder forestiller noget så kedeligt som en stue med en nybagt mor i midten, og barske kvinder kan også krænkes. /Asta Kongsted Amtrup