Kære læser

Farerne lurer overalt

Israeli Professor Galia Rahavm the head of infectious diseases is pictured in one of the rooms where Israelis returning from China will stay under observation and isolation to control the spread of the "Corona" virues, at the Chaim Sheba Medical Center at Tel Hashomer in the city of Ramat Gan near Tel Aviv, on February 19, 2020. (Photo by Heidi Levine / various sources / AFP)

Arggh! Vi er stået op til en mandag, hvor coronavirussen fylder forsiderne på verdens aviser. Hvad skal Føljeton så gøre? Slå kontra og lade som ingenting? Det ville ikke være hensigtsmæssigt. Husk på, at vi ikke bare skriver til læserne i dag, men også til eftertiden. Hvordan vil historien dømme os, hvis nogle nyhedsmunke om 300 år støver arkiverne af for at krydstjekke, hvad medierne beskæftigede sig med den Herrens dag 2. marts 2020, og virussen, der var all over the place, end ikke var nævnt med et ord i Føljeton? (Det er et tænkt eksempel, men alligevel.)

På et pressemøde her til morgen sagde direktøren for Sundhedsstyrelsen, at 122 personer herhjemme pt. er i frivillig hjemmekarantæne. 108 af dem har på en eller anden måde relation til de fire danskere, som Styrelsen for Patientsikkerhed søndag aften bekræftede er testet positive for virussen.

Det er, som om folk deler sig i to grupper: De, der er agtpågivende, og dem, der ikke er det. I weekenden gik et yngre medlem af Føljetons redaktion ned i en bland-selv-slikbutik for at skabe fundamentet for en hyggelig lørdag aften. Men da han stod dernede og så for sig, hvor mange uvaskede, smittebefængte hænder, der kunne have rørt ved slikket, fik en pludselig grundangst hans pupiller til at udvide sig, mens han hørte et højt og klart ”nej!” runge i sit hoved. I stedet købte han en hermetisk fabriksforseglet slikpose i et supermarked. Et andet redaktionsmedlem tog søndag i svømmehallen med flere børn, hvor han lå og flød i babyvenligt lunkent vand sammen med en masse andre voksne i flere timer. Ingen virkede alarmerede, ingen lod til at være på vagt. Måske var det dumt at gå i svømmehallen i disse tider. Nogle vil argumentere for, at der altid er klamt i svømmehallen.

Skærpet opmærksomhed

I de her dage rejser to 2.g-klasser fra Nørre Sundby Gymnasium og HF i Aalborg Kommune til Norditalien. Studieturene har været planlagt og set frem til længe, og rektor Søren Hindsholm har holdt fast i, at de skulle gennemføres (uden tvang, vel at mærke), selv om Italien med sine i alt 1.701 smittede (heraf 1.577 aktivt syge, 41 døde og 83 raskmeldte) er blevet en slags europæisk epicenter for coronavirussen. Rektoren forholder sig på fornuftig vis til, at Udenrigsministeriet ikke fraråder rejser til Italien, men blot opfordrer rejsende til at være ”ekstra opmærksomme”.

Alligevel har Søren Hindsholm modtaget trusler på mail og pr. telefon. Trusler har alle dage været en sær størrelse; for den truede er truslen på én gang konkret og uhåndterlig. Raten for hvor ofte en fremsat trussel bliver omsat til handling er vel nogenlunde den samme som dødsraten for coronasmittede: temmelig lav.

For folk, der fremsætter trusler af et ærligt hjerte, må det i øvrigt være en kilde til voldsom irritation, når der dukker andre truende op, som ikke bare truer med bål og brand, men også viser sig at være konspirationsteoretikere.

En af telefontruslerne mod rektor Hindsholm blev ifølge ham selv indledt med en længere introduktion til, hvordan verden egentlig bliver styret (af jøder), og at rektorens sande ærinde var, at ”vi alle skal dræbes”, og at ”når der kommer elever syge hjem, så ved vi, hvem du er, og hvor du er”. Konspirationsteoretikere, der ikke bare plaprer løs, men også tyer til trusler, giver almindelige alarmister, der truer, fordi de føler, de ved bedre, et dårligt ry. Men sådan er gamet nok bare.

Når det er sagt, så mærker folk i den norditalienske region Lombardiet, at der er komparativt mange smittede i området. Skoler er lukkede, fodboldkampe er blevet rykket til senere, og katolske messer er blevet aflyst (hvilket virkelig ikke kan være i Guds interesse). Som stifteren af det katolske fællesskab Sant’Egidio, Andrea Riccardi, skrev i et indlæg i avisen La Stampa lørdag: ”Jeg er ikke epidemiolog, men befinder vi os virkelig i så stor en risiko, at vi må give afkald på vores fælles religiøse liv?”

Det er farligt at leve. Folk dør af alt muligt – de færreste dør af coronavirus. I Vietnam har der været 16 smittetilfælde, men alle er tilsyneladende blevet raskmeldt. I Iran synes der at være et element af panik, og Wall Street Journal skriver, at folk hamstrer masker med henblik på at sælge dem på det sorte marked, men at Irans politi har konfiskeret 6,7 mio. masker.

Lørdag aften kom en 67-årig mand gående på Kirkegårdsvej i Rudkøbing på Langeland. Han var rask og frisk. Der var ingen farer i nærheden. Ingen smitte, ingen fremsatte trusler. Pludselig gav jorden efter under ham, og han røg ned i et hulrum under fortovet. På grund af den seneste tids store mængder regn var en gammel vandledning ifølge Langelands Forsyning kollapset. Manden slap med skrækken og nogle hudafskrabninger, fortæller driftsleder Benny Lai til TV 2/Fyn. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12