Det vigtigste trick i amerikansk politik er at indbilde vælgerne, at penge ikke afgør magtspillet i sidste ende. At lobbyister og Wall Street-bankfolk ikke trækker i de afgørende tråde fra kulisserne. Som den franske digter Baudelaire skrev: ”Djævelens bedste kneb er at overbevise os om, at han ikke eksisterer”.
Under nattens primærvalg i USA udspillede sig et drama, som forunderligt nok har fået pengene til at forsvinde – for en stund: Oligarkens fald fremstår som en sejr for demokratiet. Ydmygelsen af multi-milliardæren Mike Bloomberg ved nattens Super Tuesday-valg i USA, hvor primærvalgene blev afgjort i 14 vidt forskellige delstater, er umiddelbart et opløftende tegn på, at det ikke – altid – er muligt at købe sig til magten.
Selv om 78-årige Bloomberg, der er verdens 11. rigeste mand, havde pumpet hundredvis af millioner ud i tv-reklamer, pr-konsulenter og hyrede kampagnefolk, formåede han ikke at vinde folkets stemme. Det lykkedes kun at købe sig til sejr i territoriet Amerikansk Samoa, en øgruppen halvvejs mellem New Zealand og Hawaii. I resten af USA vendte vælgerne ryggen til Bloomberg, der ellers havde brugt flere milliarder danske kroner på tv-reklamer.
Joe Lunchbucket
Valgnatten formede sig i stedet som noget nær en triumf for den nu mest sandsynlige præsidentkandidat for Demokraterne, Joe Biden. Han står med de bedste kort nu. Ikke alene vandt den tidligere vicepræsident overbevisende i de fleste delstater – og slog dermed sin nærmeste konkurrent, socialdemokraten Bernie Sanders – men han vandt også noget endnu vigtigere i det forestående slag mod præsident Donald Trump: Autenticitet blandt arbejdervælgere.
77-årige Joe Biden er blevet styrket voldsomt af Bloombergs spektakulære kollaps, ganske enkelt fordi Obamas tidligere højrehånd nu fremstår som en direkte modpol til pengemagten. Hvor Mike Bloomberg på den ene side og med rette er blevet portrætteret som en Trump-agtig oligark, og tilmed med en tilsvarende sexistisk fortid, kan Joe Biden nu på den anden side træde frem som den folkelige ’Joe Lunchbucket’, der tilmed har kæmpet sig hårdt og heroisk tilbage fra de indledende nederlag i Iowa og New Hampshire.
Kontrasten til Mike Bloomberg har forvandlet Joe Biden til en mere oprigtig kandidat, der ikke virker til at være i lommen på de største donorer. Dermed slipper han også bekvemt fri fra de anklager, som Bernie Sanders i årevis har rettet mod det politiske etablissement. Kritikken har lydt, at toppen af Det Demokratiske Parti først og sidst lader sig styre af de stærkeste kapitalinteresser – præcis som tilfældet ulykkeligt nok var med Hillary Clinton i sidste omgang om Det Hvide Hus.
Pengenes magt
Den barske virkelighed er, at historien nu gentager sig: Også Joe Biden er – om nogen – etablissementets kandidat. Han er veteranen, som den gamle garde og de mest moderate donorer nu satser på vil kunne bringe USA tilbage til status quo, tilbage til tiden før Donald Trump, og fremad uden at kaste Amerika ud i eksperimenter med Bernie Sanders socialdemokratiske velfærdsløfter. Lige nu lyder derfor et lettelsens suk blandt de største erhvervsbosser i USA.
Joe Biden er en mere diskret og likeable ambassadør for de nogenlunde samme pengeinteresser og værdier, som Mike Bloomberg i nat brændte sammen på. Paradokset er, at den aldrende patient døde, men at operationen faktisk lykkedes: Bloombergs fiasko har straks fjernet opmærksomheden fra, at Joe Biden vil få pengekassen fyldt op fra lyssky finansfolk.
Den tunge konklusion på nattens Super Tuesday-valg er, at alt er ved det gamle. Den politiske fornyelse i form af Bernie Sanders mobilisering af unge vælgere er risikerer at være bremset op, mens etablissementet igen har fået presset deres foretrukne kandidat frem på scenen.
Pludselig er flere blevet overbevist om, at det slet ikke er donorer og lobbyister, der langt hen ad vejen styrer showet. Men revolutionen er aflyst. Bidens succes er således ét skridt frem og to tilbage: De unge og progressive er slået på tilbagetog, mens de gamle traditionalister har vundet momentum. /Lars Trier Mogensen