I vores samfund vokser der en kløft. En revne der skiller generationerne ad og efterlader dem på hver deres klippeafsats så langt fra hinanden, at de fra hver deres side kan råbe, uden nogen rigtig kan høre, hvad det da er, der bliver råbt. Det er boomers, det er millennials, og det er en generationskrig, hvor fred ikke er en mulighed.
For hvem var du d. 19. august 1999 da ”Star Wars Episode 1: Den usynlige fjende” udkom? Var du en af de gamle stivstikkere, der mente, det var en katastrofe af en film og en skændsel for den Star Wars-trilogi, du selv var vokset op med? Eller var du en af de unge purke, der med denne film blev introduceret til Star Wars-universet, og som derfor har en nostalgisk kærlighed til det udskældte mesterværk?
Vi er klar over, at det er et gammelt sår at rippe op i. Er det ikke unødvendigt? Er vi ikke kommet videre? ”Endnu et af mediernes forsøg på at splitte befolkningen,” skriger du måske foran skærmen. Men vi har brug for at minde dig om denne kontroversielle film. Vi er nemlig af den overbevisning, at virkeligheden bedst forstås gennem kunsten, og vi har observeret, at skønt filmens handlingsforløb er noget kluntet, så gentager det sig ude foran vores eget vindue, som var vi med i en dårlig b-film.
”Den usynlige fjende” er unægteligt en fjollet film, men med titlen har de i det mindste forsøgt sig med noget klogt. Kort fortalt kan man tolke titlen på to måder: Nogle mener, den usynlige fjende er hovedpersonen Anakin Skywalker, der i filmen er en god dreng, men som senere vokser op og bliver den onde Darth Vader. Vi har en anden tolkning …
Darth Fock og Obi Wan Elbæk
Den usynlige fjende i Episode 1 er karakteren senator Palpatine. Gennem politisk snilde og manipulation snyder han politikerne i Den Galaktiske Republik såvel som de heltemodige jedi-krigere. De tror alle fejlagtigt, at han er en fin fyr, og til sidst i filmen vælges han demokratisk af Senatet til kansler af republikken. I de senere film afsløres det, at han er en ond superskurk af en Sith-fyrste med navnet Darth Sidious. Han omstyrter republikken og udraderer det meste af jedi-ordenen.
Virkelighedens Darth Sidious er selvfølgelig Josephine Fock – Darth Fock, om du vil. Under dække af at være den rare alternativistiske medstifter af partiet, blev hun valgt af Alternativets medlemmer til at efterfølge Uffe Elbæk. Først da hun havde grebet magten dukkede hendes sande ansigt op i en artikel i Information, hvor (anonyme) kilder beskyldte hende for at ruske i en medarbejder og overfuse flere.
Som en ægte Sith er hun nu ved at kvase denne alternative galaktiske republik. Den bliver rusket til døde, om man vil. I går blev der ryddet ud i jedi-ordenen, da Obi Wan Elbæk meddelte, at han forlader det parti, han selv skabte. Han tog størstedelen af folketingsgruppen med sig, og dermed er det nu kun stakkels Torsten Gejl, der repræsenterer Alternativets vælgere på tinge.
Nu lyder det, som om at vi har taget Uffe Elbæks parti ved at gøre ham til jedi og Fock til Sith. Men det er ingenlunde tilfældet. For faktisk mener vi, at der er en tredje tolkning af filmtitlen.
Den usynlige fjende er nemlig jedi-ordenen selv. Det, der i sidste ende fører til Den Galaktiske Republiks fald, er det selvtilstrækkelige jedi-råd, der består af inkompetente hippier, som har så travlt med at diskutere principper, at de helt glemmer at efterleve dem.
Jedi-rådet har hovedet så langt oppe i deres egen bagdel, at de i årevis ikke har set truslen, selvom den var lige foran dem. Først når det er for sent, reagerer de på det. /Andreas T. Kønig