Dagen efter regeringens indgreb for at begrænse coronasmitten, fyldes Indkøbsvognene i Bilka i Hundige, torsdag den 12. marts 2020.. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix)
”Ingen kunst, ingen breve, intet samfund. Værst af alt er den kontinuerlige frygt og faren for voldsom død. Menneskets liv er ensomt, fattigt, grimt, brutalt og kort.”
Thomas Hobbes, om livet i den anarkiske naturtilstand, Leviathan, 1651
I den britiske efterretningstjeneste MI5 arbejder de ud fra en maksime, der siger, at Storbritannien altid kun er fire måltider væk fra kaos. Briterne kan med andre ord godt overleve en enkelt fastedag, men vågner de så op morgenen efter og får at vide, at deres full breakfast ikke er klar, og at teen i øvrigt er blevet kold, så kan myndighederne roligt regne med, at Westminster er brændt ned til grunden inden middag.
I Danmark er vi slet ikke så tålmodige … Mette Frederiksen holdt onsdag aften pressemøde kl. 20.30. De fleste danskere spiser aftensmad mellem kl. 18 og kl. 20, og morgenmad såvel som frokost og snacks til dagen efter var allerede indkøbt. Vi kan deraf udlede, at langt størstedelen af befolkningen på dette tidspunkt var i perfekt måltidsbalance. Alligevel havde statsministeren næsten ikke nået at sige ”lad nu være med at hamstre, der er ingen fødevarekrise i Danmark,” inden folk strømmede til butikkerne for at rive lokumspapir og madvarer ned fra hylderne.
Med andre ord: I Danmark er vi kun udsigten til ikke at kunne tørre røv med toiletpapir i tre lag væk fra kaos.
På jagt
Men hvad var det egentlig, der skete i folks hoveder, da de onsdag aften strømmede ned til Netto som glubske hunde? Det kan gode gamle Jean-Jacques Rousseau forklare os.
Den franske filosof opstillede et tankeeksperiment, hvor to jægere skal på jagt. De kan hver især vælge at jage en hare eller en hjort, og de ved ikke, hvad den anden vælger at gøre. Haren er nem at fange, det kan man klare selv. På hjorten er der mere og bedre kød, men til gengæld kræver det samarbejde at nedlægge den, så hvis én vælger at jage hjort, mens den anden vælger at jage hare, så går hjortejægeren sulten i seng.
Onsdag aften løb folk i Netto for at jage haren. De gik ikke selv sultne i seng, men til gengæld kan deres ageren på sigt være med til at starte den fødevarekrise, de åbenbart selv frygter utroligt meget. Hvis alle beslutter sig for at købe ind som normalt, har vi ikke udsigt til at komme til at mangle noget. Med lidt samarbejde kan alle spise hjort til aftensmad, men der skal ikke mange harejægere til for at gøre livet surt for dem, der holder hovedet koldt.
Ingen solidaritet i velfærdsstaten
Statsministerens tale ved pressemødet var den måske mest alvorlige i efterkrigstiden. Men heldigvis har vi da hinanden. ”Vi har brug for samfundssind og hjælpsomhed,” sagde Mette Frederiksen, og så skal det nok gå, for det er den slags, vi har masser af i Danmark. Vi har skabt det solidariske velfærdssamfund, så vi må være det land i verden, der er bedst til at hjælpe hinanden. Det siger vi ofte til os selv.
Alligevel var vi kun få minutter inde i krisen, inden danskerne begyndte at dolke hinanden i ryggen ved at hamstre babybleer, så der ikke var nok til andre børnefamilier. Sagen er, at vi med velfærdsstaten er blevet så vant til at udlicitere vores solidaritet til staten, at vi glemmer at hjælpe hinanden i hverdagen. Det er en form for aflad. Hvis man betaler næsten halvdelen af sin indkomst i skat, så føler man sig ikke forpligtet til at hjælpe den hjemløse på gaden. Det må staten klare, det har vi jo betalt den for.
Teoretisk kalder man det ”statsindividualisme,” og vi nævner det ikke for at kritisere velfærdssamfundet. Velfærdssamfundet og den gode samfundsborger kan godt leve side om side, og det bliver vi nødt til i en krisetid. Staten kan ikke alene redde os i denne omgang, heller ikke selvom du lige har fået et skattesmæk på 30.000 kr. Vi har alle sammen en forpligtelse til at passe på vores medmennesker.
Nogle ting i denne verden er vigtigere end silkeblødt papir mellem balderne. /Andreas T. Kønig