En af de bedste ting, der er sket i dansk politik i det forgangne år, er danskernes ret kontante nedlukning af Dansk Folkeparti. Fra at partiet i kraft af sin altdominerende rolle som støtteparti for Venstre-ledede regeringer fyldte alt og bestemte alt, er dets udgydelser og meninger blevet ligegyldige. Ingen gider høre på dem.
DF’eren Martin Henriksen, der vel at mærke blev stemt ud af Folketinget ved valget i juni sidste i år, skrev torsdag aften på Facebook, at ”regeringen for lang tid siden burde have vurderet spredningsrisikoen i forhold til den meget voldsomme indvandring, vi har her til Danmark”. I kommentarfeltet – næsten over hele linjen – blev han straks skoset for at forsøge at slå politisk plat på virusepidemien med sine vrangforestillinger om smittespredning.
Fredag vågnede selve partitoppen så til dåd, da formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter opfordrede til, at kontrollen ved grænserne blev sikret, eftersom det jo ikke nytter ”at bede danskerne gøre en masse, hvis der fortsat strømmer smittede ind udefra!”. Nogle timer senere på samme platform mente gruppeformand Peter Skaarup at vide, at coronavirussen ”skal bekæmpes hårdt og konsekvent nu via asylstop, udgangsforbud på asylcentre og forbud mod besøgende”.
Ligesom det var tilfældet med Martin Henriksens opslag, gjorde folk rimelig kort proces med forslagene. Som en bruger, der på Twitter beskriver sig selv som ”ædru alkoholiker, chokoladenørd og efterlønner”, skrev til Thulesen Dahl: ”Smitten fra DF er langt værre end COVID-19.”
Mere end en egentlig strategi lignede Dansk Folkepartis opslag et udslag af panik. De er på vej helt ud i kulden.
Afstivet af totalitære beføjelser
Klap! Sceneskift til Statsministeriet fredag aften. Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde igen. Seancen bliver televiseret direkte ud til landets karantæneramte befolkning, der alligevel ikke har andet at lave end at se tv. På grund af smittefaren er der kun meget få journalister til stede i lokalet. Mette Frederiksen gør en god figur. Modsat Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl virker hun fattet. Det er, som om de næsten totalitære beføjelser regeringen de seneste dage har fået til bl.a. at tvangsbehandle folk, stiver hende af. Hun har også på besynderlig vis tillagt sig den tyske forbundskansler Angela Merkels diamantformede håndpositur. Hvis Danmarks mest magtfulde mand, stabschef Martin Rossen, har en finger med i spillet, er han en lige så stor dramaturg som Vladislav Surkov, som i mange år var den usynlige aktør bag Vladimir Putins succes. Efter politik er der arbejde ved teatret.
Alt sammen lader det imidlertid til at have en nerveberoligende effekt på dele af befolkningen. Man føler sig tilsyneladende i gode hænder. ”Jeg er så tryg ved Mette Frederiksen lige nu,” skriver en kommunikationsperson på Facebook. Og Lasse Rimmer, der angiveligt er Danmark mest intelligente standup-komiker, skriver på Twitter, at ”man må kunne enes om en ting på tværs af politiske forskelle: Mette Frederiksen gør det forbilledligt”.
Men hvad er det helt præcist, der er så forbilledligt? Hvad er det, der får folk til at råbe hurra og kaste deres hatte op i stueloftet over Mette Frederiksens lederskab? Det er nemt at være bagklog, men havde egentligt lederskab ikke været at handle tidligere – for eksempel da det første danske coronavirustilfælde blev registreret d. 27. februar?
I et indlæg i Weekendavisen fortæller (betalingsmur) Jacob Fabricius, der er kunstfaglig direktør ved Kunsthal Aaarhus, at han netop har været i Singapore, Sydkorea og Japan. Både i Singapore og Sydkorea fik han konstant testet sin temperatur med en ”pistollignende febermåler” på hoteller og offentlige institutioner. Men da han landede i Danmark så sent som d. 5. marts, kunne han spadsere lige igennem Københavns Lufthavn uden at nogen løftede et øjenbryn.
Fuldstændig meningsløst
Fredag aften fortæller Mette Frederiksen så befolkningen, at Danmarks grænser skal lukkes for at forhindre spredning af coronavirus. Fra lørdag kl. 12 er færge,- fly og togtransport helt eller delvis lukket. Men smitten er jo åbenlyst allerede i landet – bl.a. fordi myndighederne har handlet for sent.
Anders Tegnell, der er statsepidemiolog i Sveriges Folkhälsomyndigheten, kalder ifølge den svenske avis Aftonbladet det danske grænselukningstiltag for ”en fuldstændig meningsløs” foranstaltning: ”Alene tanken om, at man skulle kunne holde et helt land udenfor. Det går bare ikke, det ved vi om den her sygdom i dag.” Anders Tegnell siger videre, at han naturligvis har været i kontakt med både norske og danske sundhedsmyndigheder, men at han ikke har hørt forslaget om at lukke grænser nævnt, hvorfor han konkluderer: ”Det er nok en beslutning, som er taget på politisk niveau.”
Og så er det, hvis man må male fanden på væggen, at det begynder at blive lidt uhyggeligt. Taget på politisk niveau? Det er der principielt ikke noget galt i, men Danmark er tæt på undtagelsestilstand, og grænselukningen strider mod anbefalinger fra både EU og WHO. At gøre nogle af Dansk Folkepartis våde drømme til virkelighed er ikke at udvise lederskab og gå foran. Det er er teater. Og se, hvilke lande der straks følger trop: Polen og Tjekkiet og en lille smule Slovakiet.
Mette Frederiksen kræver meget af den danske befolkning. Hun taler om at udvise samfundssind. Og danskerne leverer varen. Ved pressemødet fredag aften sagde hun, at ”der kommer snart mere”. Det ville være dejligt, hvis kommunikationsstrategi blev lagt til side for en stund, og hun spillede med helt åbne kort. Hvad bliver det næste – at hun sætter kavaleriet ind? /Oliver Stilling