I den perfekte verden var næstekærligheden uendelig. Måske er den det også i virkeligheden. For nogle er det måske lige så nemt at have solidaritet med Luigi fra Lombardiet, som det er at have solidaritet med nabo-Niller fra Næstved. Vi håber, at det er sådan, det står til. Det gør vi virkelig. Vi må bare personligt erkende, at vores empatiske radar bliver svagere, jo længere dens bølger kommer væk fra vores egen private sfære.
Du må ikke misforstå os. Det er ikke fordi, vi sidder uberørte tilbage, når vi hører historier fra Norditalien om folk, der dør på sygehusgangene, og læger, der tvinges til at vælge mellem, hvem de vil redde, og hvem de vil lade dø. Vi bliver kede af det, vi føler med dem, men den stærkeste følelse, der vækkes i os, er frygten for, at det samme vil ske her i Danmark, og at det engang bliver en af vores egne kære, som lægen på Skejby vender tommelfingeren nedad til.
Det er sikkert meget godt at kere sig om sine egne i en krisetid. Det er velsagtens ganske menneskeligt. Men det kan også komme med en pris. Ikke bare for dem, vi glemmer i katastrofetiderne, men også for os selv, når faren er drevet over.
I en af vores absolutte favoritfilm, Force Majeure af Ruben Östlund, er et par taget på skiferie med deres børn. De sidder ude på en terrasse og spiser, da de pludselig ser en hvid storm nærme sig. ”Lavine,” råber restaurantens gæster, og panikken sætter i gang. Med frygt i blikket krammer parrets kvindelig part sine børn ind til sig. De når ikke væk, inden alt er hvidt. Manden griber derimod sin mobil og styrter af sted. Han undslipper. Lidt efter letter den hvide sky. Det var bare snestøv, ingen lavine, alle er uskadte. Men tilliden mellem de elskende har lidt et knæk. For nu ved alle, at manden er sådan en, der efterlader sin kone og barn for at hytte sit eget skind.
Helt alene
Vi er bange for, at der kommer til at stå mange sådanne mænd tilbage, efter coronaepidemien har lagt sig – og at vi selv bliver en af dem. For han er jo ikke ond, når han spæner væk fra kone og børn. Han reagerer bare meget lidt heroisk i en krisesituation. Han tænker kun på sin egen overlevelse. Men da faren er drevet over uden nogen apokalypse til følge, har han ødelagt det hele for sig selv.
Et af de virkelige ægteskaber, der kan komme til at lide et knæk med krisen, er de europæiske landes samling i EU. Som DR’s altid oplagte EU-korrespondent Ole Ryborg skriver i en analyse, har EU været utroligt langsomme med at komme Italien til undsætning. Den italienske økonomi var allerede i krise inden coronavirussen. De italienske borgere gav i høj grad EU skylden, og det bliver kun værre med Covid-19. Hvis EU giver Italien samme tur, som grækerne fx fik under den seneste finanskrise, er der en reel risiko for, at højrepopulisterne tager magten i støvlelandet. De vil gøre meget for at vriste det italienske euro-land ud af EU. Generelt kan manglende europæisk solidaritet blive starten på enden for EU-samarbejdet.
Men også herhjemme i det nære kan coronakrisen ende i ren Force Majeure. Som man i dag kan læse hos DR, er der stor forskel på, hvor godt de forskellige landsdele er stillet. På Lolland-Falster bor der fx mange udsatte grupper, og de kan derfor ende med at blive ekstra hårdt ramt. Lolland og Guldborgsund er i forvejen de fattigste kommuner i Danmark.
Hvis skellet mellem by og land ikke skal blive endnu voldsommere, end det er i forvejen, skal vi huske, at vi i denne tid er danskere og ikke bare københavnere, fynboer, aarhusianere eller andet. Vi skal hjælpe hinanden på tværs af kommuneskel. Og ligesom vi skal huske, at vi er danskere, skal vi også huske, at vi ikke kun er danskere, vi er også europæere.
Det er svært. Virkelig svært. For selvfølgelig vil vi gerne redde os selv og vores egne først; det ligger i vores instinkt at snuppe mobilen og løbe fra børnene. Men vi har ikke lyst til at stå alene tilbage, når snestøvet igen har lagt sig. /Andreas T. Kønig