Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Føljeton havde i går en interviewaftale med den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. Interviewet skulle have handlet om Foers nye bog ”Vi Er Vejret,” der netop er udkommet på dansk. Bogen er en essayistisk fortælling, hvor Foer med udgangspunkt i sig selv og verdenen omkring ham undersøger, hvorfor vi har så svært ved at forstå klimaforandringerne, og hvad vi kan gøre for at stoppe dem. Han foreslår fx, at man droppet kødet til morgenmad og frokost. Men ak, interviewet med Føljeton blev aflyst, fordi Foer grundet Covid-19 droppede sin tur til Danmark. Det stoppede dog ikke Føljetons Andreas T. Kønig og David Dragsted i at gennemføre interviewet alligevel. De gjorde det bare uden Foer.
David: Hvad har du fået ud af bogen? Er du sur? Det modsatte? Måske frelst?
Andreas: Jeg er lidt sur faktisk. Men nok ikke på den måde, som Foer havde håbet på. Jeg er primært sur på ham. Fordi han har tvunget mig igennem en bog, der er længere, end den burde være. Den burde have været et essay. Eller en kronik i avisen. For han kan jo skrive, men det her er simpelthen for meget.
Bogen er mest af alt en stor omgang navlepilleri, hvor han prøver at overbevise sig selv om ikke at spise kød. Jeg vil hellere have Thunberg til at råbe ad mig, end jeg vil vrides igennem 250 sider af Foers narcissistiske overvejelser over, hvorfor han ikke har droppet kødet.
Han skriver: ”For at redde planeten har vi brug for det modsatte af en selfie.” Vi skal lave ægte handling, ikke bare noget, der får os til at se godt ud på billeder. Men er bogen ikke hans egen selfie?
David: Bogen kunne helt klart godt have trængt til en redaktør, der havde kigget lidt mere kynisk på Foer og sagt: Er du nu sikker på at det er sådan her, du vil præsentere dine tanker?
Dog synes jeg, Foer skal have kredit for i nogen grad at lykkes med det, der unægteligt er en svær balance i hele den her klimadebat: På den ene side duer det ikke med den rendyrkede alarmisme, for det kan ikke i sig selv afføde konstruktive handlinger. Der bliver også nødt til at være en opløftende fortælling om, at tingene godt kan lykkes, hvis vi får nogle håndterbare planer at handle ud fra. Foer skriver, at klimadebatten har brug for en god fortælling, for at vi kan forholde os til den. Den analyse er meget præcis, synes jeg.
Andreas: Du har nok ret. Jeg synes bare ikke, Foer leverer den historie. Jeg er klar over, at det er relativt dristigt at påstå, at Foer ikke er en god essayist, men jeg synes virkelig ikke, den her bog fungerer særlig godt litterært. Jeg tror, grunden til den føles så lang er, at han igen og igen bruger det samme trick. Han laver hele tiden historiske referencer, der fungerer som analogier for klimakrisen.
Tag fx historien om den jødiske flygtning Jan Karski, der ankommer til USA som flygtning under krigen og fortæller højesteretsdommer Frankfurter om uhyrlighederne i Europa. Frankfurter svarer: ”Jeg er ude af stand til at tro på de ting, du siger.” Ikke fordi han ikke stoler på Karski, men fordi han simpelthen ikke kan fatte, at mennesket kan begå sådanne grusomheder. Første gang Foer brugte den reference tænkte jeg ”genialt, det er godt tænkt, det er jo det samme med klimaet.” Men da han brugte den for tiende gang, var jeg ved at brække mig. Og sådan gør han med alle sine små analogier.
David: Jeg er en total sucker for anden verdenskrig, så det fungerede faktisk rimelig godt for mig langt hen af vejen. Men jeg medgiver, at det til tider bliver for meget. Det er det, der nemt kan blive lidt irriterende med Foer. Han er virkelig god til at finde slående og tankevækkende analogier, men omvendt skambruger han dem så meget, at de til sidst truer med at blive til klichéer. Men igen: Han forsøger at gøre det ekstremt upersonlige personligt på den måde, han selv mener bedst kan gøre det: Gennem det familietraume han nu kender fra Holocaust.
Hvad siger du i øvrigt til, at hans hovedærinde viser sig at være forsøget på at få folk til at blive ⅔ veganere? Jeg må indrømme, at jeg personligt blev ret skuffet. Jeg havde simpelthen regnet med noget mere radikalt, når han nu havde kørt sig selv så hårdt op på den store anden verdenskrigs-klinge. Der er saftsuseme langt fra holocaust til at undlade at spise æg til morgenmad.
Andreas: Hans ærinde er velsagtens nobelt nok. Han vil forsøge at lave en revolution, hvor alle kan være med. Men igen har jeg hele tiden følelsen af, at han laver små kattelemme til sig selv, så han kan undgå rigtig at lægge sit liv om. Han får det desuden til at lyde som et gigantisk offer at lade kødet ligge til morgenmad. Hvornår har du sidst spist kød til morgenmad? Er det en amerikansk ting?
Flere steder i bogen er han meget bevidst om, at han selv er en klimahykler. Det provokerer mig, at han er så selvbevidst og så undlader at handle på det. Måske frustrerer det mig så meget, fordi jeg har det samme hykleri i mig. Måske har Foer antændt mit eget selvhad? Tror du? Nej, nu må vi ikke gøre det til en samtale om mit navlepilleri. Jeg må ikke begå hans fejl.
David: Han har dig lige, hvor han vil have dig!
Det er godt nok lang tid siden, jeg har spist kød til morgenmad, men jeg ved ikke, om det som sådan er en amerikansk ting. Vi må også huske på, at vi begge lever i vores akademiske kreativ-klasse-boble, ligesom Foer i øvrigt selv gør. Måske er det faktisk et stort offer ikke at spise kød til morgenmad?
Det, som jeg i virkeligheden tror irriterer mig mest med bogen, er, at han ikke overholder sine egne regler. Klimakampen er ikke spændende nok, siger han, den mangler en god historie, som folk har lyst til at handle på. Hvorefter han bruger jeg-ved-ikke-hvor-mange sider på generiske facts om CO2-udledning og så videre, som vi alle har hørt tusind gange før. Så giv os dog den historie, Jonathan!
Andreas: Du har helt ret! Jeg kom også til at tænke: Findes den gode historie ikke allerede ude i virkeligheden? Hele den unge opstand med Greta Thunberg i spidsen er da fuldstændig lige så god en fortælling, som den han ofte selv fremhæver med Rosa Parks, der blev begyndelsen på enden for Apartheid. Er sagen med den gode historie ikke, at den opstår organisk og ikke i en bog skrevet af Foer?
David: Jo, det er jeg faktisk tilbøjelig til at give dig ret i. Og så vil gerne vende dit spørgsmål om: Prøv at tænk, hvis vi levede i en verden, hvor alting blev forandret på grund af en bog af Jonathan Safran Foer. Skulle man i så fald grine eller græde?
Andreas: Det ville da være en verden med mindre kød til morgenmad. Men jeg er også bange for, det ville være en verden, hvor isbjergene var smeltet, inden vi havde fundet vores selv-psykoanalytiske svar på klimakrisen.