Er der en kulturminister til stede?

Max Weber mente ikke, at arbejde var naturligt. Menneskers lyst og vilje til at gå på arbejde skulle bankes ind i hovedet på dem (eksempelvis ved brug af den protestantiske etik). Arbejde skulle gøres til et moralsk anliggende, til noget, der ville synes forkert ikke at udføre. Karl Marx var inde på noget af det samme i sin tidlige tænkning, omend med et ekstra kapitalismekritisk twist: Mennesket bliver fremmedgjort, når produkterne af dets flid bliver til andres ejendom – og i særdeleshed når penge bliver en del af pakken. Eller sagt med andre ord: Lønarbejdet strider mod menneskets natur og dermed også mod dets muligheder for selvudfoldelse.

Hvis man skulle være i tvivl om, at filosofi også er et produkt af sin egen tid, behøver man vist blot at klippe videre til situationen i dag. Frustrationerne siver ud af de sociale medier: Så lad os dog komme tilbage på det kontor! Hjemmearbejdet har efter en uge mistet sin rosenrøde glans, og så er vi endda slet ikke begyndt at snakke om alle dem, der i øjeblikket står uden beskæftigelse. De åbne kontorlandskaber, den evigt brummende kaffemaskine og den dårlige udluftning, hvilket forjættet land det faktisk viste sig at være! Det var slet ikke arbejdet, der var fremmedgørende og begrænsende, det var udsigten til at skulle blive hjemme hele fucking tiden.

Lige nu er kulturen derfor også vigtigere end nogensinde. Den giver os mulighed for at forstå og fortolke hele denne anormale situation på måder, som nok så mange pressemøder aldrig vil kunne. Og så hjælper den kort og godt os allesammen med at bevare forstanden. Vi overdriver ikke. Se bare på Netflix, der er blevet nødt til at nedjustere videokvaliteten for deres europæiske kunder for at forhindre, at internettet bryder sammen. Der er simpelthen et uhørt pres på internettet som følge af, at mennesker streamer som aldrig før. Så meget hungrer folk efter eskapismen.

Kulturen er døende

Derfor kan vi godt blive lidt bekymrede, når vi ser, at vi har en kulturminister, der ikke levner kulturen mange chancer for overlevelse – og som end ikke synes at have forstået dens berettigelse. I Jyllands-Posten kunne man i går læse, at det danske kulturliv nu har slået alarm over Joy Mogensens (S) åbenbare handlingslammelse. Lena Brostrøm Dideriksen, formand for Dansk Artist Forbund, Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillersamfund og Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører, alle retter de en skarp kritik mod Mogensen. De mener ikke, at kulturministeren tager nok ansvar i en krisetid.

”Jeg synes, at ministeren fra nu af skal være så modig, at hun tør sige: ”Kulturen er mit område, og det er det vigtigste område.” For det er svært at have en kulturminister, der har den retorik, at der er ting, der er vigtigere end kultur. Så synes jeg ikke, man skal være kulturminister,” udtaler Boe Rasmussen eksempelvis.

Kan det virkelig være så slemt? Er Joy Mogensen helt ude af trit med kulturlivet? Tja, vi kan jo lige tilføje, hvad Christina Rosendahl har at sige:

”Jeg føler mig slet ikke repræsenteret af Joy Mogensen, og det er kommet rigtig meget bag på os, at hun tilsyneladende slet ikke kender til vores ansættelsesvilkår og ikke ved, hvordan branchen er organiseret. Ministeren har bl.a. udtalt, at filmbranchen er organiseret i nogle store filmselskaber – og det er den jo ikke […] det er klart, at i sådan en situation her bliver vi enormt bange for, hvad der kommer til at ske med os, når vores eget ministerium ikke engang ved, hvordan vi er ansat.”

Av. Men hvad så med Joy Mogensen selv? Forsvarer hun sig slet ikke? Jo, det gør hun selvfølgelig – hun gør det bare ikke særlig godt:

”Hvis man kun ser sig selv som en del af kultursektoren og ikke en del af samfundet Danmark, så kan jeg godt forstå det, men så har man misforstået kulturens rolle i Danmark. Når erhvervsministeren står og siger, at mange små virksomheder er med til at skabe væksten i Danmark, så er det også kultursektoren, han taler om.”

Jøsses. Måske tolker vi tingene helt forkert (det håber vi inderligt), men det ser jo ud til, at Joy Mogensen mener, at kulturens fremmeste rolle er at skabe vækst. Vi tror næsten ikke vores egne øjne. Joy Mogensen må være verdens dårligste fodboldspiller. Hun har slet ikke øje for bolden og skyder forbi målet igen og igen. Eller er fodbold rent faktisk en af de få kulturelle artefakter, som det er legalt at have en holdning om i sosseland?

Vi kan sagtens tilgive Joy Mogensen, at hun ikke er stormet ud af startramperne med millionerne flyvende om ørene, for det er en ekstraordinær situation, vi står i, og der er naturligvis grænser for, hvor hurtigt hjælpepakker kan stables på benene. Og ret skal også være ret: Torsdag kom regeringen rent faktisk med en hjælpepakke, der vil aflaste landets freelancere og selvstændige, og dermed også i nogen grad bremse kulturlivets blødninger. Men vi kan simpelthen ikke tilgive, at vi i øjeblikket har en regering og en kulturminister, der i så udpræget grad sætter lighedstegn mellem kunst og profit.

Kultur er alt andet end et pengespørgsmål: Det er et spørgsmål om at formidle, hvad det vil sige at være menneske. Hvis der er noget, som er unaturligt, så er det at sætte grænser for kunsten. Men det arbejde – at sætte grænser – udfører Joy Mogensen altså til perfektion; og det tilmed som det eneste arbejde, hun synes at evne. Måske ligner kulturen et oplagt område at spare på i en krisetid. Men det, som Socialdemokratiet så eklatant overser, er, at de dermed også truer med at fremmedgøre os allesammen. /David Dragsted