Coachella, Glastonbury … og Roskilde? De store kulturelle begivenheder falder på stribe som følge af COVID-19. På festivalfronten måtte først den amerikanske film- og musikfestival South by Southwest lade livet og sidenhen også den gigantiske musikfestival Coachella, der er blevet rykket til efteråret. Onsdag kom turen så til den traditionsrige britiske festival Glastonbury, der årligt bliver besøgt af omkring 200.000 mennesker. I år skulle have været det helt store 50-års jubilæum, men ak og ve: Festivalen er nu aflyst indtil næste år, da det simpelthen ikke kan lade sig gøre at bygge pladsen op uden at stimle alt for mange arbejdere sammen. Og hvem ved, om det allerede i slutningen af juni overhovedet ville have være forsvarligt at samle 200.000 mennesker under de sanitære forhold, som en festival byder? Er coronakrisen drevet over til den tid? Alles øjne er nu rettet mod Roskilde Festival, der afvikles en uge efter Glastonbury, og som tilmed også fejrer 50-års jubilæum med mange af de samme navne på plakaten. Indtil videre lyder den officielle udmelding fra Roskilde Festival, at begivenheden vil løbe af stablen som planlagt. Af andre større musikarrangementer, der er blevet aflyst som følge af coronakrisen, kan nævnes Eurovision, altså det europæiske Melodi Grand Prix. Det overlever vi nok.
Sporten tager en timeout. I sportens verden er tingene heller ikke gået stille for sig. Næsten alle nævneværdige turneringer og begivenheder er enten udskudt eller aflyst, ud over at den forholdsvis kontaktfrie disciplin kendt som skak har fået sig en mindre renæssance. Mange af de største dramaer har fodbolden forudsigeligt nok stået for. Først blev kampene i de nationale ligaer afviklet på tomme stadioner for at forhindre smittespredning blandt fans. Så begyndte spillerne også at blive testet positive for coronavirus, og nu er alle turneringerne blevet udskudt på ubestemt tid. Desuden er EM, der til sommer skulle afvikles på tværs af Europa (og også i Danmark), blevet rykket til 2021. Særligt to historier er her værd at holde øje med. Den ene er, at landsholdstræner Åge Hareide altså alligevel ikke får lov til at stå i spidsen for det danske landshold under slutrunden. Hans kontrakt udløber nemlig til sommer. Den anden er, om det udskudte EM vil gøre det muligt for de nationale ligaer at få kåret en vinder, inden næste sæson skal skydes i gang. Mange tænker særligt på Liverpool, der i 30 år har sukket efter igen at blive mestre i den engelske liga, og som i denne sæson har haft et historisk pointforspring ned til nummer to. Indtil videre lyder meldingen, at næste sæson af Premier League ikke vil blive sparket i gang, før den indeværende bliver afsluttet. Liverpool-fans kan altså foreløbig ånde lettet op – omend coronavirussens videre færd spøger i kulissen.
Ilden nægter at gå ud. Imens er Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fortsat i det første stadie af Kübler-Ross-modellen over sorg: Benægtelse. Coronavirus eller ej, De Olympiske Lege i Tokyo skal stadig afvikles til sommer, som tingene står lige nu. Fredag ankom den olympiske ild endda til Japan. IOC’s stædighed begynder dog at virke mere og mere bizar. Hele 43 pct. af deltagerpladserne mangler fortsat at blive udfyldt af atleter, der først skal kvalificere sig. Men på grund af coronakrisen er det i øjeblikket ikke muligt at afvikle kvalifikationsstævner. En skandale af olympiske dimensioner er under opsejling. /David Dragsted