Forbudsdanmark

Folkeskolerne og de offentlige arbejdspladser er igen åbnet helt normalt her til morgen. I Sverige, vel at mærke.

Over en million svenske skoleelever mødte op hos frøken Prusseluskan & co., da skoleklokkerne ringede ind ved otte-tiden, mens forældrene troligt kørte afsted til arbejde, igen-igen, i deres store biler med ekstra sikkerhedsudstyr.

I det hinsides, på den anden side af Øresund, er samfundet fortsat frit, og myndighedernes vigtigste anbefaling er blot, at ældre mennesker over 70 år skal holde sig inden døre. Resten af befolkningen opfordres til at holde afstand til hinanden, javel, men erhvervs- og samfundslivet går videre. Grænserne er også fortsat åbne for alle EU-borgere.

Kontrasten til Danmark er spektakulær: Mens selv fristaden Christiania er lukket ned i København, og gaderne efterhånden ligger øde hen, går svenskerne stadig frit rundt og kan købe alt fra tunge jagt-skydevåben over starköl på kroerne til billig lösgodis, bland-selv-slik, i supermarkederne. Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord. Du tysta, Du glädjerika sköna!

Det er den omvendte verden: Forbudssverige holder pivåbent, mens flere og flere danskerne er begyndt at ringe til politiet, så snart de blot ser en gruppe af unge mennesker gå på gaden. I nødens stund er fordommene således ved at blive vendt totalt på hovedet: Svenskerne opfører sig uafhængigt og liberalt, mens danskerne lydigt følger autoriteternes formaninger.

Den store A/B-test

Alvoren er dog ikke til at tage fejl af. I går aftes holdt Sveriges socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven en tv-tale: ”Der er få stunder i livet, hvor man må ofre sig, ikke bare for sin egen skyld men for sine omgivelser, medmennesker og vort land,” sagde Löfven og kiggede eftertrykkeligt ind i kameraet: ”Den stund er nu. Den dag er her”.

Den svenske statsminister indførte imidlertid ingen nye begrænsninger og annoncerede heller ingen indskrænkninger i borgerrettighederne. Stik modsat kursen i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen har indført drakoniske tiltag og sat kongeriget i mere eller mindre undtagelsestilstand.

Modsætningerne er lige så voldsomme som under flygtningekrisen i 2015, og lige nu er det svært at forestille sig, at to så trods alt ensartede lande ville kunne have håndteret coronakrisen meget mere forskelligt.

I praksis er der næsten tale om en kontrolleret klinisk undersøgelse på samfundsplan, eller en A/B-test i storskala, hvor Danmark og Sverige systematisk forsøger at handle forskelligt for derved at indhente erfaring til fremtidige kriser. Hvad er bedst?

Påfaldende nok har de fleste danskere en tilbøjelighed til at støtte den danske regerings fremfærd, mens flertallet af svenskerne foreløbigt også affinder sig med deres væsentligt større frihedsgrader.

På den ene side har Danmark nedlukket det meste af samfundslivet, lynhurtigt, for derved at stoppe smittespredningen så effektivt som muligt, men har så til gengæld også smadret store dele af samfundsøkonomien – og skal straks betale en tocifret milliardregning. På den anden side har Sverige valgt at sætte mere målrettet ind, med risiko for en større smittespredning, men undgår dermed også helt så ødelæggende virkninger på erhvervslivet.

Hvilken strategi, der ender med at virke bedst – i forhold til antal dødsfald, arbejdsløshed, milliardtab og angstanfald – vil kun tiden kunne vise. Når næste bølge af corona-virus rammer Europa, vil vi alle være meget klogere, netop fordi strategierne er så radikalt forskellige.

Lillebror-komplekset

Lige nu er det dog også noget andet, der nager, i hvert fald i Danmark: Det mest forbandet irriterende ved svenskere er nemlig, at de slet ikke er lige så optagede af os, som vi nidkært sammenligner os med dem.

Stefan Löfven nævnte slet ikke Danmark i sin tv-tale i går aftes, og de svenske massemedier er også langt mere fokuserede på udviklingen i Tyskland og andre større lande. Forbandet nok spiller Danmark faktisk slet ikke nogen rolle – uden for Skåne.

Stefan Löfven kunne faktisk lige så godt have stillet sig op på Rigshospitalets tag og råbt ud mod atomkraftværket Barsebäck i det fjerne: ”Tack. Ni svenska vakttorn. Med plutonium tvingar vi dansken på knä. Här, Danmark, utskitet av kalk och vatten. Och där, Sverige, hugget i granit. Dansk – jävlar. Danskjävlar!”

Som et klassisk lillebror-kompleks føles det pisse-irriterende, at svenskerne ikke spejler sig i os. At statsepidemiologen ved det svenske Folkhälsomyndigheten, som svarer til Sundhedsstyrelsen, den frisindede Anders Tegnell, tilmed har kaldt den danske corona-politik for ”fuldstændigt meningsløst” er vel det nærmeste, vi er kommet på en ny krigserklæring, siden de to statsministre Olof Palme og Poul Schlüter var i ordkrig med hinanden om øen Hesselø i Kattegat mellem Anholt og Sjælland.

Dengang i 1983 hævdede Olof Palma, at Sverige havde rettighederne til olieboringer i farvandet, som Poul Schlüter med en vis ret opfattede som dansk territorium. Dengang beskyldte den svenske statsminister ligefrem sin danske modpart for at optræde som de argentinske politikere, der havde udløst Falklandskrigen. Olof Palme truede på sin vis med at ville invadere, på samme måde som den britiske premierminister Margaret Thatcher netop havde sendt sine tropper afsted til øgruppen ud for Sydamerika.

Herhjemme udebliver konfrontationen nok også denne gang. Just nu er de menneskelige tabstal da også nogenlunde lige store, relativt set. Og endnu er det derfor alt for tidligt at vurdere, om Danmark eller Sverige får ret.

Selvidentiteten må dog allerede tages op til fundamental revision: På godt og ondt har de seneste døgn afsløret, at danskerne i virkeligheden er mere politisk korrekte og forbudsbegærende end svenskerne. /Lars Trier Mogensen