Gør coronakrisen os til socialister? Eller liberalister?

Der er øde på de danske gader. De fleste borgere har på statsministerens opfordring valgt at barrikadere sig inden for hjemmets fire vægge, hvor coronasmitten hverken kan komme ind eller ud. Mylderet af samtaler, der normalt møder en i butikker, parker, gader og stræder, er markant mindre, end det var for en måned siden, og når man endelig støder på dem, så handler det altid om det samme: corona.

Forleden fandt en sådan samtale sted i en kiosk i København. Selv fra behørig sikkerhedsafstand kunne man høre, hvordan kiosk-kunden fortalte indehaveren bag disken, at han troede, at coronakrisen ville gøre os allesammen mere kollektivistiske. ”Tja,” svarede manden bag disken, ”eller det omvendte”.

Den lille samtale åbner op for et interessant spørgsmål: Hvordan har ideologierne det i en coronakrise? For samtalepartnerne kunne lige så godt have spurgt, om den socialistiske og kollektivistiske socialstat vil stå stærkest efter krisen, eller om det i stedet bliver markedsliberalismen, der sejrer med sit fokus på individet og det frie marked. Eller måske har ingen af de to herrer ret. Måske er ideologierne blevet helt overflødiggjort i coronaens skygge som en af sygdommens mange ofre.
 

Ideologiernes død

Umiddelbart er der meget, der peger på det sidste. Den politik, der gennemføres for tiden, har bred opbakning i Folketinget. Der er ikke mange ideologiske dueller på Christiansborg, og da regeringen i sidste uge præsenterede en omfattende hjælpepakke til dansk økonomi, stod samtlige Folketingets partiledere og roste pakken på et pressemøde. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har i BT foreslået en samlingsregering, og det kan måske være det samme, hvis alle alligevel er enige.

En, der tidligt forudsagde ideologiernes endeligt under coronakrisen, er Henrik Dahl, som er folketingsmedlem for Liberal Alliance. For halvanden uge siden skrev han et Facebook-opslag med overskriften ”corona kvaser ideologi”. Føljeton har spurgt ham, hvad han egentlig mener med det.

”Jeg mener, at vi er i en form for ideologisk undtagelsestilstand, hvor det er meget svært at bruge de formularer, man normalt bruger, når det ikke er ideologisk undtagelsestilstand,” fortæller han over telefonen. ”De formularer er vanskelige at bruge, når folkesundheden potentielt er så truet, som det ser ud til, den er. Det gør jo, at alle politikere bliver nødt til at udvikle deres tænkning fra dag til dag, mens tingene udfolder sig.”

Politikerne er altså blevet rystet ud af deres normale hverdag, hvor det ideologiske kompas kunne hjælpe med at tage beslutningerne. Nu er der dukket en fuldstændig uvant situation op. For som Dahl siger, er der jo ”ingen, der er gået til valg på at ændre epidemiloven, og alle ville helst være fri for det. Alle ville ønske, vi kunne komme tilbage til en kedelig hverdag, hvor vi snakkede om, hvornår det bliver Arnes tur. Det er det, vi er vant til, og det er det, vi ved, hvordan man gør. Pludselig er partierne nødt til at putte nogle andre hensyn ind i ligningen. Det har ikke noget at gøre med, om man er liberal, socialdemokrat eller konservativ.”
 

Socialismens sejr

I de hjælpepakker, der er blevet vedtaget af alle partier, finder man en del blomster, der normalt ikke gror i en liberal have. Fx er der åbnet op for massiv statsstøtte og øget adgang til dagpenge.

Henrik Dahl, snarere end ideologiens død er det så ikke bare den socialdemokratiske statsideologi, der har taget over? Er det ikke bare blevet svært at være liberal under coronakrisen?

”Så simpelt er det ikke. Det er simpelthen blevet svært at føre normal politik. Den politik, som regeringen er nødt til at føre, ligger langt fra deres valgløfter og forståelsespapiret. Vi bliver omvendt tvunget til at acceptere en politik, hvor man fx opererer med store statslige subsidier. Alle er kommet i en situation, hvor de normale regler ikke gælder.”

En, der ikke er enig i Henrik Dahls analyse, er Pelle Dragsted. Han kan vel bedst beskrives som Enhedslistens chefideolog. Fra hans position på venstrefløjen ser tingene noget anderledes ud. Til Føljeton siger Dragsted, at coronakrisen snarere viser, at ”ideologierne er på vej tilbage end på vej væk.” Til gengæld synes han ikke, det er underligt, at en liberal kunne finde på at tale ideologierne ned, for mens ideologierne har det fint, så viser coronakrisen ifølge Dragsted, at ”den ultraliberalisme, som Liberal Alliance står for, åbenlyst er i krise”.

Kan du ikke lige forklare mig, hvorfor det er åbenlyst?

”Den samfundsmodel, vi har i Danmark, har under coronakrisen vist sig så overlegen i forhold til de lande, der ikke har samme grad af social tryghed. Vi ser, hvordan det at have et stærkt fællesskab og stærke fællesskabsinstitutioner understøtter os alle sammen. Det bliver så utroligt tydeligt under den her krise, og derfor er liberalismen, der er af den opfattelse, at den offentlige sektor er en møllesten om halsen på os, voldsomt udfordret i disse dage. Derfor forstår jeg godt, at man som liberalist har et behov for at sige, at nu skal vi ikke snakke om ideologi, simpelthen fordi deres ideologi er fuldstændig devalueret af det, som vi oplever i den her tid.”

Dragsted mener, at hjælpepakkerne er udformet på en solidarisk og socialistisk måde. Dermed er ideologien ikke fraværende i den verserende krise. Det er nærmere højrefløjen, ”der, i hvert fald for en periode, har overgivet sig til en ideologi, de ellers har været modstandere af. Nemlig den socialdemokratiske eller socialistiske ideologi.”

Dermed ikke sagt at socialismen har sejret. For Dragsted siger, at den rigtige kamp kommer til at stå efter coronakrisen, hvor økonomien kan få det hårdt, og regningen skal gøres op. Han frygter, at vi kommer til at se en gentagelse af tiden med den økonomiske krise, hvor det var ”borgere og skatteydere, der tog tabene. Da de store gevinster så kom, tog bankerne dem selv, mens almindelige mennesker blev udfordret af reformer og nedskæringer på velfærden”.

Men socialismen har altså vundet det første slag: ”Det, vi oplever nu, underbygger socialistisk og socialdemokratisk tankegods, og liberalismens tankegods står udfordret tilbage.”
 

Liberalismens modstandskraft

Det er måske ikke den største overraskelse i verden, at den liberale tænketank Cepos ikke deler Pelle Dragsteds analyse. Cheføkonom og vicedirektør Mads Lundby Hansen fortæller Føljeton, at rygtet om liberalismens død som følge af coronakrisen er stærkt overdrevet. Der har faktisk aldrig været så meget brug for liberalismen, som der er nu.

”En meget vigtig del af den liberale ideologi handler om ytringsfrihed og pressefrihed. Og lige nu er der i den grad brug for, at pressen og andre har mulighed for at stille kritiske spørgsmål til statsmagten, herunder Mette Frederiksen og Søren Brostrøm. Der er brug for gennemsigtighed i retsstaten og særlig i den nuværende situation, hvor der vedtages mange utraditionelle tiltag.”

Faktisk synes Mads Lundby Hansen, at det overordnet er på sin plads at gennemføre de lancerede hjælpepakker. For nok vil elementerne i hjælpepakkerne og de nye reguleringer normalt ikke blive foreslået i Cepos’ analyser, men de helt exceptionelle omstændighederne gør, at det kan være acceptabelt.

”Mange liberale går ind for indgreb over for eksternaliteter. Hvis en person går ud og smitter andre, så udgør han en fare for andre mennesker, deres sundhed og velfærd. For at beskytte den enkelte borger kan det være rationelt med offentlig regulering. Tilsvarende er der under krisen blevet lavet nogle hjælpepakker, hvor staten går ind og dækker nogle faste udgifter og nogle lønudgifter for private virksomheder. Det kan også delvist begrundes ud fra et liberalt perspektiv, fordi det jo er statens reguleringer, fx at nogle butikker skal lukke, der har medført tabet for mange virksomheder. Så kan man godt argumentere for, at staten skal yde kompensation.”

Mads Lundby Hansen mener, at vi kan takke den liberale samfundsorden for, at vi overhovedet har noget at stå imod med. ”Op til coronakrisen har der været gennemført mange liberale reformer. Fx på efterløns- og dagpengeområdet. Det er sådanne reformer, der gør, at de offentlige finanser er så sunde, og det er derfor, at staten har råd til at udbetale de her hjælpepakker. Det liberale samfund genererede vores velstand før og efter krisen, og det er den velstand, der gør, at vi bedst muligt kan stå det her igennem.”

Nej, i Enhedslisten og Cepos bliver de nok aldrig enige, men det synes om ikke andet at være et bevis på, at ideologierne ikke er helt døde endnu. Men om det er kioskejeren eller kioskkunden, der får ret, bliver vi nok først klogere på, når krisen har lagt sig. /Andreas T. Kønig