Filosofisk modstandskamp i coronakrigen

Filosoffer får ofte skudt i skoene, at de ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til virkeligheden. Det kan man i hvert fald ikke klandre dem for under den verserende sundhedskrise. Flere steder på kontinentet er filosoffer begyndt at poppe op med det, der er så grundlæggende en egenskab ved filosofien: kritik. Ligesom sygdommen har også den filosofiske coronakritik sit epicenter i Italien. Det er nemlig Giorgio Agamben, velsagtens en af de største nulevende europæiske filosoffer, der for alvor satte den i gang.

Det hele begyndte med et polemisk indlæg d. 26 februar i den italienske kommunistavis il manifesto (her er den i en engelsk oversættelse). Her citerer Agamben de italienske sundhedsmyndigheder for, at Covid-19 slet ikke er så slem igen, hvorefter han går videre til en harsk kritik af den italienske regerings drakoniske og frihedsberøvende udspil, som har haft til formål at stoppe smitten. Hvorfor, spørger Agamben, er der taget så drastiske midler i brug over for så lille en fare. Han svarer selv på spørgsmålet:

Agamben mener, at coronapolitikken er et udtryk for myndighedernes stigende tendens til at benytte sig af undtagelsestilstanden som et normalt ledelsesparadigme. ”Man kan sige, at da terrorismen var udvandet og ikke længere kunne retfærdiggøre exceptionelle foranstaltninger, kunne opfindelsen af en epidemi tilbyde det ideelle påskud for at udvide sådanne foranstaltninger ud over alle grænser,” skriver Agamben, der også mener, at den ”opfundne” pandemi holder samfundet fast i en tilstand af kollektiv frygt. ”I en pervers ond cirkel bliver regeringens frihedsbegrænsninger accepteret pga. et ønske om tryghed. Det ønske er blevet skabt af regeringen selv, som nu intervenerer for at opfylde det.”

Homo Sacer

Måske er det på sin plads lige at stoppe op og minde om, hvad Agamben egentlig er for en filosof. Det er nemlig langt fra første gang, at han snakker om undtagelsestilstanden. Faktisk er det et af hans helt centrale filosofiske begreber.

Hos Agamben er undtagelsestilstanden ophævelsen af den gældende samfundsorden, hvor lovene ikke længere gælder som før. Det lyder udemokratisk, og det er det også. Men alligevel er undtagelsestilstanden en demokratisk opfindelse. Ifølge Agamben er undtagelsestilstanden en måde at beskytte demokratiet på ved at tage udemokratiske elementer i brug.

Det paradoks skaber muligheden for det, som Agamben kalder lejren. Væk er retsstaten, og det giver mulighed for at ekskludere individer, fratage dem deres rettigheder og gøre dem til nøgent liv. Det var det, nazisterne gjorde med koncentrationslejrene. Det er det, som nogle mener er sket med flygtningelejre. Agamben får tanken om det nøgne liv fra Romerriget, hvor man talte om homo sacer. Det var en person, man kunne tage livet af, uden der var tale om mord. Et liv uden rettigheder.

Præciseringer

Ikke overraskende fik Agamben meget røg for sit indlæg i il manifesto. For som det senere er blevet tydeligt, især i Italien, er sundhedskrisen virkelig, og mange mente, at det var utidigt med en sådan kritik af en krise, der var ganske ægte, og en undtagelsestilstand, der var ganske nødvendig.

Men Agamben gav ikke slip. Han udgav et nyt indlæg. Denne gang med titlen Præciseringer. Her skriver han blandt andet, at coronakrisen ”viser, at vores samfund ikke længere tror på andet end det nøgne liv. Det er tydeligt, at italienerne er klar til at ofre stort set alt – de normale livsbetingelser, sociale relationer, arbejde, selv venskaber, følelser og religiøse og politiske overbevisninger – til faren for at blive syge. Nøgent liv, og faren for at miste det, er ikke noget, der forener folk, men som gør dem blinde og skiller dem ad.”

Han fortsætter: ”Andre mennesker ses nu kun som sygdomsbærere, der skal undgås for enhver pris, og de skal holdes mindst en meter væk. De døde, vores døde, har ikke længere ret til en begravelse; det er uklart, hvad der sker med vore kæres lig. Hvad sker der med menneskerelationer i et land, der bliver vant til at leve på denne måde, uden vi ved, hvor længe det fortsætter? Hvad er et samfund, der ingen andre værdier har end det at overleve.”

I den nye tekst fortsætter Agamben også sit argument om undtagelsestilstanden. Han mener, at den nuværende situation i Italien for alvor viser, at undtagelsestilstanden nu er permanent. ”Der har førhen været alvorligere epidemier, uden vi har erklæret undtagelsestilstand. Vi har vendt os så meget til at leve under den evige krise, at vi ikke længere lægger mærke til, at livet bliver reduceret til ren biologi, hvor de sociale og politiske – ja, selv menneskelige og følelsesmæssige – dimensioner er tabt.”

I takt

Som nævnt i indledningen er den filosofiske modstandsbevægelse i Europa ikke alene båret af Agamben. I Danmark har filosof Søren Gosvig Olesen fx haft et indlæg i Information, hvor han også bruger Agamben til at analysere situationen. Olesen mener, at det er selve den kritiske tænkning, der er på spil i coronakrisen:

”Vi kan da heller ikke klage over mangel på information, for vi får tudet ørerne fulde fra morgen til aften med antal testede, smittede, døde, vi har alle set kurverne og måttet repetere, hvad det nu var, eksponentiel vækst betød. Så meget, at det kan virke, som om der er en lyst til alvor, en lyst til en landsfader, til at rette ind, til at gå i takt. En lyst til at blive fri for at skulle tænke selv.”

Han afslutter således: ”Politik kan ikke legitimeres med, at vi skal holde op med at spørge. Så lidt som videnskab. Men det er ikke po­li­tikere eller vi­den­skabsmænd, der står med ansvaret. Vi har hver især ansvaret for at søge svar på vores spørgsmål og handle derefter.”

Kommunisme efter corona

Den slovenske filosof Slavoj Žižek er ligeledes kommet med en coronakritik, hvor han dog også stiller spørgsmålstegn ved dele af Agambens analyse. Žižek mener, at Agambens tekster efterlader et spørgsmål: Hvorfor skulle statsmagten være interesseret i panik? Den medfører jo mistillid til staten, der gerne vil øge sin magt. Endvidere undrer Žižek sig over, hvorfor staten skulle være interesseret i nedlukningen af samfundet, når det ødelægger økonomien. Krisen, siger Žižek, er ikke en social-konstruktivistisk konspiration, som nogle på venstre- såvel som højrefløjen forsøger at reducere den til.

Til gengæld mener Žižek, at corona afslører den enorme ulighed i samfundet. For hvem er det, der stadig ikke behøver at være bange for at give hånd? Det er de privilegerede, mens ”vi normale mennesker, der må leve med virussen, bliver bombarderet med udsagnet ‘gå ikke i panik’. Samtidig bliver vi bombarderet med data, der ikke kan andet end forårsage panik.”

Žižek mener, at coronakrisen har givet en fornyet mulighed for kommunisme. Ikke kommunisme som i Kina, men en kommunisme hvor lande stopper deres nationalpopulisme og i stedet samarbejder solidarisk. Han genopliver nærmest ideen om en kommunistisk Internationale ved at sige, at de frie markedskræfter ikke kan stoppe denne virus, det kan kun solidaritet mellem folk og mellem stater. /Andreas T. Kønig