Dronning Margrethe modtager Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther og hans hustru Anke Günther, sammen med kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), i Christian IX's Palæ på Amalienborg i København, fredag den 10. januar 2020.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
”Strange days indeed.”
John Lennon, Nobody Told Me
Det er asymmetrien, der er underligst. Ude i det åbne ånder hver en luftning fred. Solen skinner varmt og smukt, fuglen kvidrer på kviste, og cykelhjulets gummi lægger øre til asfaltens sange. Hverdagen er til at søndag i, og det der social distancing begynder at virke naturlig: Folk med misantropiske træk, der i årevis har presset sig selv til at kramme flygtige bekendtskaber eller give fremmede et ordentligt fast håndtryk (”pænt goddag”), kan endelig sænke skuldrene og tage en slapper. Nu er alle i samme båd. Ih, hvilken idelig fryd.
Men inde på sygehusene er billedet anderledes. I Bergamo er det grusomt. I New York er det rædselsvækkende. I Spanien er det frygteligt. I Danmark, hvor vi ved (relativt) rettidig statslig omhu, håndsprit og fælles, folkelig afstandtagen indtil videre har formået at tæmme smittekurven, lader hospitalerne – endnu – ikke til at være sygt overbebyrdede af epidemien trods tæt på 500 coronarelaterede indlæggelser. Men en del hospitalspersonale er blevet testet positive. På Bispebjerg Hospitals intensivafdeling melder ledende overlæge på intensivafdelingen Anne Lindhardt lørdag morgen om otte smittede ud af 350 medarbejdere, heriblandt hende selv.
Hvad der også nager en smule, er hvilken verden der venter, når de her bølger af Covid-19 begynder at lægge sig. Recession, depression, stilstand, arbejdsløshed, nedskæringer? Flere foruroligende hastelove gennemført af folkevalgte, der ikke selv kan se, at de leger med ilden, og blindt henviser bekymrede borgere til det tequila sunrise-klingende skrivebordsbegreb ”solnedgangsklausul”?
Hvem har kunstnernes ryg?
Så må vi ty til kulturen. Kunsten, filmene og litteraturen kan ingen tage fra os. I værste fald kan vi lære romanerne udenad ligesom i Ray Bradburys Fahrenheit 451 og gemme os ude i skovene for Socialdemokratiet.
Men hvad med kunstnerne i den her tid? Hvem har deres ryg? Kulturminister Joy Mogensen (S) har den ikke. Torsdag og fredag røg hun ud i en shitstorm på sociale medier, fordi hun i et interview med Berlingske havde sagt, at hun selv ville opfatte det som ”upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu”. Upassende? I et forsvarsskrift på sin Facebook-side forklarede hun, at hendes svar specifikt gik på et spørgsmål om, hvorfor hun ikke har holdt nogen pressemøder under coronakrisen. Det, hun måske ikke fangede i farten, var, at kritikken kom i forlængelse af, at hun generelt fremstår fuldstændig usynlig, og at ”upassende”-bemærkningen nok var dråben.
Fredag kom Joy Mogensens forgænger på kulturministerposten hende uventet til undsætning. Mette Bock, som Liberal Alliances vælgere stemte helt ud af Folketinget ved valget sidst år, skrev kl. 8.49 på Twitter, at ”kulturen er det bærende fundament for vores samfund. Det, der binder os sammen. Og kulturen viser heldigvis sin enorme styrke i disse uger. Kunsten, kunstnerne og kulturinstitutionerne er derimod i en eksistentiel krise lige nu. Og det kalder på politisk handling.”
Okay, det var overhovedet ikke ment som en håndsrækning. Men lige der blev dansk kulturliv i hvert fald mindet om, at meget kan man sige om Joy Mogensen, men destruktiv er hun ikke. Mette Bock, den ene halvdel af det mest aparte søskendepar i dansk politik på denne side af årtusindskiftet, nåede at flå alt ned omkring sig i løbet af de små to et halvt år, hun beklædte posten. Et spor af ravage har hun sat sig.
Så er ingenting da klart at foretrække, og ingenting ligger i øvrigt helt i tråd med Socialdemokratiets kulturpolitik og -forståelse. I en kronik i Politiken lørdag ser Joy Mogensen sig kaldet til at minde avisens ellers udmærket begavede læsere om, at ”mennesker, der maler på vægge, er lige så meget værd som mennesker, der maler på lærred”. I rest my case.
En idé kunne være denne: Så længe vi befinder os i den her undtagelsestilstand, kunne man indsætte dronning Margrethe II som kulturminister. Ja, du læste rigtigt. Der er brug for en lederskikkelse på posten, en kulturens ambassadør, et menneske, som kulturlivet respekterer. I sidste uge florerede der en lille video på flere sociale medier, hvor dronningen klipper en hat af papir, der ligner en gravhund. Til sidst tager hun den på hovedet. Se videoen. Den har formentlig ingen relation til coronakrisen, men den skaber humør og gejst. Mere skal der ikke til. Og vi kan jo sætte en solnedgangsklausul på ordningen og signalere midlertidighed. /Oliver Stilling