Mikrober er ude efter os – men det går den rigtige vej

Mediernes dækning af coronakrisen har bredt sig med en epidemisk effektivitet. Hvis ikke selve smitten er vokset eksponentielt herhjemme i de seneste karantæneuger, så er antallet af nyheder og tv-indslag det i hvert fald. Men der er sket noget interessant i farten: Ligesom en virus typisk muterer undervejs i forløbet, er det, som om coronadækningen også er begyndt at gøre det – og gudskelov i retning af noget bedre.

Den udbredte frygt og usikkerhed, som herskede for et par uger siden, og som vel animerede regeringen til at bruge ressourcer på at lukke grænserne, selv om videnskabsfolk og eksperter fandt tiltaget meningsløst, afspejlede sig naturligvis også i journalistikken (journalister er stadig mennesker). Men nu synes dommedagsvokabularierne at være blevet afløst af noget mere opbyggeligt og mindre sensationalistisk/frygtsomt. Der er på en eller anden måde kommet ro på, en pragmatik har indfundet sig, og vi har belavet os på, at den irriterende, uventede gæst Covid-19 har indlogeret sig i vores hjem på ubestemt tid.

Vi er udsatte

Man kan opsummere det sådan her: I løbet af den seneste uge er vi alle sammen, selv de mest nervøst anlagte af os, blevet lidt mere som filminstruktøren Werner Herzog – og det er godt. Politiken bragte søndag et stort interview (betalingsmur) med den 77-årige tysker, som Werner Herzog-kenderen og -beundreren Kristoffer Hegnsvad har hevet hjem via en fastnettelefonforbindelse til Los Angeles. ”Mikrober er ude efter os. Eller en given meteor eller et vulkanudbrud, der skaber en askesky, der blokerer for solen eller fotosyntesen. Vi er udsatte. Men det bliver ikke corona, der får has på os,” konstaterer Herzog.

Herzog er en stor kunstner, og selv om Hegnsvad om nogen ved, at hans filmkunst bygger på rationalitet og nøgterne iagttagelser, kan han til sidst i interviewet ikke lade være mere at levere et af de ‘store’ spørgsmål i fanboy-indpakning: ”Du har det meste af dit liv stirret intenst på mennesket, og hvad det er i stand til at gøre i krisesituationer. For første gang i mange år oplever vi en krise i Vesten med nødlove og en risiko for at slå en sprække i, med dine ord, den tynde is, vi kalder civilisationen – hvad vil komme til syne?”

Men Herzog tager ikke maddingen, han træder ikke op på den store klinge, der går ikke Jørgen Thorgaard og Eksistens i den. Herzog svarer kort, at han håber, krisen vil bringe det bedste frem i mennesket. Og adspurgt giver han så et konkret råd: ”Vi skal opføre os ansvarligt: acceptere, at vi må disrupte vores adfærd for en tid. Stol på matematikken, lær virusspredningens geometriske mønstre at kende, vent en tid med at mødes med andre mennesker.”

Og se nu på journalistikken omkring os. Artikler og indslag om private virksomheder og teknologistuderende, som bygger værnemidler med 3D-printere; Forskere og sundhedsdirektører, der ligeud fortæller, at coronavirussen vil komme i bølger, og at man opererer med, at ”vi skal få noget immunitet i befolkningen”, som faglig direktør for infektionsberedskab hos Statens Serum Institut Kaare Mølbak udtalte i sidste uge. Og så er kinesiske forskere ved at undersøge, om Viagra vil kunne bruges i behandlingen af Covid-19. Det er da opløftende.

Så alt i alt går det den rigtige vej, ikke? Og måske er det heller ikke så tosset, at TV 2, som det var tilfældet lørdag aften, laver nogle live-programmer, hvor kendte synger nogle sang, som vi kan synge med på.

Men også her skal man passe på. Som journalisten og dokumentaristen Mads Brügger skrev på Twitter: ”Du er på plejehjem. Du er ensom og Corona-ramt. Udenfor er verden ved at falde fra hinanden. Pludselig hører du sang og musik. Det er Johnny Hansen fra Kandis, der står og synger ”En lille ring af guld”. For TV 2. Kan livet blive mere rædselsfuldt? Jeg tror det ikke.” /Oliver Stilling