McLuud er i luften

Modig nok. Præcis klokken 00.00 tirsdag aften gik den nye DAB-radiokanal Loud i luften for første gang efter fem måneders hektiske forberedelser. Det må have været en udfrielse for Louds godt og vel 40-50 medarbejdere, som er blevet ansat i perioden, så der var ikke noget at sige til, at de to unge kvindelige værter var oppe at køre over det. De begyndte hurtigt at tale om coronaepidemien, for nedlukningen af samfundet og den sociale distancering har gjort det svært at lave radio på normale præmisser. Men hvis man skal finde hår i suppen, tog det måske lidt overhånd. Som lytter er man ligeglad med tekniske udfordringer og mellemregninger, man vil bare have god radio. Vi har alle sammen gået rundt i det her coronacirkus i tre uger, man orker ikke høre nogen, der tilfældigvis har adgang til en højttaler, snakke om, hvor vildt det er. Før jeg slukkede og gik i seng, var Louds direktør Ann Lykke Davidsen med som gæst, og hun snakkede om, at det har være ”fem vilde måneder” og ”en vild rejse”, og at det nu gælder om, at være ”lydhøre for, hvad der rører sig”, turde være ”modige nok” og give sig selv lov til ”at kolbøtte” sig i gang. Musikken, de spillede, var okay og i øvrigt sympatisk dansk. Mike Sheridan, The Minds of 99 og When Saints Go Machine.

Awesome. Da jeg vågnede lidt efter syv onsdag morgen, tændte jeg for Loud uden at vide, hvad der ventede. Og nu vil jeg gerne komme med en advarsel til Loud: Medmindre man finder et helt særligt magisk greb – som fx programcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger gjorde på Radio24syv i 2011 med deres introspektive ugentlige udsendelse Interne Affærer – skal medieredaktører og -chefer holde deres samtaler meget langt fra æteren og spalterne. Frem til klokken 8 hørte man programchef Kim Lykke Phil-Vester og kulturredaktør Chris Pedersen udveksle en frygtelige omgang banaliteter om det at have stablet en programflade og en medarbejderstab på benene. ”Det er fedt, mand, og vi er fucking i luften,” sagde programchefen. Og: ”Vi har sammensat et hold, som er skævt, og som bare fucking fungerer.” Chris Pedersen sagde, at det ”er lykkedes os to at finde nogle mennesker, der fungerer sammen, og det synes jeg er imponerende.” Da han på sympatisk vis gav udtryk for den usikkerhed, som også er forbundet med at starte et nyt sted op, der ikke, som det er tilfældet for flere af hans tidligere arbejdspladser, har ”et blåt stempel”, kom Kim Lykke Pihl-Vester ham i møde: ”Du er fucking awesome. Du skal aldrig være i tvivl om, at du kan levere”.

Empatisk. Bedre gik det faktisk, da den egentlige live-morgenflade startede efter nyhederne klokken 8.05. Værterne, vist nok Cecilie Dumanski og Johannes Kaas Fallesen, virkede sikre og empatiske. Dumanski indledte med at sige, at hun følte sig som musen i Askepot-tegnefilmen: ”Jeg har glædet mig røven ud af bukserne til netop dette øjeblik.” Morgenens store tema var følelsen af ensomhed, som naturligvis kan blive forstærket af en coronaundtagelsestilstand. Den mandlige vært kom med det gode råd, at man kan ringe til en af sine venner hver dag – og helst ”en ny ven” hver dag. Og så ellers ”lytte til noget skide god musik”. Men hvad hvis man ikke har nogen venner? De spillede en lyddagbog, som de havde sat en 23-årig kvinde ved navn Laura til at lave om livet i coronakarantæne. Hun var behagelig, rar og velartikuleret, men nok ikke repræsentativ for danske unge derude. Hun læste medievidenskab og havde to ret fede studiejobs, og hendes far havde en kæreste, der hed Henrik. Jeg tror, Loud, som jeg indtil videre vil kalde for McLuud, skal længere ud, og de skal opsøge noget magi. Det lyder nemt, det er det ikke. Til gengæld er det nemt at spille klog på første sendedag, men øh det er, fordi jeg er fucking awesome. /Oliver Stilling