DF er stadig et absurd parti

Ethvert medie med respekt for sig selv har efterhånden lavet sin egen læsning af den franske forfatter og filosof Albert Camus’ La Peste, og det forstår vi som sådan godt. Ikke nok med at bogen konkret handler om et sygdomsudbrud i den algeriske by Oran, der må lukke sig helt for omverdenen, så tumler den også med – som det nu er så karakteristisk for Camus – hvordan man bedst tackler livets meningsløshed. Og så er sygdommen godt nok også en allegori for fascismen, men det skal vi ikke komme ind på her. Nej, i stedet vil vi slå et slag for, at Camus bedste og mest undervurderede bog La Chute også får sin plads i solen. Faktisk vil vi driste os til at sige, at den er endog endnu mere relevant for verdens vanvittige tilstand.

Lad os tage en lynhurtig opsummering af plottet: Bogen tager udgangspunkt i forsvarsadvokaten Jean-Baptiste Clamence, der gradvist opruller sin livshistorie på en snusket bar i Amsterdam. Clarence var engang en respektabel mand fra det bedre borgerskab i Paris, som gjorde en dyd ud af at hjælpe samfundets svageste. Men en dag indtræffer så ulykken, da Clamence undlader at hjælpe en kvinde, der er hoppet ud fra en bro. Advokatens verdensbillede bliver rystet, og når han nu forsøger at gøre en god gerning, hører han i stedet en dømmende latter. Clamence indser, at han måske slet ikke var så godt et menneske, som han gik og troede, og bestemmer sig derfor for at udnytte den nyvundne frihed til at gå i hundene. Hvor ville han dog ønske, siger Clamence, at han kunne sige til kvinden, der hoppede ud fra broen, at hun skulle gøre det igen. Så ville han jo påny få chancen for at redde dem begge! Bortset fra, at advokaten slet ikke mener det: ”Antag kære kollega, at man tager os på ordet! Så måtte vi gøre det. Brr …! Vandet er så koldt! Men vi kan være rolige! Det er for sent nu, det vil altid være for sent. Heldigvis!”

Ja, det nemmeste er nu engang at være bagklog – særligt når man skal håndtere en vanskelig situation. Vi vil lade Camus’ afsluttende ord stå lidt for sig selv og i stedet hoppe direkte videre til en partileder, der nu også er ved at blive ramt af hård skæbne.

Som Ekstra Bladet her til morgen kan fortælle, er den nemlig helt gal i Dansk Folkepartis bagland. Lokalformændene i Østjyllands Storkreds er blevet trætte af partiets tunge topstyrelse og forlanger nu at få indflydelse på den politiske linje. Konkret foreslår de i et internt brev at udvide DF’s hovedbestyrelse, så de 12 nuværende medlemmer kan få selskab af 10 folk fra baglandet. Men den idé er formand Kristian Thulesen Dahl altså ikke så meget for.

I et svar til lokalformændene prøver Tulle at foreslå, at de jo kan tage et kaffemøde, ligesom han fremhæver, at han er mere til den ”åbenhjertige dialog”. Baglandet gider dog næppe blive spist af med kaffe. Oprøret ulmer, og Tulles fremtid som partiformand begynder så småt at se usikker ud. Hvis han dog bare havde gjort noget, da partiet var i frit fald! Omvendt har vi nu mest latter tilovers for DF’s fortsatte deroute. Man ligger som man har redt – særligt hvis ens eneste trumfkort er at anklage indvandrere for at stå bag alle verdens onder.

Nå, tilbage til Camus. Franskmanden er om nogen blevet berømt for at besynge frihedens glæder, men i La Chute er det, som om en snigende selvkritik også presser sig på. Frihed, den har vi alle, men vi bliver ikke nødvendigvis bedre mennesker af det. Faktisk lader der til at være grænser for, hvor langt vi kan gå uden også at føle skyld. FN’s generalsekretær António Guterres kalder nu coronakrisen for den største udfordring for verden siden 2. verdenskrig. Bærer vi alle en del af skylden for, at krisen er blevet så slem, som den er? Det gør vi jo nok. Men vi ønsker altså heller ikke at blive alt for dommedagsagtige på en onsdag. Sortsyneriet kan også blive for absurd. Som Sisyfos, der fortsat skubber til sin sten, selvom han ved, at den med sikkerhed ville rulle ned igen. Eller som den anakronistiske aprilsnar, der er blevet overhalet godt og grundigt indenom af vores fælles rablende verden. /David Dragsted