Boris Johnson er på hospitalet og den britiske regering er på randen er implosion

Situationen er alvorlig på de britiske øer. Det Forenede Kongerige kunne i går melde om næsten 5.000 døde som følge af COVID-19, og antallet stiger eksplosivt for hver dag, der går. Dødstallet i Storbritannien udvikler sig som et spejlbillede af Italien og Spanien, og det britiske sundhedssystem NHS er begyndt at vakle på benene.

Det er i sådanne tider, at der er brug for en stærk leder. I går holdt kongerigets monark, dronning Elizabeth II, da også en af sine sjældne taler til befolkningen. Fra sin karantænetilværelse i Windsor Castle lagde den 93-årige dronning ansigtet i alvorlige folder, og hun opfordrede befolkningen til sammenhold og fælles front mod sygdommen.

Varme ord og moralsk støtte fra nationens moder kan gøre meget, men det er ikke den slags lederskab, som briterne har brug for for at komme igennem krisen. De har brug for politisk lederskab. Problemet er bare, at i toppen af britisk politik finder man ikke det sammenhold og den fælles front, som dronningen talte om. Og Boris Johnsons indlæggelse med coronavirs risikerer at efterlade et magtvakum, der sender den britiske regering såvel som nation ud i total kaos.

Syg regering

De sidste ord havde knap forladt Elizabeth II’s mund, inden det blev afsløret, at landets premierminister Boris Johnson var blevet kørt på hospitalet.

For små to uger siden blev Johnson den første regeringschef, der testede positiv for COVID-19. Siden da har han styret landet fra sin karantæne i Downing Street 10, men i går krævede ”vedvarende symptomer” altså, at han blev sendt på hospitalet.

Officielt er han indlagt efter et ”forsigtighedsprincip,” og regeringsrepræsentanter fortæller, at det er planen, han skal fortsætte med at lede landet fra sin hospitalsseng.

Men det er nok nemmere sagt end gjort, for selv da han var på den rigtige side af hospitalets mure, havde Johnson angiveligt svært ved at holde styr på sin regering. Flere britiske medier, heriblandt The Times, har reporteret om, hvordan Johnsons kabinet og resten af toppen af britisk politik har været ved at implodere under coronakrisen. Som en kilde i regeringen siger til The Times: ”Det er meningen, at vi skal redde corona-ofrenes liv, men i stedet forsøger alle i regeringen at dræbe hinanden.”

Alle hader alle

De giftige øgenavne bliver kastet rundt, når regeringsmedlemmerne omtaler hinanden bag om ryggen. Sundhedsminister Matt Hancock er blevet til ”Matt Handjob,” boligminister Robert Jenrick er blevet til ”Robert Generic,” erhvervsminister Alok Sharma bliver omtalt som ”gærdespiller, der ikke rammer noget,” og undenrigsminister Dominic Raab (der i øvrigt skal tage over for Johnson, skulle han være ude af stand til at lede regeringen), bliver kaldt den britiske Dan Quayle. Quayle var en amerikansk vicepræsident, der var kendt for at være større i slaget, end hans embede normalt tillader.

Alle hader lige nu hinanden i toppen af britisk politik, og ulykkeligvis bliver det ikke kun tydeligt i brugen af øgenavne. Det viser sig også realpolitisk:

Sundhedsminister Matt Hancock har lovet at teste 100.000 om dagen, men lige nu er nationen tættere på en tiendedel af det tal. Samtidig er Hancocks underordnede blevet vrede, fordi de ikke mener, ministeren har givet dem nok kredit for at udarbejde planen om 100.000 tests, der blev lavet mens Hancock selv var i isolation. Imens er Downing Street rasende over, at Hancock ikke er lykkedes med at føre regeringens politik ud i livet.

I Hancocks sundhedsministerie er de til gengæld rasende på hospitalssystemet, fordi de ikke mener, der bliver gjort nok ved frontlinjen. Hospitalssystemet har selvstyre og er ikke direkte underlagt politikerne. Chefen for det engelske sundhedssystem, Sir Simon Stevens, er for nylig blevet kaldt for en ”megalomansk, mikroforvaltende kontrolfreak” af en ledende politisk skikkelse. Stevens beskyldes for ikke at have tjek på værnemidler, for ikke at have givet private laboratorier mulighed for at teste i tide, og for at have stået i spidsen for et system, der gav forkert og for optimistisk information til regeringen.

I regeringen er der også uenigheder over, hvornår samfundet skal åbnes op igen, ligesom Times’ artikel opremser flere eksempler på dele af regeringen, som synes at sabotere hinanden med åbne øjne. Listen over uenigheder internt i det politiske system er lang, og man kan kun frygte, at den bliver længere, hvis Johnson efterlader et magtvakum med sin indlæggelse.

Alt imens dør briter af COVID-19, og både det britiske sundhedssystem og den britiske økonomi risikerer snart at krakke under pandemien. /Andreas T. Kønig