(ARKIV) Oprydning efter Roskilde Festivalen, mandag den 8. juli 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Kunne du høre det? Kunne du høre det skrattende orgel, der pludselig begyndte at spille for det indre øre, imens Mette Frederiksen mandag aften holdt pressemøde. Langsomt kom trommerne på, bassen begyndte at pumpe roligt, men først da C.V. Jørgensens stemme dukker op i det indre øre, var det til at forstå, hvad der spillede i fantasien:
Sommeren er forbi nu/ Og den nærmest fløj af sted/ Tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med/ Det sortner for dine øjne/ Mens du stirrende står her og ser/ Endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager.
Mandag præsenterede Mette Frederiksen første fase i genåbningen af Danmark, og vi må bare sige, at første fase af genåbningen af Danmark føles uendeligt meget som anden fase af nedlukningen af Danmark.
For ja, de små skal tilbage i skole, og det er vi glade for. Men sommeren er aflyst, sommeren er forbi nu. Statsministeren fortalte, at store forsamlinger er forbudt frem til udgangen af august, og dermed bliver der fx ingen nær-religiøs oplevelse foran Orange Scene i en ti-hestes brandert. Vi frygter, at der heller ikke bliver noget kys i skæret af Sankt Hans-bålet, ingen tåre i øjenkrogen til dine venners smukke bryllup, og ingen larmende studenter med ølpletter på kjolerne og glædesudbrud i munden.
Det er næsten ikke til at bære. Vi havde håbet på et glædeligt genåbningspressemøde, men vi blev efterladt som C.V.: ”Stadig svimmel men uforløst inden i.”
Danskens modstandskraft
Men må man overhovedet tillade at tænke sådan? Må man ærgre sig over sine aflyste sommerplaner, når de er så lille og ligegyldig en brik i pandemiens store voldsomme spil? Er det ikke et udtryk for manglende perspektiv, hvis man i dag sidder og er edderspændt over, at ens sommerfest er aflyst, mens patienter ligger og kæmper for vejr og liv på intensivafdelinger verden over?
Det synes vi ikke. Faktisk glæder vi os over at se, at der stadig kan dukke en smule vrede og tristhed op i befolkningen, når sociale sammenkomster og sommerplaner aflyses.
Nedlukningen af Danmark har været et vanvittigt psykologisk eksperiment. Det har været et bevis på menneskets ekstreme omstillingsparathed, og vores evne til i nødvendighedens navn at indordne os under ekstreme forhold, som vi normalt ikke ville acceptere. I februar var de fleste enige om, at et forsamlingsforbud i et demokrati var en fuldstændig vanvittig tanke. I dag kan mange af os ikke engang holde ud at se en film indeholdende større menneskemængder, uden det gør fysisk ondt på os.
Det er vores styrke, at vi fungerer på den måde. Det er sådan, vi kommer igennem en krise som denne. Men det er også uhyggeligt, at ekstreme politiske tilstande så hurtigt bliver hverdag for os. For en måned siden accepterede den rationelle del af os, at vi måtte leve med nær-autoritære tilstande for ikke at bukke under for virussen. Det er, hvad det er. Men nu, en måned efter, er det, som om vores underbevidste instinkt også har indordnet sig. På kort tid er det blevet en selvfølge og en ny normal.
Vi siger ikke, at coronakrisen har gjort Danmark til et diktatur. Så skøre har karantænen ikke gjort os endnu. Men vi siger, at vi lige så stille begynder at forstå, hvad det er for nogle mekanismer, der gør, at folk i diktaturer ikke bare gør oprør.
Det er derfor, vi bliver glade, når vi selv og andre bliver triste og rasende over en aflyst sommer. For vi har vænnet os til meget, men den iskolde sommer-rosé, der skulle nydes med vennerne på terrassen, den tager de fandme ikke fra os. Modstanden findes fortsat i den danske folkesjæl. /Andreas T. Kønig