Alternativets politik er blevet de vækst-liberales våde drøm

Hvis du synes, at din påskekarantæne føles som en lang ørkenvandring gennem Golgata med et kors på ryggen og en tornekrone på hovedet, så synes vi ærligt talt, du skulle overveje, hvordan stakkels Torsten Gejl har det.

Som det eneste tilbageværende folketingsmedlem for Alternativet har han set alle sine kollegaer forsvinde, efter de beskyldte den nye partiformand Josephine Fock for at være dansk politiks svar på Pontius Pilatus.

”Mine vælgere, mine vælgere, hvorfor har I forladt mig,” må Torsten udbryde, når han kigger på Voxmeters nyeste måling fra d. 6. april, hvor kun 0,8 pct. af de danske vælgere har tilkendegivet, at de vil stemme på Alternativet. Det er en tilbagegang på 2,2 pct, og ifølge målingen er Alternativet nu mindre populære blandt vælgerne end Stram Kurs. For de upopulære er social distance ikke et valg. Det er en dom.

Præcis hvad Jesus’ sidste ord på korset var, er der en vis uenighed om. I Mattæusevangeliet siger han ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig,” mens han i Johannesevangeliet udbryder ”det er fuldbragt.” På samme vis er vi kommet i tvivl om, præcis hvad Torsten går og tænker på sit tomme Christiansborg-kontor. For jo, nok har vælgerne forladt ham, men på sin vis er der også meget, der peger på, at Torsten faktisk snart kan erklære Alternativets projekt for fuldbragt. Partiets politik passer nemlig perfekt til coronakrisen.

Som en stiv fyr på Oslobåden

Det synes at være skæbnens ironi, at jo tættere Alternativet kommer på at realisere deres politiske mål, jo dårligere går det for dem.

Alternativet opstod som et parti med fokus på klimaet. De kom med radikale politiske forslag, som skulle bekæmpe de truende klimaforandringer, men de endte ofte blot til spot og spe.

Da klimakampen så pludselig blev folkelig, vendte de andre partier på en tallerken. Alle blev de lige så grønne som en fuld og søsyg mands ansigt på Oslobåden, og folketingsvalget sidste år kom nærmest ikke til at handle om andet end klima.

Alternativets politik blev pludselig mainstream, men partiet lykkedes aldrig med at kapitalisere på det. Tværtimod. Partiet fik ved valget smæk af vælgerne.

Gratis penge

Midt i coronakrisen er historien ved at gentage sig. Den del af Alternativets politik, som oftest er blevet stemplet ”ekstrem” af kritikerne, er rykket ind hos de gamle partier og kan meget vel blive til virkelighed – alt imens Alternativet selv visner bort.

Tag fx borgerløn. Det er en idé, der har groet i Alternativets have siden partiets fødsel, og som de andre partier på Christiansborg i starten tog imod med samme patroniserende mine som en forælder, der smilende tager imod en grim tegning fra et barn: Hvor er det dog flot, at du har lavet den helt selv, og nu skal du bare se, hvor godt den passer i skraldespanden.

Nu er flere lande i verden ved at starte eksperimenter med borgerløn for at undgå økonomisk ruin i coronatiden. Fra Spanien lyder det, at man er i gang med at implementere en form for borgerløn, i USA vil regeringen sende en check på 1.200 dollars til en lang række amerikanere, og i Danmark har overvismanden talt varmt for, at man også her giver ”gratis penge” til bestemte grupper, så der igen kan sættes gang i de økonomiske hjul. Partiet Venstre har fx erklæret sig åben for at diskutere muligheden.

Få timer, få fly

Med en forsigtig genåbning af Danmark synes Alternativets politik om en 30 timers arbejdsuge heller ikke så sindssyg længere. Det forslag blev ellers skudt ned, fordi det vil smadre væksten og gøre landet fattigere, men ting som vækst er kommet anderledes i baggrunden som følge af COVID-19. Nu handler det om, at vi finder en måde at indordne vores arbejdsmarked, så vi ikke smitter hinanden, men stadig kan holde gang i hjulene.

En kortere arbejdsuge, hvor alle ikke arbejder samtidig, kan være en måde at åbne op for samfundet og samtidig mindske smitten. Som virkeligheden ser ud lige nu, er en 30 timers arbejdsuge ikke længere noget, der hæmmer væksten – det ville hjælpe den gevaldigt. Hvem havde troet, at Alternativets politik skulle blive de vækst-liberales vådeste drøm?

Så er der flytrafikken. Den måske største folkelige modstand mod Alternativet kom sig af forslagene om at begrænse flytrafikken og gøre turen til Mallorca dyrere. Nu er grænserne lukkede, og idéen om en aflyst ferie er for de fleste det mindste problem ved coronaen. Vi har på rekordtid vænnet os til, at flyveturen ikke er en menneskeret, og det synes ikke urealistisk, at vores måde at flyve på vil være helt anderledes, når landene åbner op igen. Det er både grønt og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Når Å’et på valgnatten bevæger sig under spærregrænsen, må Torsten Gejl kigge i Josephine Focks øjne og hviske, som Jesus gjordet det på korset i Lukasevangeliet: ”Fock, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” /Andreas T. Kønig