Analyse

Joe Biden og jagten på stemmen fra Bernie Bro

Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix

Kampen om at blive Det Demokratiske Partis præsidentkandidat er slut.

For selvom der stadig er en lang række amerikanske delstater, der endnu ikke har afholdt primærvalg, og selvom demokraterne først officielt vælger deres kandidat ved partikonventet om fire måneder, så skal der indtræde en force majeure af gigantiske proportioner for, at det ikke bliver Joe Biden, der skal kæmpe mod Donald Trump ved det amerikanske præsidentvalg sidst på året.

I sidste uge suspenderede Bernie Sander sin kampagne, og dermed er Joe Biden last man standing. Sejrens nektar er som bekendt den sødeste saft, men vejen derhen har ikke været nem for Uncle Joe, og han må også indse, at strabadserne fra nu af kun bliver værre. Mens Biden selv er lukket inde i sin kælder, hvor han forsøger at holde sin kampagne i gang med coronasikre livevideoer, er Donald Trump konstant i medierne.

Men de største dæmoner er som bekendt dem, vi finder i os selv, og den største trussel mod Bidens kampagne synes da også at komme indefra, og ikke fra Trump, hvis popularitet igen er faldende. Hvis Biden skal vinde, skal han samle Det Demokratiske Parti, der lige nu er ekstremt splittet.

Mandag kom han et skridt tættere, da hans venstreorienterede nemesis Bernie Sanders pludselig dukkede op på Bidens kældermenneske live-stream. Her opfordrede Bernie sine vælgere til at støtte og stemme på Biden. Problemet er bare, at det muligvis ikke er nok. En række af Sanders’ tilhængere fortsætter med at være indædt modstandere af Biden, og det kan koste Joe præsidentposten.

Bidens tre Bernie Bro-problemer

Selvom Bernie Sanders har sagt god for Joe Biden, er det ikke ensbetydende med, at hans tilhængere har tænkt sig at gøre det samme. Kort tid efter de to tidligere rivaler havde erklæret fælles front, skrev Sanders’ pressechef Briahna Joy Gray et tweet, der kan give et praj om, hvordan en del Sanders-støtter har det med Biden: ”Med den største respekt for Bernie Sanders, hvem jeg mener er et fantastisk menneske og en stor inspiration, jeg støtter ikke Joe Biden.”

Hun er ikke alene. På hjemmesiden Reddit findes et underforum, hvor internettets Bernie-fans mødes for at diskutere politik. Her er meldingen også klar fra en af forummets moderatorer: ”Bernie Sanders støtter Joe Biden. Vi gør ikke.”

For Joe Biden skaber det tre problemer, hvis han ikke vinder Bernies tilhængere over på sin side.

Først det åbenlyse: Han risikerer, at de på valgdagen bliver hjemme eller (gisp!) stemmer på Donald Trump.

Dernæst er det et problem, hvis de ikke bliver en del af Bidens kampagne. For Bernies tilhængere er guld værd at have med på holdet. De er unge, energiske og de er gode til sociale medier – tre kvaliteter, de rigtig godt kunne bruge i den aldrende Biden-lejr.

Det tredje problem er, at lige så gode Bernies tilhængere er at være på hold med, lige så forfærdelige er de at have imod sig. En del af Sanders’ mest ihærdige tilhængere har fået sig et lidet flatterende ry. ”Bernie Bros” kalder man dem, og begrebet er en karikatur af en højtråbende, kompromisløs, bedrevidende og meget venstreorienteret ung mand.

Donald Trump får ikke brug for russiske trolde, hvis Bernie-brigaden fortsætter med at føre intern valgkamp i Det Demokratiske Parti. De såkaldte Bernie Bros er overalt på nettet, og de slynger om sig med ondskabsfuldheder om politiske modstandere. Fx har Trumps støtter fået megen hjælp fra Bernie Bros i deres forsøg på at iscenesætte Biden som en senil, perverteret, gammel mand.

De værste Bernie Bros er sandsynligvis et fåtal af tomme tønder, men de buldrer som bekendt højt – og især på nettet. Det kan blive et stort problem for Biden.

Bye, Don

Men der er også begyndt at vise sig en antydning af samling i Det Demokratiske Parti. Vigtigst af alt virker Bernie Sanders’ personlige støtte mere helhjertet end tidligere. I 2016 gik der fx måneder fra at Sanders suspenderede sin valgkamp, til at han støttede Hillary Clinton. Denne gang gik der ikke engang en uge.

Vigtigere er det, at Sanders og Biden har besluttet sig for at slå en del af deres medarbejdere sammen, så de i fællesskab kan udvikle politik på en række områder. Det kan være et tegn på, at Biden faktisk tager venstrefløjen alvorligt og har tænkt sig at samarbejde med dem. Hvem ved, måske der ovenikøbet er en ministerpost til Bernie Sanders.

For nogle Sanders-støtter vil det være nok. Nogle vil acceptere, at de ikke fik præsidentposten, men de fik indflydelse. Det lykkedes for kampagnen at trække demokraterne mod venstre.

For andre er tingene mere simple. De er måske ikke glade for den demokratiske kandidat, det endte med, men alt er bedre end Donald Trump. De er lorne ved Biden men vil gøre alt for at kunne sige ”bye, Don.” /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12