De seneste uger har milliarder af mennesker verden over praktiseret noget, som en hel del af dem ikke tidligere har skænket en tanke: Kunsten at isolere sig og distancere sig socialt (og for skræmmende manges vedkommende også kunsten at vaske hænder).
Det bedste sted at opholde sig, hvis man har villet holde coronavirussen SARS-CoV-2 stangen, må utvivlsomt have været på Den Internationale Rumstation 386 kilometer over Jordens overflade. Der kan man sgu da tale om isolation.
Tidligt fredag morgen landede en kapsel med tre af rumstationens besætningsmedlemmer, to amerikanere og en russer, ude på de kasakhiske stepper. To af dem har opholdt sig på rumstationen i seks måneder og en i ni. Efter at have kunnet give hinanden hånden lige så tosset, de ville, og, ja, kramme, hvis stemningen tillod det, må det have været underligt at lande på en planet i global undtagelsestilstand.
For at fange en flyver hjem til USA skulle de to amerikanere, Jessica Meir og Andrew Morgan, ifølge nyhedsbureauerne først køre 320 kilometer til byen Kyzylorda. Den nærmeste lufthavn var nemlig lukket på grund af virus. De vænner sig nok hurtigt til de nye forhold, det er jo mere eller mindre lykkedes for os andre – og som astronauter er de gjort af et særligt stof, skal man huske på.
Et andet godt sted, hvis det er isolation, man søger, må være Det Danske Akademi.
Eller: Er ”isolation” det rette ord? ”Ro” slår heller ikke rigtig til. Jamen, så lad os sige ”underligt”. Et underligt sted. Underligt som til allersidst i sci-fi-filmen Abernes Planet (1968), hvor astronauten Taylor (spillet af (Charlton Heston i lændeklæde) kommer ridende langs kysten på, hvad han tror er en fremmed planet, da han pludselig får øje på resterne af Frihedsgudinden. Først her går det op ham, at alle hans trængsler med aber har fundet sted på Jorden, hans hjemplanet, langt ude i fremtiden efter en altødelæggende atomkrig. Taylor falder ned på knæ og slår på vandet med sine bare næver. ”You blew it up!” råber han. ”Ah, damn you! God damn you all to hell!”
Trakasserier i Det Danske Akademi
Det er nok lidt sådan mange i den litterære verden har det med Det Danske Akademi lige nu. Omkring torsdag/fredag havde både dagbladet Information og ugeavisen Weekendavisen en solohistorie (bag betalingsmur) om de samme kuriøse trakasserier i akademiet – baseret på en intern email-korrespondance, som nogen må have lækket.
Ud af i alt 18 medlemmer har fire valgt at forlade akademiet – i februar forfatterne Suzanne Brøgger og Ida Jessen og i denne uge deres kolleger Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach. Det har de gjort i protest mod akademimedlemmet Marianne Stidsen. Man kan med god ret sige, at de forlader deres poster før tid, for når man først er blevet valgt ind i Det Danske Akademi, så kan man sidde der, til man dør – sådan er reglerne.
Marianne Stidsen er hende litteraten, der de seneste år har formået at gøre sig uvenner med både den identitetspolitiske venstrefløj (også kendt som KUA) og litteraturkritikeren Mette Høeg. Det er noget af et kunststykke. Men måske er det ikke så svært, når man i kronikker, essays og debatindlæg hos hvem, der gider trykke det, igen og igen hamrer løs på voldtægtslovgivningen og de lidt for politisk korrektes menighed og sammenligner MeToo-bevægelsen med nazisme.
Suzanne Brøgger skrev i sit udmeldelsesbrev i februar, at hun ikke længere orkede at blive taget til indtægt for Marianne Stidsens gakkede udgydelser i både Danmark, Norge og Sverige (Brøgger rejser meget), idet Stidsen ”er kommet til at stå som eksponent for Det Danske Akademi”.
Ida Jessens skriver tilsvarende i korrespondancen, at hun oplever, at Stidsen bruger akademiet som ”en synlig talerstol” for ”et privat, bittert kønspolitisk opgør”.
Siden Det Danske Akademi blev stiftet i 1960 på initiativ af forfatteren Karl Bjarnhof, har der været en lang række sekretærer. Den nuværende er digteren Søren Ulrik Thomsen. Sammen med videnskabsteoretikeren Frederik Stjernfelt (der også er medlem) har Thomsen ved flere lejligheder givet den som ytringsfrihedsformalist i offentligheden, og af den interne korrespondance fremgår det, at han har opfordret Marianne Stidsens kritikere til at tage debatten med hende ”i den offentlighed, hvor den hører hjemme”, i stedet for at forsøge at presse hende til at forlade akademiet.
”Skulle hun gøre det,” fortsætter Thomsen, ”vil Akademiet stå i en situation, som er uden fortilfælde i dets 60-årige historie, og jeg vil bede jer nøje overveje konsekvenserne. Nemlig, at der dermed vil være skabt præcedens for, at man kan erklæres uønsket som medlem, hvis ens synspunkter ikke er i overensstemmelse med den konsensus, der på et givet tidspunkt måtte råde i Akademiet. Og det vil for mig at se være fatalt, for vi sidder ikke i Akademiet, fordi vi er enige, men fordi vi hver især har ydet noget særligt som forfattere eller forskere”.
Der er det underholdningsmoment i den her sag, at akademiets medlemmer – selv i en intern emailkorrespondance – formulerer sig, som om de skriver for eftertiden. De kan ikke lade være. Hver email fremstår som et formfuldendt lille essay – ikke mindst dem, der kommer fra sekretærens hånd, selv om han ret beset siger det samme som Charlton Heston foran Frihedsgudinden.
Udløbsdatoens lyksaligheder
Hvad er vejen frem? Man må sige, at det livsvarige medlemskab af Det Danske Akademi altid har ligget som en tidsindstillet bombe under selskabet, og man kan da glæde sig over, at bølgerne kun sjældent er gået så højt i dets 60-årige historie.
Ligesom Den Internationale Rumstation har Det Danske Akademi en mission, og det er ”at virke for dansk sprog og ånd, især inden for litteraturen”, som der står på hjemmesiden. En astronaut går ikke af borde, før missionen er fuldført. Det ville være uhørt. Man hjælper med at løse den fælles opgave og de uforudsete problemer, der opstår undervejs. Det ville dog nok give nogle udfordringer, hvis ens rummission var livsvarig – man ville jo blive skør og indebrændt. Som med så mange andre forhold her i livet er en udløbsdato løsningen. /Oliver Stilling