En ulykke kommer sjældent alene, og når man som minister er blevet ramt af den ene møgsag efter den anden inden for ganske kort tid, så skal der ikke så meget til, før man rammes af en ny. Det måtte kultur- og kirkeminister Joy Mogensen i går sande.
Ministeren har givet et interview til musikmagasinet Gaffa, hvor hun taler lidt om sine musikalske præferencer. Velsagtens noget af det mest uskyldige, man kan foretage sig som netop kulturminister. Skulle man tro. Men Mogensen blev sendt ud i massiv modvind på de sociale medier, fordi hun på spørgsmålet ”Hvad er dit yndlingsalbum?” svarede følgende:
”Det er lang tid siden, jeg har hørt albums. Jeg har lyst til at sige Absolute Music 2, for den betød meget for mig som teenager. I dag hører jeg mest musik på playlister, for eksempel hvis jeg skal til festival, eller mine egne playlister til forskellige formål: Løb, opmuntring, afslapning og så videre. Jeg købte også en pladespiller sidste år, men har faktisk ikke fået købt nogen vinylplader endnu.”
Skulle man have glemt det, så var Absolute Music en række opsamlingsplader, der blev udgivet op gennem 90’erne. Den specifikke udgave, som Joy Mogensen her nævner, er fra 1993, og den indeholder hits som Charles & Eddies ”Would I Lie to You,” Duran Durans ”Ordinary World” og Hanne Boels ”Don’t know much about love.”
Det er, mener mange på de sociale medier, en pænt underudviklet musiksmag at have, når man er kulturminister. Og voila, pludselig var den stakkels kulturminister endnu engang havnet i en shitstorm.
Men lige som Joy Mogensen skulle til at sætte Rasmus Seebach-nummret ”Nangijala” på (det er nemlig det nummer, der kan få tårerne frem i hendes øjne, fortæller hun til Gaffa), så vendte vinden. Pludselig dukkede der horder af mennesker op på Twitter, som forsvarede ministeren og hendes musiksmag. For hvad er det for noget skrækkeligt aristokratisk kultursnobberi, at man skal høre Richard Wagner og ikke Charles & Eddie for at være et ordentligt menneske?
Ikke med vanilje
Som en anden total kryster kan vi her på Føljeton meddele, at vi er enige med begge fløje i kulturkrigen. Den lidt mere heroiske udgave er, at vi dermed også er uenige i begge standpunkter. Det er nemlig muligt at knuselske Absolute Music 2 og samtidig finde god grund til at kritisere ministeren for sine udtalelser.
For ærligt talt. Man har intet hjerte, hvis ”Don’t know much about love” med Hanne Boel ikke er ens favoritnummer. I hvert fald når man står fuld til en fest kl. halv fire om natten og spytter spytdråber af gin & tonic, mens man forsøger selv at ramme Hannes fede country-fraseringer lige i røven.
Kulturministerens kærlighedserklæringen til Absolute Music kunne derfor have været forfriskende, sjov og charmerende. Når den ikke er det alligevel, så skyldes det, at ministeren siger det i kontekst af at have udvist total mangel på indsigt i sit eget ressortområde. Tillad os at komme med en lille analogi.
Du møder Giorgio Gondoli på gaden. Han er verdens største is-ekspert (og i øvrigt et fantasimonster, vi har opfundet til lejligheden). Du spørger: ”Giorgio, hvad er egentlig din favorit-is.” Han smiler, og starter på en lang smøre om citron-drømmen fra Firenze, om sobert fra Bagdad og chokoladebomben fra Elba. Men til sidst nærmer han sig med et skælmsk smil og hvisker i dit øre: ”I virkeligheden kan jeg bedst lide almindelig vaniljeis.”
Forestil dig så, du spurgte et barn om det samme. Svaret kommer prompte: ”vaniljeis!” Deres præference er altså det samme, men deres svar vægter åbenlyst ikke lige meget.
Hvis Joy Mogensen de seneste måneder havde vist, at hun besidder stor viden om kulturlivet og forstår kulturens vigtige funktion i vores samfund, så havde Absolute Music været et skønt svar. Men det har hun ikke. Hun har gang på gang reduceret kulturen til en omgang flødeskum på toppen af kagen.
Det virker ikke engang, som om svarerne i Gaffa er et forsøg på at snobbe nedad og iscenesætte sig som folkelig. Hvis Joy Mogensen da bare i det mindste var rindalist, så var der da lidt ideologi og kritik bag svaret. Nej, når Joy Mogensen siger, at musik er noget, hun hører på en playliste, når hun fx skal løbe eller slappe af, viser hun endnu engang, at kunst for hende er nem nydelse og intet andet. Hun afslører igen, at hun ikke er det store kulturmenneske. Og det er ok! Bare ikke når man er kulturminister. /Andreas T. Kønig