Netop som det danske samfund lukkede ned, og befolkningen blev bedt om at holde sig hjemme, skulle unge Asta Kongsted Amtrup starte i sit nye job som studentermedhjælper/projektchef og af og til skribent hos Føljeton. Hun nåede aldrig at få en normal hverdag på kontoret, og her seks uger senere er der stadig nære medarbejdere, hun aldrig har mødt fysisk. På overfladen virker alt godt og normalt. Men er det det? Astas kollega Oliver Stilling, som hun kun har mødt et par gange, bl.a. til sin ansættelsessamtale, har sat sig for at finde ud af, om hun bare er god til at bluffe – gennem en chat på Facebook Messenger. Mod samtalens slutning overbringer han hende en glædelig nyhed.
Oliver Stilling: Hej Asta. Er du der?
Asta Kongsted Amtrup: Hej Oliver. Jeg er her. Børstede lige tænder (for første gang i dag).
Oliver: Godt! Lad os bare gå i gang.
Asta: Fyr løs.
Oliver: Hvordan går det med dit nye job hos Føljeton?
Asta: Det kan du sikkert svare bedre på end mig. Men jeg synes, det går godt. Det er lidt som at have fået fem nye pennevenner. Pennevenner, der kan fyre dig, godt nok.
Oliver: Som studentermedhjælper er du ligesom lidt over det hele. Og skulle have haft en stor kontaktflade i virksomheden. Er det rigtigt, at der er op til flere nøglemedarbejdere, du endnu ikke har mødt?
Asta: Jeg blev jo ansat af dig og Søren (Ipland, direktør, red.), men siden er der sket et vagtskifte på Føljetons redaktørposter. Så af ”nøglemedarbejdere” kan i flæng nævnes chefredaktøren og redaktionschefen!
Oliver: Altså, henholdsvis Andreas T. Kønig og David Dragsted? Som du så kun ‘snakker’ med i mails og sådan?
Asta: Ja, netop.
Oliver: Hvor arbejder du så henne, når du arbejder?
Asta: Jeg arbejder i mit køkken.
Oliver: Hvad betyder det for din identitet og følelse af at høre til et sted?
Asta: Nu er jeg heldigvis ung nok til, at internetfællesskaber ikke er komplet uvante for mig. Men følelsen af ”at høre til” kommer nok til at vente lidt på sig. Selvom alle er søde til at grine ad mine jokes i vores (arbejds)chatfora.
Oliver: Du må brænde inde med et væld af spørgsmål? Til forretningsgange, vaner og måder at gøre tingene på. Alt det, der gør Føljeton til Føljeton …
Asta: Ja, jeg ved jo ikke rigtigt, hvordan noget fungerer. Plejer I at holde redaktionsmøder? Hvem skriver hvad hvornår? Hvornår er en historie en Føljeton-historie? Hvem er egentlig den sjoveste på redaktionen?
Oliver: Ja, jeg tænkte det nok. Tror du, at den dialog, der er på Føljetons intranet, præcist afspejler sådan, som det ville være, hvis vi alle sammen tjekkede ind hver dag og var fysisk sammen?
Asta:
Oliver: Hvis jeg lige må afbryde dig, før du svarer: Nu har jeg været på utallige arbejdspladser. Der findes kontorer, hvor der er en meget fysisk stemning, hvor folk hele tiden krammer og rører ved hinanden. Hvor chefen af og til kommer ud fra sit kontor og begynder at massere tilfældige medarbejderes nakker og skuldre. Tror du, Føljeton er sådan?
Asta: Det håber jeg sgu ikke.
Oliver: Men det ved du jo faktisk ikke noget om?
Asta: Nej, på den måde kan jeg jo ende med at indse, at jeg er gået i en fælde. Hvad jeg troede skulle være en sober og socialt distanceret arbejdsplads, ender med gå op i nusse-tunneller og morgenfælleskram.
Oliver: Noget, der er fascinerende ved den situation, vi befinder os i lige nu, er, at hvis Føljeton som arbejdsplads – helt hypotetisk – allerede på nuværende tidspunkt skulle være blevet rigtig glad for din indsats og ville gøre alt for at holde på dig, så vil vi kunne ændre og tilpasse vores sociale omgangsform på kontoret til lige det, der passer dig bedst. Du ville aldrig finde ud af, at det havde været anderledes. Det ville bare kræve en rundsending af dessiner om fremtidig fysisk tilstedeværelse til alle andre end dig. Spooky? Du behøver bare svare kort.
Asta: Det ville jo kræve, at I har en ide om, hvilken form for omgang jeg foretrækker. Og ligesom jeg ikke kender jer så godt, så gælder det omvendte jo også.
Oliver: Åh ja, det er rigtigt. En ting, der i øvrigt har forbløffet mig: Du er ansat som studentermedhjælper, men du har også allerede skrevet en håndfuld Kære læser-tekster til nyhedsbrevet. Kære læser-teksten er kernen i vores journalistiske leverance, det er vores revitalisering af den gode gamle avisleder. Hvordan har du nailet tonen så godt?
Asta:
Oliver: Hallo? Chatter du med andre?
Asta: Det kunne jeg ikke drømme om. Men jeg havde lige en diskussion med min roommate om, hvem der havde retten til at arbejde i køkkenet i dag.
Oliver: Det, jeg vil frem til, er: Hvad kendetegner egentlig Føljeton? Jeg ved godt, det er et tricky spørgsmål.
Asta: Jeg kæmper lidt med at skulle sige noget rosende om Føljetons kendetegn for derefter at koble det sammen med min egen evne til at ramme tonen, uden at det kommer til at lyde totalt opblæst. Jeg har læst Føljeton on-and-off siden begyndelsen, og det, der altid har skilt sig ud, har været tonen. Sjov, uhøjtidelig og skarp. Og der var noget i den, som jeg egentlig (i al ydmyghed) genkendte fra min egen måde at gå til tingene på, og som jeg har pejlet efter siden.
Oliver: Så det, du siger, er, at Føljeton-måden ikke bare er en trend, men a state of mind, en livsstil, en livsindstilling?
Asta: Nu lægger du lidt mange ord i munden på mig! Men der er helt klart en indstilling, som jeg synes skiller sig ud hos Føljeton. Tingene bliver sagt lidt mere direkte og legende end i så mange andre medier, men der er samtidig også en lydhørhed overfor, at vi måske ikke altid har ret. Noget lidt mere søgende, måske.
Oliver: Der har vi i hvert fald vores nye slogan: ‘Føljeton – det søgende medie’. Må jeg her afslutningsvis lige spørge din roommate om noget?
Asta: Han siger ja.
Oliver: Hvad hedder han?
Asta: Anton.
Oliver: Hej Anton, kan du høre, hvad jeg siger?
Asta: Ja, det kan jeg godt. Du går rent igennem.
Oliver: Glæder du dig til, at det her coronacirkus er overstået, så Asta kan komme på arbejde, og du kan få dit køkken for dig selv?
Asta: Ja, det gør jeg! Asta har det jo med at være ‘i zonen’, når hun arbejder, og man skal helst ikke forstyrre. Samtidig inviterer hun hele tiden til forstyrrelse. Fløjter, trommer i bordet og er ikke bleg for selv at afbryde.
Oliver: Åh nej, det lover ikke godt. Eller det gør det måske egentlig. Tak for nu, Asta – vi ‘ses’.
Asta: I lige måde, Oliver. Jeg håber, jeg stadig er ansat.
Oliver: Du er ikke bare ansat … du er også månedens medarbejder.
Asta: Takker!