Yahya Hassan vinder Weekendavisens litteraturpris-Arkivfoto- Den unge medieombruste succesdigter Yahya Hassan kan opleves live på søndag, når han læser uddrag af sin digtsamling op i Kunsthal Aarhus og diskurterer med digter-kollega Lars Skinnebach. Den unge medieombruste succesdigter Yahya Hassan kan opleves live på søndag, når han læser uddrag af sin digtsamling op i Kunsthal Aarhus og diskurterer med digter-kollega Lars Skinnebach.
”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik.”
Søren Kierkegaard, Enten-Eller
Smerten var allestedsnærværende i Yahya Hassans forfatterskab. Men den var ikke altid skøn. Digtene, den affødte, var så insisterende, overvældende og kropslige, at de ikke kunne gøre andet end også at gøre ondt på læseren. Der blev kastet med pis og lort, kroppe vred sig i uhyggelige konturer, tv’er bragede i baggrunden, mens volden meldte sin ankomst. FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE/ FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS. Yahya Hassans lyd var helt sin egen. Nu er han væk.
Yahya Hassan blev torsdag fundet død i sin lejlighed, 24 år gammel. 18 år var han, da han gjorde det utænkelige: Forvandlede en digtsamling til en bestseller, atter gjorde digtet til noget folkeligt og ikke kun noget forbeholdt de få. Hans stemme blev beskrevet som et nybrud i indvandringsdebatten, hans digte som en gave til dansk litteratur. JEG HAR TABT NOGET/ MEN I DET MINDSTE HAR JEG HAFT NOGET/ SUGET SAFTEN OG MARVEN UD AF NOGET/ UDEN NÅDE. Så meget liv på så lidt plads.
Yahya Hassan fortalte om fædre, der havde svigtet. Om et parallelsamfund, som alle havde en holdning til, men som ingen – der ikke havde mærket det på egen krop – reelt vidste noget om. Han frasagde sig den enorme individualisering af samfundet, frasagde sig ansvaret, der evindeligt blev lagt over på den enkelte, og skosede det samfund, der nægtede at erkende, at det også er muldet, man er er sat i, der forhindrer en i at spire. Der var ikke tale om systemsvigt, men om forældresvigt og institutionssvigt. Yahya Hassan anråbte sagsbehandlere, pædagoger, velfærdssamfund, alle dem, som ikke ved, hvordan de skal gribe det levede liv an.
Måske var vi danskere for pæne og polerede, vi anede slet ikke, hvad vi skulle stille op med al den ærlighed. Yahya Hassan italesatte hykleriet på en måde, som er de færreste forundt. Han skosede sit ophav, gik i clinch med muslimer, der ikke er muslimer. Skabte et generationsopråb og ville kun det bedste for sin egen forsømte ungdom. Han spiddede spidsborgerskabet, der så gerne ville gøre ham til ”præmieperker”. Ingen skulle sætte Yahya Hassan i bås, men selv var han den vildeste domptør.
DE INTELLEKTUELLE HAR ALLE SAMMEN SOMMERHUS/ OG DE ER BANGE FOR STORMSKADER/ DE BOR PÅ ØSTERBRO/ OG PLAGES AF BANDEKONFLIKTEN PÅ NØRREBRO/ DE VANDER KARTOFLERNE I RÆKKERNE/ OG PISKER BØRNENE MED IDYL/ DE HILSER HELLER PÅ EN KENDT/ END PÅ EN BEKENDT
Der var en pistol og et skud. Et fængselsophold, stoffer og penge. Men også et generationstalent. VERSALER. En monoton, messende stemme, der som en damptromle ikke gjorde antræk til at stoppe sin højtlæsning. Som hans eget liv, der kørte uden bremser … Men hvad skal en sådan læsning egentlig til for? Kan vi overhovedet tillade os at lade et liv med udefrakommende mening?
JEG BLEV FØDT I DØLGSMÅL/ OG VIL BLIVE BEGRAVET I DØLGSMÅL/ JAKKESÆTTENE HANG PÅ STATIVET SOM SLØJE LIG/ PORTRÆTTERNE STIRREDE FREM FOR SIG/ OG ANGREDE FORTIDEN/ JEG VAR UTÅLMODIG MED MIN TÅLMODIGHED/ PÅ UNDERGANGSFREMGANG MED MENNESKEHEDEN/ UHELDET INDTRAF SOM DET NATURLIGSTE TILFÆLDE/ JEG TOG ORDET I MIN AFMAGT/ MEN HAVDE KUN STEMME
Hvil i fred, Yahya. /David Dragsted