Michael Moore modarbejder klimakampen

Michael Moore har lavet en ny film om klimakampen. Uheldigvis er den hverken særligt god eller brugbar. Teknisk set er det heller ikke Michael Moore, der har lavet den. Men det er ham, der bærer skylden for, at den allerede har skabt så megen virak.

Planet of the Humans blev udgivet ud af det blå på Earth Day, altså den 22. april. Den en time og 40 minutter lange dokumentarfilm blev lagt kvit og frit på YouTube af Michael Moore, der er filmens executive producer. På mange måder er det da også den perfekte film til YouTube. Instruktør og fortæller Jeff Gibbs har sat sig for at demaskere den mainstream klimabevægelse, der agiterer for grøn energi. Måden det bliver gjort på er den mest ferme YouTube-kværulant værdig. Det eneste Gibbs mangler er at bede folk om at ”like and subscribe”.

Hvad hvis menneskeheden er gået for langt, spørger Gibbs retorisk i filmens indledning. Retoriske spørgsmål er der generelt masser af, ligesom der heller ikke er sparet på den patosfremkaldende underlægningsmusik. Alle kneb gælder, når man arbejder i sandhedens tjeneste. Det føler Gibbs sig i hvert fald overbevist om, at han gør. Sandheden er nok desværre en anden.

En grøn konspiration

Filmens plot er som følger: Jeff Gibbs, der er selverklæret miljøaktivist og tidligere ”tree-hugger”, har sat sig for at undersøge, hvad der egentlig er så godt ved grøn energi. Han bliver chokeret over at opdage, at løfterne om vedvarende energi angiveligt ikke er så løfterige. Backstage til en koncert, der bryster sig af udelukkende at køre på solenergi, viser det sig, at man har en generator klar i tilfælde af at Solen ikke skinner. Chok!

Snart opdager Gibbs, at det faktisk også forurener at fremstille solpaneler, vindmøller og batterier. Og da dokumentaristen hører om biobrændslens onder (tænk sig, man fælder træer!) er fanden for alvor løs i laksegade. Hvorfor er det her blevet skjult for os? Hvem står dog bag denne usandsynlige konspiration? Herefter går den vilde heksejagt efter alle de klimaaktivister- og organisationer, der i virkeligheden er i ledtog med de onde milliardærer. Ja, kapitalismen er faktisk den ægte synder, hvem skulle dog have troet det?

Normalt går vi ikke af vejen for et velproduceret stykke kapitalismekritik, men det er Planet of the Humans ikke. Eller jo, velproduceret er den vel. Selvom Michael Moore ikke sidder i instruktørsædet, er filmen på alle ledder og kanter et stykke prototypisk Moore. Forargelsen går hånd i hånd med sarkasmen, og bevisførelsen består først og fremmest af en effektiv krydsklipning mellem skurkenes udtalelser og tankevækkende billeder, der synes at modbevise selvsamme udtalelser. Filmhåndværket er som sådan upåklageligt, omend en kende dilettantisk (som sagt: YouTube er det perfekte medie). Det er snarere den underliggende idé, den er helt gal med.

Moores maskefald

Gibbs føler sig så overbevist om, at han er i færd med at demaskere den helt store klimakonspiration, at han end ikke synes at overveje, at hans egne argumenter muligvis kan være et resultat af en mere virkelig ditto. Gibbs siger, at vindmøller, solceller og biobrændsel bliver solgt som en god idé, fordi de tjener de riges og magtfuldes interesser. Faktisk vil verden være bedre tjent med fortsat at futte fossile brændstoffer af, i stedet for narre sig selv, mener instruktøren.

Ud over at det altså er disruption på et plan, så selv Hella Joof (forhåbentlig) må sige stop, så er det også en mærkværdig underkendelse af, at olieindustrien i årtier har udført lobbyarbejde for at bremse klimaaktivisters angreb på fossile brændstoffer. Hvis der rent faktisk foreligger en kapitalistisk konspiration, ville det så ikke være mere nærliggende at tro, at det nok er her, hunden ligger begravet? Gibbs synes at have fået forholdet mellem greenwashing og reelle forsøg på at mindske CO2-udledningen helt og aldeles galt i halsen.

Planet of the Humans har forståeligt nok skabt ramaskrig blandt klimaforkæmpere og mange andre, der har vores klode kær. Og det er da også chokerende, at Michael Moore har fundet det nødvendigt at fodre debatten med denne film. Planet of the Humans er alt andet en konstruktiv, og så flirter den endda med økofascismen, når Gibbs lufter den malthusianske evergreen om, at den virkelige synder er verdens befolkningsvækst.

Tidligere på ugen nævnte vi økonomen Kate Raworths dougnut-model, der stiler efter en bæredygtig gentænkning af vores fælles økonomi. Doughnutten er også relevant at hive frem her. Kapitalismens evindelige vækstmotiv skal stoppes – så langt har Gibbs ret – men det skal ske på en måde, der også er socialt bæredygtig. Det er forslag om populationskontrol ikke.

”Uendelig vækst på en begrænset planet er selvmord”, siger Gibbs et sted i filmens afslutning. ”Less must be the new more”. Dokumentaristen har givetvis hjertet på det rette sted, men det er næppe den her film, der vil komme til at fremme den målsætning. Dertil er den for hullet, konfrontatorisk og dubiøs i sin argumentation. Ja, hvis ønsket vitterligt er at redde klimaet, har Gibbs vel snarere gjort sig selv en bjørnetjeneste. Sometimes Moore is less. /David Dragsted