2. VERDENSKRIG. DANMARKS BEFRIELSE. JUBLENDE DANSKERE PÅ SPORVOGN LINIE 1 4. MAJ 1945.
Tillad os i dag at indlede med at aflægge et løfte. Fra Føljeton til dig: Du vil ikke støde på en sammenligning mellem coronakrisen og besættelsen i dette nyhedsbrev.
Det er da ikke, fordi vi ikke har overvejet at gøre det. Vi elsker vilde sammenligninger, og her på 75-årsdagen for Danmarks befrielse, midt i en pandemi, der ligger sammenligningen ligesom lige til højrebenet, ikke? Vi må ikke gå ud, de måtte ikke gå ud. Den slags, du ved …
Vi ser bare et problem. Her på redaktionen er vi alle relativt unge (i hvert fald ud fra Lise Nørgaard-standarder), og derfor har vi selvsagt ikke oplevet besættelsen på egen krop. Vi aner ikke, hvordan det var, og når vi så læser om, hvordan det var, så var det overhovedet ikke, som det er nu.
Personligt kan vi i hvert fald ikke se nogen åbenlys sammenligning mellem vores eget øgede Netflix-forbrug og frihedskæmperne, der forsøgte at befri nationen fra ondskab. Vi kaster ikke om os med det ord: ondskab. Vi ved ikke engang, om ren ondskab findes, men hvis det gør, så synes det passende at sige, at mens en sygdom ikke kan være ond, så kan en nazist ikke være andet.
Vi vil stadig gerne sige noget om coronakrisen, og vi vil også gerne drage en vild sammenligning, men vi har fundet en anden og mere passende sammenligning frem. Inden vi når dertil, skal vi dog have afsluttet dette afsnit om besættelsen og befrielsen, og eftersom vi har slået fast, at vores ord i den sammenhæng er uden tyngde, fordi vi ikke var der, så har vi fundet et par ord fra en, der var. Morten Nielsen var frihedskæmper, han var digter, og så blev han kun 22 år. Han nåede at udgive én digtsamling. Krigere Uden Vaaben, hedder den, og der kan man læse dette:
Jeg er Cigarettens Glød
og Jazzmusikkens Rytme,
hurtig, let, men med en Underklang
af Død.
En virus uden kvaliteter
Og således er vi fremme ved den sammenligning, vi har stillet i udsigt. Den tager sit udgangspunkt i et andet jubilæum. Mandag var det nemlig 20 år siden, at computervirussen ILOVEYOU hærgede millioner af computere verden over og anrettede skader for i omegnen af fem mia. kr.
Den trængte ind i folks computere gennem en e-mail, hvor der i emnefeltet stod ”ILOVEYOU,” og der var vedhæftet en fil med navnet ”LOVE-LETTER-FOR-YOU”. I dag ville de fleste nok gennemskue den slags, men i 2000 lykkedes det altså at inficere Pentagon, Folketinget, CIA og det britiske parlament. Altså, OK, boomers, siger vi bare!
Nå, men sammenligningen ligger jo lige for. Corona og ILOVEYOU er begge vira, de inficerer hurtigt, og de er pokkers dyre for samfundet. Men vi vil faktisk hellere hænge os i en detalje, hvor sammenligningen falder til jorden. ILOVEYOU indeholdt en grad af kærlighed. Falsk kærlighed, bevares, men offeret blev lokket af håbet om at være elsket. I coronavirussen er der ingen kærlighed, heller ikke den falske af slagsen, og det er den franske forfatter Michel Houellebecq rigtig træt af.
I en tekst hos mediet France Inter har han for første gang forholdt sig til coronavirussen. Og han er ikke imponeret. For sagen er, at virussen har vist sig som både ”skræmmende og kedelig”, og så håner han den ”banale virus” for at være karakteriseret ved selv at have ”dårlige overlevelsesbetingelser, vage karakteristika, undertiden udskadelige, undertiden dødbringende, ikke engang seksuelt overførte: kort sagt, en virus uden kvaliteter”.
Houellebecq tror heller ikke ”et halvt sekund” på udsagn i stil med ‘intet bliver igen som før’. ”Tværtimod,” skriver han, ”alt bliver præcis som før.” Selv forløbet af denne epidemi er ”bemærkelsesværdigt normalt”. Vestens sammenbrud er en gammel nyhed, skriver han, og det er heller ingen overraskelse, at Frankrig klarer sig lidt bedre end Italien og Spanien, men lidt dårligere end Tyskland.
Vi køber den, Houellebecq! Ligesom verden blev normal igen efter besættelsen, vil verden også blive normal igen efter coronavirussen, og åh nej, nu brød vi alligevel vores indledende løfte. /Andreas T. Kønig