For hvem sirenerne hyler

Så lyder sirenerne i dag klokken 12, på deadline for denne tekst. Men bare rolig, det er altså ikke Føljetons ankomst i din indbakke, der har udløst alarmklokkerne. Første onsdag i maj er som bekendt store test-dag for den efterhånden ret anakronistiske advarselsform. Findes der egentlig nogen bedre måde at sprede panik på end ved landsdækkende, høje hyl? Kan Beredskabsstyrelsen ikke bare sende en sms?

Noget kunne i hvert fald tyde på, at tiden er ved at løbe fra sirenerne. Kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen Lars Aabjerg Pedersen fortæller, at de i dag ikke blot hyler for at se, om de virker, men også for at minde folk om, hvad signalet overhovedet betyder. Og om hvad man i øvrigt skal gøre, hvis det begynder for alvor (svaret er at søge indendøre og tænde for DR eller TV2). Aabjerg Pedersen håber desuden, at folk ikke kommer til at lave uheldige koblinger mellem corona og sirenernes sang. I dag er der udelukkende tale om en test. Det med at teste er vist altid en god idé.

Men okay, dagens alarm er altså falsk. Alarmismen, den lever dog i bedste velgående. Coronakrisen synes blot at have understreget, at vi lever i en evig stemning af undergang og dystopi. Alligvel er beredskabet blevet underprioriteret. Tag bare den pandemiplan, der udkom i 2013, og som stadig er gældende i dag.

Til DR fortæller Else Smith, der dengang var direktør for Sundhedsstyrelsen, at der under udarbejdelsen af planen kom instrukser fra Sundhedsministeriet om, at den ikke måtte koste staten ekstra penge. De økonomiske begrænsinger betød, at der ikke blev udarbejdet konkrete krav til, hvordan kommuner og regioner skulle forvalte deres akutdepoter med beskyttelsesudstyr (eller værnemidler – vi har stadig ikke vænnet os helt til det ord). Og sjovt nok stod vi jo så i 2020 og manglede beskyttelsesudstyr under en pandemi. Bagklogskabens lys er altid klarest, men det er heller aldrig en god idé at spare på forsikringerne.

”Sjælen er et resultat af og instrument for en politisk anatomi; sjælen er kroppens fængsel”, skriver den franske idéhistoriker Michel Foucault i Overvågning og straf. Hvis sjælen er fængslet, så må penge vel være fangevogteren. Men kroppen er altid den store taber.

Nogenlunde samme konklusion er man nået frem til i et nyt klimastudie i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences. Inden for 50 år risikerer mindst 1,2 mia. mennesker at leve i umenneskeligt varme områder, lyder den dystre melding. Hvor varmt, spørger du? Lige så varmt som de varmeste dele af Sahara. Det lyder som noget, man har hørt, men som man kan læse i The Guardian blev forskerne alligevel chokerede over, hvor skrøbelige vi mennesker rent faktisk tager os ud, når nu man medregner de temperaturer, vi normalt lever under:

”Vi forventede ikke, at mennesker ville være så sensitive. Vi tænker på os selv som virkelig omstillingsparate, fordi vi bruger tøj, varme og aircondition. Men i realiteten bor langt de fleste mennesker – ligesom de altid har gjort – inden for en klima-niche, der nu flytter sig som aldrig før”, udtaler medforfatter til det nye studie Marten Scheffer fra Wageningen University. Eller sagt med andre ord: Når det kommer til stykket besidder vi mennesker nu engang en krop, der er mere skrøbelig, end man lige skulle gå og tro. Og ikke alle har råd til aircondition.

Af samme grund kunne regeringen jo med fordel overveje at bruge alle de penge, der øjensynligt er blevet sparet på masker og andet beredskab, og kaste det ind i afværgelsen af den kommende katastrofe. Ja, hvad med rent faktisk at finde alle de håndører frem, der med tiden er blevet sparet væk i effektiviseringens navn? Er det for simpelt at trække sådanne paralleller? Helt sikkert. Men hvis regeringen gerne må udskamme os, må vi vel også skamme tilbage.

Klima-klokkerne bliver ved med at ringe. Det er ved at være sidste omgang, hvis vi skal nå at investere i grønne løsninger, inden baren lukker. Og i dette tilfælde er alarmen altså ikke bare nogen test. Kom nu, Dan Jørgensen: få så fingeren ud af den bogreol. /David Dragsted