Netflix
I coronakedsomhedens navn har vi de seneste måneder støvsuget stremingtjenesten Netflix for film og serier. Det har fået os til at genfinde kærligheden for kontinental filmkunst. For efter at have set os gennem timevis af engelsksproget bras, fandt vi tre serieperler på henholdsvis fransk, tysk og spansk. Vi bringer her en anmeldelse af noget af det bedste Netflix-indhold udenfor den angelsaksiske sfære.
Marianne (2019-)
Marianne er en gyser efter den klassiske skabelon. I en sådan grad, at plottet lyder som en kliché.
Den plagede forfatter Emma finansierer sit eskapistiske alkoholforbrug ved at storsælge poppede knald-gyserfortællinger til et hungrende publikum. Emma beslutter sig med at stoppe skriveriet for forhåbentlig at slippe af med de mareridt, der har plaget hende siden barndommen. Men annonceringen om tilbagetrækning får kun mareridtene til at tage til, og efter et drabeligt møde med en gammel klassekammerat, ser Emma sig nødsaget til at vende tilbage til sin gamle barndomsby, hvorfra de mange mareridt udspringer. Her tyder noget på, at heksen fra Emmas bøger, Marianne, er på spil, og forfatteren tvinges (ganske bogstaveligt) til at se sine dæmoner i øjnene.
Der er lavet utallige gyserfilm om plagede forfattere og gamle, uhyggelige heksekoner. Alligevel føles Marianne underligt frisk og anderledes. Vi er vant til at se de gamle gysertroper pakket ind i den klassiske Hollywood-model, men her skiller Marianne sig ud ved at være umiskendeligt fransk. I starten føles det en smule irriterende. Der er masser af fransk rap-i-replikken humor, og det hele oser af den der artsy-franske je-ne-sais-quoi-stil. Men når man har vænnet sig til det ukendte territorium françaises, er Marianne så gruopvækkende en oplevelse, at den kan kategoriseres som en af de sjældne gode gyserfilm (selvom det er en serie, bevares).
Dark (2017-)
Det er svært at forklare, hvad den tyske Netflix-serie Dark handler om.
Det er svært, fordi vi helst ikke vil afsløre noget af handlingen, men det er også svært, fordi vi ikke sådan rigtig forstår, hvad det er, vi har set. Det er ikke en dårlig ting. Dark låner mystikken fra David Lynch og mysteriet fra David Fincher. Resultatet er fremragende.
Serien tager sit udgangspunkt i den lille tyske by Winden. Her sker der mystiske ting. I 1986 forsvinder der børn fra byen, og de dukker pludselig op igen i år 2019 – nu med ørerne svitset af. I 2019 forsvinder der igen børn. 11-årige Mikkel Nielsen bliver væk i skoven, men også han dukker op igen. Bare i 1986. Sporene peger i alle retninger. Mod byens store atomkraftværk, mod et selvmord fra en af byens beboere og mod den mystiske grotte, der ligger inde i skoven.
Dark er en science fiction-tidsrejse-hjernevrider, der får dig til at ligge med pen og papir foran skærmen for at nedfælde spor. Stamtræerne er lige så vigtige og forvirrende som i en Dostojevskij-roman, og hurtigt finder seeren sig selv i rollen som konspirationsteoretikeren, der på en og samme tid mener at have regnet det hele ud, for samtidig at være sikker på at det hele stikker dybere. Tilfredsstillelsen ved at få to af Darks brikker til at passe sammen er enorm, og Dark lykkes med at lave en overbevisende tidsrejsefortælling, hvilket ellers er en notorisk svær genre.
La casa de papel (2019-)
Der er noget charmerende og befriende over rene genrefilm. Tag fx den nye film Knives Out. Det er en krimi skåret fuldstændig efter den gamle Agatha Christie-skabelon. En privatdetektiv skal opklare et mord på et gods, og det står hurtigt klart, at morderen skal findes blandt et lille, diverst persongalleri af originaler. Herefter er filmen som et spil Cluedo. Var det Pastor Grøn med lysestagen i Vinterhaven? Det er simpelt, men når det gøres godt, så virker det.
Den spanske serie La casa de papel (Papirhuset på dansk) har den samme følelse. Her er der dog ikke tale om en krimi (som sådan), men i stedet om en vaskeægte heist movie – altså en kupfilm. En klog mand samler en gruppe forbrydere til at begå verdenshistoriens største kup i den spanke nationalbank. Alle på holdet har hver deres særlige forbryderspecialitet, der passer perfekt ind i den nøje tilrettelagt plan. Planen er spektakulær a la Olsen Banden, og røverne er altid et skridt foran politiet. Men selvfølgelig går noget alligevel galt, og gidselsituationen i nationalbanken udvikler sig til at kammerspil, hvor røverne langsomt vender sig mod hinanden.
La casa de papel er en anelse fjollet, men det er også det, der gør den fantastisk. Her hedder karaktererne ikke Oberst Sennepsgul og Fru Paafugleblaa, men det er tæt på. De er i stedet opkaldt efter storbyer for at skjule deres sande identitet, og mystisk nok er det den slags helt rene klichéer, der gør serien så befriende. La casa de papel er en god gammeldags kupfilm i serieformat, og nogle gange har man bare brug for at se Egon Olsen-planer udfolde sig for efterfølgende at falde sammen. Klichéer er noget af det bedste i verden, når de er veludført, og det er de i La casa de papel. /Andreas T. Kønig