Hvilken fase er det nu, vi er i?

Hva’ så – er det ikke bare skønt, vi er nået til ”fase 2” i statsminister Mette Frederiksen (S) store genåbningsplan? Og ikke bare fase 2, men fase 2, afsnit 2: Fra og med i dag må storcentrene og detailhandlen holde åbent, og om en uge, når vi når til fase 2, afsnit 3, gælder det også for bibliotekerne, efterskolerne, restauranterne og cafeerne.

At dømme på meningsmålingerne er vi godt tilfredse med den socialdemokratiske regerings strategi (som er forhandlet på plads med de andre partier i Folketinget); lige nu ville en tredjedel af vælgerne identificere sig som socialdemokrater, hvis de blev stoppet på gaden og afæsket et partitilhørsforhold. Det er Mette Frederiksen, danskerne kan lide. Ligesom man i Pia Kjærsgaards velmagtsdage talte om Dansk Folkepartis vælgere som pianister, kan man vel tale om Mette Frederiksen-entusiaster som mettister – en sammenfatning af Mette, statister og medister. Bøvs! Det bliver lidt plumpt og sofakartoffelagtigt, ikke sandt? Begrebet pianist havde dog en musikalitet over sig, selv om tonerne godt nok var falske.

Faseinddelingen ser prof ud på papiret, men hvis man spurgte en mongolsk krigsherre, ville han nok sige, at det ikke er nogen rigtig strategi, fordi mængden af hvis’er og ubekendte er så enorm. Som statsministeren selv skrev på sin Facebook-side fredag: ”Vi har nu en rækkefølge. Og den rækkefølge kan både blive fremrykket – eller forsinket. Alt afhænger fortsat af, om vi bliver ved med at have smitten under kontrol. Hvilket står og falder med vores alles adfærd.”

Problemet er, at flere elementer i rækkefølgen af åbninger virker grebet ud af den blå luft. Hvorfor skal landets botaniske haver stadig holdes lukket? Hvorfor skal museerne? Det, der skriger mest til himlen i genåbningsplanen, er, at en åbning af landets grænser endnu ikke figurerer nogen steder – end ikke i fase 4, som er sat til begyndelsen af august og indbefatter diskoteker og svømmehaller (ydrk!).

Da Mette Frederiksen lukkede grænserne fra lørdag d. 14. marts kl. 12.00, var det med henvisning til, at ”vi står på ubetrådt land. Vi står i noget, som ingen af os har prøvet før”, og at hun var ”af den klare overbevisning, at det er det værd”. Selv om lukningen af grænserne med hestelængder var regeringens mest symbolpolitiske indgreb, købte en stor del af befolkningen det som noget, man gjorde for ”en sikkerheds skyld”. Der er jo ikke noget i vejen med at være ”på den sikre side”, vel? Det er godt.

Allerede inden Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm direkte adspurgt sagde, at grænselukningen ikke var styrelsens anbefaling, men en politisk beslutning, var Sveriges statsepidemiolog Anders Tegnell ude at sige, at det var ”meningsløst”. Han gentog synspunktet sidst i april i et interview med videnskabsmagasinet Nature: ”At lukke grænser er efter min mening latterligt, fordi COVID-19 er i alle europæiske lande nu,” sagde han – og talte om, hvordan Sverige lægger ansvar over på den enkelte svensker i stedet for at lukke samfundet ned og indføre særlove. ”Som samfund er vi mere til nudging: Vi bliver ved med at minde folk om at tage forholdsregler, tage bedre forholdsregler, de steder hvor vi dag for dag kan se, at der er brug for en justering. Vi behøver ikke lukke alt ned, for det ville være kontraproduktivt.”

Ja, gid det var danskere, han talte om. Forskellen på landenes tilgang mærker man, hvis man kører en tur til Sverige. Selv i de mindste flækker ser man folk bruge håndsprit før og efter de for eksempel går i supermarkedet, hvor de holder den fornødne afstand. Det er ikke så svært. Når man så kører tilbage over Øresundsbroen, er det som at komme til et østeuropæisk land i 80’erne. Lange bilkøer, politiet der tjekker alles pas. Hvorfor? Står der i passet, om man har COVID-19? Næppe. Vi ser frem til, at faserne udfases. /Oliver Stilling