Life during wartime

”Si vis pacem, para bellum,” lyder et latinsk ordsprog. ”Hvis du vil have fred, må du forberede dig på krig.”

Kejseren af det danske coronarige, Mette Frederiksen (S), holdt sig til sit danske modersmål, da hun i dag kl. 10 marcherede ind til pressemøde i Spejlsalen flankeret af en falanks bestående af justitsminister Nick Hækkerup, sundhedsminister Magnus Heunicke, sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Statens Serum Instituts Kåre Mølbak. Men det latinske ordsprog lå og lurede lige under statsministerens ord.

Mette Frederiksen gjorde det først og fremmest klart, at krigen mod corona endnu ikke er vundet i Danmark, og derfor fremlagde hun en ny strategi, der skal sørge for, at Danmark kan forblive åbent, selvom sygdommen fortsat lurer i vores samfund som en ondsindet femte kolonne. Det skal ske ved hjælp af test og smitteopsporing, ligesom flere borgere vil få mulighed for at komme i isolation uden for hjemmet.

Men selv når truslen har fortrukket sig, skal vi forberede os på, at den igen kan ramme som et lyn. Coronaen kan skylle ind over os som en anden bølge, eller en ny pandemi kan fange os forsvarsløse. Det går ikke. Laurbær er ikke noget, vi må hvile på. Det er noget, der sidder på en kejsers hoved, og derfor vil regeringen oprette en ny styrelse under Justitsministeriet, der bl.a. skal sikre forsyning af værnemidler og øge testkapaciteten. Styrelsen er klar til august, og den skal sørge for, at vi også i fredstid er forberedt på krig.

Life during wartime

Det er svært at være utilfreds med, at vi for fremtiden vil være bedre forberedt på nye sundhedskatastrofer. Men vi er også lidt nervøse for, hvad denne evige forberedelse på ”krig” kan gøre ved os alle sammen.

Fx mærker vi personligt paranoiaen komme snigende. Vi ser coronakollaboratører overalt. Folk, der ikke overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Som går for tæt på i supermarkederne. Som soler sig i parkerne. Som ikke forstår, at det her altså er alvor. De skal have skæld ud, de skal hænges ud, de skal stå ret for folkedomstolen.

Derfor blev vi som udgangspunkt også rasende, da en gymnasieelev i DR-programmet Aftenshowet i sidste uge udtalte sig om studenterkørsel. ”Jeg tager gerne en influenza, hvis bare jeg kan få min studenterkørsel,” sagde eleven. Også andre steder har gymnasieelever ytret frygt for, at deres studenterkørsel ikke bliver til noget.

Hvad er det dog for en ungdom? Studenterkørsel er da fuldstændig ligegyldigt i disse alvorlige tider. Det er overhovedet ikke noget at tale om!

Det tænkte vi. Vi råbte det måske også ad fjernsynet den dag med Aftenshowet. Men så begyndte vi at skamme os. For det er jo os, den er gal med. Hvad er der blevet af os? Hvornår er vi blevet nogle gamle, gnavne, coronafascister, der ikke engang kan unde en ung gymnasieelev at ærgre sig gul, blå og polemisk over at misse noget, som vi selv husker som et af de sjoveste øjeblikke i vore liv?

Det er, som om den lille coronafascist viser sig i os, hver gang vi ser nogen, der har det sjovt. Et billede på Instagram med seks mennesker, der griner og har det lidt for morsomt? Anmeldt! De forstår tydeligvis ikke alvoren.

Hvis vi resten af vores liv skal leve med bevidstheden om, at en ny pandemi kan ramme os når som helst, hvis vi altid skal forberede os på krig, så bliver vi nødt til at lade denne paranoia ligge og ikke forfalde til at skælde ud på alle, der morer sig, eller som er kede af det, fordi noget, der er vigtigt for dem, ikke kan lade sig gøre. Studenterkørsel er måske ikke det mest samfundsmæssigt vigtige, men derfor må gymnasieeleverne alligevel gerne brokke sig og hænge med næbbet. For det er vigtigt for dem.

”This ain’t no party, this ain’t no disco. This ain’t no fooling around. No time for dancing, or lovey dovey, ain’t got time for that now,” synger den amerikanske rockgruppe Talking Heads i sangen ”Life during Wartime”. Sådan må det ikke blive. I coronakrigstiden skal der i den grad være tid til at danse og have det sjovt. /Andreas T. Kønig