Jeg er B&O-barn. Det er en sætning, jeg ofte hører mig selv sige, for B&O er en del af mit DNA, og derfor er det altid en stor sorg, når jeg læser, at den gamle højttalerfabrik fra Struer bløder. 400 mio. kr. for at være præcis, Bang & Olufsen er i knæ pga. corona og vil derfor skaffe kapital ved at foretage en aktieemission og udstede nye aktier.
Men helt ærligt, virksomheden har været i knæ længe, corona gør bare ondt værre. Det var min far, der læste nyheden op ved bordet for mig og min mor her til morgen lidt uden for Struer, hvor jeg er vokset op og nu er på besøg. De er på efterløn, men har et langt arbejdsliv bag sig på Bang & Luffe, som de kalder det. Min mor var receptionist og min far teknologichef for akustik og ansvarlig for højttalerudviklingen, derfor har god lyd fyldt meget i barndomshjemmet, og det har fulgt mig i voksenlivet.
At træde ind i en B&O-butik er som at komme hjem, lige meget hvor i verden jeg befinder mig. ”I’m from Struer,” forklarer jeg, når jeg lister rundt i en butik, hvilket svarer til at sige, at man altså kender en fra bandet, når man lusker rundt ved sceneindgangen.
Jeg kalder visse højttalere for mine brødre og søstre, fordi min far har været med til at lave dem og tydeligvis er stolt over dem. B&O skulle være de bedste, og lyden skulle præsenteres i flot design, som da også er repræsenteret på selveste Museum of Modern Art i New York. Når der kom udlændinge til B&O, kom de hjem til mine forældre for at opleve dansk hygge, og det blev et ritual, at de skulle sidde i stuen midt i sofaen med lukkede øjne, mens min far tændte højttalerne BeoLab 5 (dem, der ligner R2D2’s fætter, særligt når de kørte en måler ud, der med mystiske lyde scannede rummet for møbler og gulv) for fuld udblæsning. Valget faldt ofte på dynamiske ”Music” af Madonna, ”De fire årstider” med Drottningholm Barok Ensemble eller ”Jazz at the Pawnshop”, som ifølge mins fars ører er en af verdens bedste indspilninger fra en lille svensk jazzklub.
BeoLab 5 kostede 65.000 kr. stykket, og selvom min far vil sige, at den er hver eneste krone værd, så havde han ikke haft råd til dem, hvis ikke han arbejdede på B&O, og det er måske det, der er problemet. Tidligere var det overlæreren, der havde råd til B&O. Nu er det overlægen. Selvom der er et billigere mærke, B&O Play, og B&O forbindes med kvalitet, så er det en kvalitet, der ofte koster mange penge. Der er billigere alternativer, og man vænner sig til dårligere lyd. Jeg er dog skadet, jeg kan stadig skære tænder, når jeg er et sted, hvor der ikke er sparet på noget, bortset fra højttalerne.
Prisen er helt sikkert en vigtig faktor, men højttalermarkedet er et vanskeligt marked, som få tjener penge på. Husalteret bestående af tv, højttalere, cd-afspiller, radio, forstærker osv. er væk, nu tilbeder vi andre teknologiske vidundere. Den danske højttalerproducent Libratone er netop i dag erklæret konkurs, tyske Loewe er gået konkurs, Grundig findes ikke mere som audiovideo-firma, Philips ej heller, deres navn lever videre, fordi det er købt af et kinesisk firma.
Min far har et mantra om, hvornår det går dårligt for B&O, nemlig når direktøren ikke er bosat i Struer, hvilket han ikke har været længe. Struer Kommunes slogan er ‘Lydens By’, og mange af byens borgere er beskæftiget på virksomheden, der blev startet på et loft på herregården Quistrup syd for Struer. Struer er B&O, og rygtet lyder, at da den nuværende direktør, svenske Kristian Teär, overvejede at tage jobbet, gik han undercover i byen og spurgte folk, hvad de syntes om B&O. Han tog jobbet. Om han kan vende skuden, eller om hele B&O ender i B&O-afdelingen på Struer Museum, hvor min far er frivillig, vides ikke.
Lige nu venter mine forældre på en indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling, her hvor deres aktier formentlig bliver mindre værd. Det skal for en god ordens skyld også siges, at jeg har aktier i B&O. Jeg købte dem, da jeg blev 18 år. De er tilsammen 9 kr. værd. /Lise Benthin Præstgaard