Kære læser

Barnebrude, instrukser og magisk korrumpering

(ARKIV) Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i åbent samråd om beslutningen undtagelsesfrit at adskille ægtepar på asylcentre, hvor den ene ægtefælle er under 18 år, i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, fredag den 23. juni 2017. På førstedagen i Instrukskommissionens kom det frem, at Inger Støjberg blev advaret om, at hendes instruks omkring asylpar kunne være ulovlig. Det skriver Ritzau, torsdag den 14. maj 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

I fantasy-litteraturens fantastiske univers er de ondes magi som oftest den stærkeste. Historiens helt må som udgangspunkt se sig overmandet af den onde troldmand, der har byttet sin moralske integritet ud med ubegrænset magisk magt. Magt korrumperer, og korrumperingens magt er stor.

Når vores helt alligevel tit ender med at vinde den kosmiske kamp mellem godt og ondt, så skyldes det, at historien desperat går imod sit eget univers’ principper og finder på en form for lam mekanisme, som alligevel gør heltens gode og pietistiske renhed uovervindelig. ”I virkeligheden var det venskabet, der var det stærkeste våben,” vil heltene fx skråle i kor til sidst, mens man klapper bogen i og forbander sig selv over, at man har læst sådan noget blødsødent bras.

Den type slutninger er en torn i øjet på os, fordi det ikke er sådan, verden fungerer i virkeligheden. Det kan måske virke en anelse tåbeligt at efterspørge realisme i et fantasy-univers, men du kan måske nok regne ud, at eftersom vi allerede har afsløret, at vi er typerne, der læser bøger om drager og ser film med trolde, så er vi ikke længere bange for at blive kaldt tåbelige.

På samme måde frygter vi heller ikke samfundets spe, spot og latterliggørelse, når vi nu skal til at postulere, at der også i vore ugudelige verden findes mørk magi. Virkelighedens trolddom hedder retoriske kneb og gode talegaver. De rette ord ytret på den rette måde kan lægge sig over os som en forbandelse. De kan fuldstændig ændre vores opfattelse af verden og få os til at modarbejde vore egne overbevisninger og interesser – af og til uden vi selv opdager det. Og ligesom det er tilfældet med magi, giver et sort moralsk sind blot flere muligheder i retorikkens kunst.

Barnebrud eller instruks

Den bedste måde at beskytte sig mod den slags mørke kunster på er ved at være opmærksom på dem. Kritisk tænkning er sandsynligvis den eneste velfungerende mod-besværgelse, og den kan man passende gøre brug af det næste halvandet år, hvor den såkaldte Instrukskommission skal undersøge Inger Støjberg. Den tidligere Venstre-minister bruger nemlig sin sorte magi til at trylle sagens egentlige indhold væk for i stedet at få den til at handle om barnebrude.

Den første af mange dage i undersøgelsen af den tidligere udlændinge- og integrationsminister starter i dag ved Retten på Frederiksberg. Her påbegynder man afhøring af vidner, der skal forsøge at blotlægge forløbet om en instruks, som Støjberg gav i februar 2016. Befalingen var, at ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres på samme asylcenter som deres ægtefælle eller sammenlever.

Det fik kritik af ombudsmanden for at være imod reglerne og børnekonventionen. Parrene har nemlig krav på individuelle vurderinger. Spørgsmålet er, om Støjberg vidste, hun var på den forkerte side af loven, da hun gav ordren til embedsværket.

Støjberg afviser at være blevet advaret af sit embedsværk om, at instruksen var ulovlig. Hun har også ændret forklaring og kalder det ikke længere for en instruks, men for en ”politisk tilkendegivelse”, og hun påstår ligeledes, at der er blevet givet en mundtlig besked til embedsværket om, at der kunne være situationer, hvor asylparrene ikke skulle adskilles. Mails har dog sået tvivl om, hvorvidt en sådan mundtlig besked er blevet givet, og så sent som i dag skriver Politiken, at Støjberg blev advaret om, at der var risiko for, at indholdet i pressemeddelelsen brød reglerne.

For Støjberg selv handler sagen om noget helt andet. På Facebook skriver hun: ”I dag begynder barnebrudskommissionen sit arbejde i retten på Frederiksberg. Jeg tager gerne en tur i retten i min kamp for at beskytte de mindreårige piger, som var blevet gift med ældre mænd.”

Læg mærke til, hvordan Instrukskommissionen er blevet til barnebrudskommissionen. Som den effektive retoriker hun er, har Støjberg de seneste år fået sagen til at handle om hendes kamp mod barnebrude. Hun har fået det til at se ud, som om hendes kritikere i sagen går ind for, at gamle mænd må tvangsægte sig med unge piger.

Mange er hoppet på den limpind, og sagen omtales ofte som ”barnebrudssagen” i medierne. Det er den slags, magi gør ved en. Men sagen handler ikke om barnebrude. Den handler om, hvorvidt en minister med åbne øjne har besluttet at bryde loven.

Platon læste utvivlsomt ikke meget fantasy, men han så til gengæld det ondskabsfulde i tomme ord. Han langede glad og gerne ud efter retorikkens oldgræske fædre, sofisterne, som han beskyldte for at interessere sig for overtalelsens kunst frem for dialogisk oplysning. Kigger man på det moderne samfund, kan man dog nemt få den snagende fornemmelse, at det var sofisterne, der sejrede.

Det er altafgørende, at Støjberg-sagen i højere grad kommer til at imitere fantasy-universet, hvor det gode vinder til sidst, selvom de godes magi er svagere. Sagen skal handle om beviser og substans – ikke om politisk sofisteri. Skal Støjberg frifindes, skal det ske efter retsstatens principper. Skal Støjberg dømmes, skal det ske efter retsstatens principper.

”I virkeligheden var det retsstaten, der var det stærkeste våben,” skal vi alle råbe i kor. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12