Statsministeren afgør Støjbergs skæbne

Afhøringen. Når Inger Støjberg nu på søndag og mandag skal vidne i Instrukskommissionen i Retten på Frederiksberg, risikerer hun at vandre lige ind i en rigsretssag. Hvis den tidligere udlændinge- og integrationsminister og nuværende næstformand i Venstre ikke formår at komme op med en helt ny og overrumplende forklaring – som pludselig ændrer dokumentationen for den ulovlige instruks, som hun i februar 2016 fik gennemtrumfet trods klare advarsler fra alle juridiske eksperter – vil det blive noget nær umuligt for kommissionsformand, landsdommer Peter Mørk Thomsen at frikende hende. Indtil videre har en række embedsmænd været afhørt, og de har samstemmende forklaret, at Inger Støjberg var fuldt bevidst om, at det ville være klart ulovligt at adskille flygtningepar uden undtagelser og uden individuel sagsbehandling. Men Inger Støjberg valgte alligevel at overtrumfe advarslerne og gad ganske enkelt ikke at høre på deres langsommelige juristeri: ”Ministeren havde det synspunkt, hun nu en gang havde; at hun syntes, de skulle skilles ad. Så vi sagde, at det kan vi altså ikke,” fortalte Udlændinge- og Integrationsministeriets tidligere departementschef Uffe Toudal Pedersen, da han blev afhørt onsdag. Men han erkendte også, at han selv endte med at godkende, at den ulovlige instruks blev udsendt: ”Jeg sagde til hende, at du skal vide, at vi administrerer ikke ulovligt. Uanset hvad vi siger i pressemeddelelsen, så vil vi administrere med undtagelser”. Og heri ligger måske, paradoksalt nok, Inger Støjbergs bedste forsvar: Embedsmændene lovede hende, at loven ikke ville blive brudt i praksis, og nu på søndag vil hun formentlig selv slå på, at det er topembedsmændene, der skal retsforfølges, hvis nogen overhovedet skal stilles til ansvar.

Sigtelsen. Formelt er der imidlertid ingen tvivl om, hvor ansvaret skal placeres: Ministeren har ubetinget det øverste ansvar for, at gældende lov altid overholdes, uden undtagelser, og som sagen hidtil er blevet optrevlet, er der heller ingen tvivl om, at Inger Støjberg nu står med en ekstremt dårlig sag. Hun risikerer – hvis Instrukskommissionen kan sandsynliggøre, at hændelsesforløbet rent faktisk er sket, som embedsmændene fortæller – at kunne blive sigtet for mindst tre lovbrud: I første omgang ved at have beordret en ulovlig instruks, og derved at have brudt forvaltningsloven; i anden omgang ved at have vildledt Folketinget om forløbet, og således have brudt ministeransvarlighedsloven; og endelig i tredje omgang også at have tilbageholdt oplysninger for ombudsmanden, og dermed brudt loven om Folketingets Ombudsmand. Politiske lovbrud er imidlertid ikke som andre kriminalsager. Instrukskommissionen skal ikke fælde nogen dom, men kun ”redegøre for bl.a., om myndighedernes administration” er sket i overensstemmelse med ”de forvaltningsretlige regler og principper og Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s konvention om barnets rettigheder”. Hvis redegørelsen ender med at være kritisk, hvad alt tyder på lige nu, vil det være op til flertallet i Folketinget at afgøre, hvad der skal ske med Inger Støjberg.

Dommeren. I sidste ende vil Støjbergs skæbne blive afgjort af statsminister Mette Frederiksen. Når Instrukskommissionen har fremlagt sin endelige rapport, og støttepartierne – Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet – med noget nær statsgaranti vil kræve, at der skal nedsættes en egentlig rigsretssag, for kun sjette gang i danmarkshistorien, vil det være Mette Frederiksen, der skal træffe en både strategisk og partitaktisk beslutning: På den ene side vil hun frygte, at Socialdemokratiet vil blive anklaget for at være slappere og barnebrud-elskere, hvis hun nedsætter rigsretten. Flere års strategisk tilnærmelse til Dansk Folkeparti og Venstres højrefløj kan lynhurtigt blive sat over styr, og næste folketingsvalgt tabt, hvis vælgersegment forlader sosserne, igen. På den anden side er Inger Støjberg på kort sigt en fristende skalp. Som næstformand for Venstre risikerer hun at trække det største borgerlige parti med i faldet, hvis Mette Frederiksen altså nedsætter rigsretten. Den afgørende faktor bliver dog næppe bevisernes stilling, men snarere om statsministeren og hendes rådgivere vurderer, om en sådan beslutning vil blive udlagt som Socialdemokratiets kapitulation over for alle de slappe storbytosser, halalhippier og venligboer. Hvis regeringens strateger på nogen måde fornemmer, at DF-vælgersegmentet vil vende ryggen til Socialdemokratiet, hvis Inger Støjberg stilles til ansvar, vil statsministeren lade hende gå. Magten er vigtigere end retfærdigheden – for både Inger Støjberg og Mette Frederiksen. /Lars Trier Mogensen