Retssagen mod Netanyahu kan blive et mareridt for Palæstina

Retssagen. Så kører Benjamin Netanyahu-showet nok engang. Israels længst siddende premierminister har på mirakuløs vis formået at overleve tre parlamentsvalg på et år, og det endog med korruptionsanklager spøgende i kulissen. Denne gang ser udfordringen imidlertid mere uoverkommelig ud. Søndag indtog selvsamme korruptionsanklager hovedscenen, da en historisk retssag blev indledt mod Netanyahu. Som den første siddende israelske premierminister står Bibi, som Netanyahu ofte kaldes i folkemunde, nu anklaget for at have brudt loven. I flere tilfælde skulle Netanyahu have misbrugt sin magt til at udøve vennetjenester i bytte for kostbare gaver. I den måske mest graverende af sagerne skulle premierministeren have begået en række administrative fiksfakserier, der berigede vennen Shaul Elovitch med godt to mia. danske kroner, hvorefter Netanyahu fik indflydelse på Elovitch’ nyhedsmedie Walla! News. Retssagen kommer til at tage sin tid – formodentlig mere end et år – men kan hurtigt blive sprængfarlig. I værste fald risikerer Benjamin Netanyahu at blive idømt flere års fængsel, ud over at sagen risikerer at smadre premierministerens højt skattede omdømme. På karakteristisk vis har Bibi imidlertid gjort alt, hvad han kan, for at forhindre, at det hele kommer så vidt. Coronavirussen har i den forbindelse vist sig som en overraskende stærk joker.

Regeringen. Tidligere på måneden kunne Netanyahu og den politiske konkurrent Benny Gantz således påbegynde en ny, uhørt alliance. Efter at den politiske situation i Israel har syntes fastlåst i umindelige tider, har coronapandemiens hærgen vist sig som en afgørende katalysator for, at Netanyahu nok engang kan sætte sig i stolen som premierminister. Gantz har som valgløfte stædigt holdt på, at han ikke ønskede at indgå i en koalitionsregering med Bibi. Men coronakrisen fik ham på andre tanker. Under dække af, at tiden kaldte på politisk enhed, blev Gantz og Netanyahu enige om at dele magten mellem sig i tre år i en hidtil uhørt konstruktion. De første 18 måneder vil Likud-lederen Netanyahu blive siddende som premierminister, inden tøjlerne overlades til Kaḥol Lavan-lederen (på dansk Blå og Hvid) Gantz. Den part, der ikke sidder som aktiv premierminister, vil få status som ”alternativ premierminister” med dertilhørende vetoret. På papiret ligner det med vetoretten måske en tabersag for Bibi, da han nu risikerer at blive blokeret af Gantz i vigtige politisk spørgsmål. Det er dog blot skindet, der bedrager. I lyset af den påbegyndte retssag kunne Netanyahu næppe have drømt om en bedre politisk konstruktion, de seneste valgresultater taget i betragtning. Og som en del af aftalen har Bibi tilmed fået frit spil på ét ekstremt vigtigt område: Den foreslåede annektering af Vestbredden med begyndende drøftelser fra 1. juli.

Annekteringen. Under israelsk lovgivning kan den siddende premierminister – i modsætning til kabinettets øvrige ministre – få lov til at blive i embedet på trods af en verserende retssag. Som ”alternativ premierminister” vil Netanyahu fortsat kunne nyde godt af den rettighed og dermed slippe for et fald fra magtens tinder. Derudover – og noget mere kontroversielt – vil Netanyahu i princippet få mulighed for at nedlægge veto mod nye udpegelser fra Gantz, såfremt denne eksempelvis ønsker at finde en ny statsadvokat eller justitsminister, mens retssagen mod Netanyahu står på. Begge dele sikrer tilsyneladende Bibi mod stormløb fra politiske modstandere. Den helt store kanin i Netanyahus hat kan imidlertid vise sig at blive annekteringen af palæstinensisk territorium. Den israelske premierminister har tidligere vist sig villig til at hive en side ud af den allierede Donald Trumps drejebog, når han eksempelvis har omtalt retssagen mod ham som værende en konspiration skabt af venstredrejede medier og magtfolk. Et oplagt – og meget trumpsk – træk fra Netanyahu kan nu være at bruge en annektering til at kaste et betændt røgslør over retssagen. Bibi er blevet sat i et hjørne, men kan herfra byde op til en beskidt dans. Selvom annekteringen i længere tid har været en erklæret mærkesag, ville den, under normale omstændigheder, formodentlig blive set som for diplomatisk betændt til, at Netanyahu reelt ville ønske at gennemføre den. Men nu, med en ødelæggende korruptionssag over hovedet, har Netanyahu ikke meget at tabe ved at hive linealen frem og tegne nogle nye grænser – for Israel, og for sin egen magtudfoldelse. /David Dragsted