Vivi Bak var en dansk starlet, der har gjort karriere som såvel fotomodel, sanger og skuespiller. Hun blev i 50'erne udråbt som Danmarks svar på det franske sexsymbol Brigitte Bardot, og hun var da heller ikke bleg for at optræde letpåklædt. Hun slog sig senere ned som tv-producer i Tyskland og har også gjort sig som designer af brugskunst. Her signerer hun sit eget tapetdesign.
Det bliver stadigt vanskeligere at være et dumt svin.
Tænk bare på de gode gamle dage. Dengang hvor en utrolig dårlig opførsel alene kunne retfærdiggøres ved ens køn – hvis man var mand, selvfølgelig.
Afkobl dig følelsesmæssigt fra dine børn? Du gør det bare, fister, for du er en rigtig mand! Klap sekretæren i røven? Sikke en mandemand! Psykisk terror mod konen igennem 43 år? Hey, allesammen, prøv lige at komme og se hvor meget testosteron, der er i den her fyr!
Ak ja, det var dengang. I dag er det langt sværere at slippe afsted med den slags. Nu skal mænd gå til babysvømning, de skal føle (urg!), og de skal finde sig i at stå til regnskab for deres handlinger, hvis de fx bare er kommet til at slikke en lille bitte smule på praktikantens kind under julefrokosten. Hvad skal der dog ikke blive af den engang så stolte mand?!
Heldigvis er der stadig rig mulighed for at være et dumt svin og udleve sin toksiske maskulinitet. Men det kræver en helt anden fingerspidsfornemmelse, end det gjorde i gamle dage.
Det moderne svin er en blanding af den nye og gamle mand. Han har alle de gamle røvhulskarakteristika, men så blander han det med stor selvindsigt og rigt følelsesliv. Så kan han gå og begræde dagen lang, at han er sådan en idiot, hvilket fungerer som en pludselig frikendelse for de idiotiske handlinger. ”Jeg vil ændre mig,” er den bedste undskyldning i verden for ikke at gøre det, og hvis man ovenikøbet kan gøre sin egen dårligdom poetisk, fx ved at skrive en masse bøger hvor det minutiøst gennemgås, hvor stort et fjols man er, så vil verden hylde dig for at være et dumt svin.
Det er på alle måder the perfect crime.
Dansk selvindsigt
Den danske regering styres af en kvinde, men den opfører sig som en skidt karl af en mand. I hvert fald når det kommer til de verserende forhandlinger i EU, hvor landene forsøger at blive enige om, hvordan man undgår yderligere økonomisk nedtur på kontinentet som følge af coronakrisen.
Tyskland og Frankrig har foreslået, at der oprettes en hjælpefond indeholdende intet mindre end 3.725 mia. kr. De penge skal gå til de europæiske regioner og virksomheder, der har allermest brug for dem. Pengene skal ikke gives som lån, de skal gives som en hjælp.
Lånes skal derimod pengene til hjælpefonden. Forslaget lægger op til, at EU-landene i fællesskab optager lånet. Således kan Tyskland komme til at hæfte for et lån, hvor pengene går til Spanien. Der huer ikke de sparsomme tyskere, det er helt sikkert, men når de alligevel er gået med på den, så skyldes det situationens alvorlighed og måske en lille stikkende følelse af solidarisk ansvar.
Den følelse har ikke indfundet sig i Danmark. Som et af kun fire medlemslande er Danmark voldsomt imod det fransk-tyske forslag, og det forventes, at Mette Frederiksen vil bekæmpe det med næb og kløer, når der skal forhandles.
Frederiksens position har sendt international kritik mod Danmark. Fx i dagens Politiken (betalingsmur), hvor den verdensberømte økonom Thomas Piketty kritiserer regeringen. Danmark ”løber en stor risiko for at blive betragtet som den europæiske families store egoister på resten af kontinentet,” fortæller han.
Ja, Danmark kan blive stemplet internationalt som et dumt svin. Men det er lige meget, for vi ved det godt selv, og så er det fint. Til Politiken (betalingsmur) siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S): ”Jeg må bare minde om, at vi også har et velfærdssamfund herhjemme at tage vare på. Det er vigtigt. Det er det i hvert fald for mig og for regeringen.”
Velfærdssamfundet er den poetiske fortælling, der retfærdiggør, at Danmark udstråler en moralsk integritet som en mand fra 1953. Når Danmark er i en dårlig sag internationalt, undskylder vi det med vores velfærdssamfund. Fx når vi vil sende flygtninge ud på en øde ø eller tage deres smykker ved grænsen.
Sagen er, at vi slipper afsted med det, ligesom de poetiske føle-mænd slipper afsted med at være nogle dumme svin. ”Tjo, han er et fjols, men hvor skriver han godt om det,” siger læserskaren, og ”tjo, de er nogle svin, men de har et fedt velfærdssamfund,” siger Bernie Sanders og andre, når de storroser Danmark trods dårlige sager.
Derfor er det tvivlsomt, om Piketty får ret. Så længe vi er helt åbne om vores egen moralske afdankethed og mangel på solidaritet, og så længe vi kan minde verden om den smukke velfærdsfortælling, så skal vi nok klare den. Mand, det er fedt! /Andreas T. Kønig