Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix. FILE PHOTO: U.S. President Donald Trump holds up a front page of the New York Post as he speaks to reporters while discussing an executive order on social media companies in the Oval Office of the White House in Washington, U.S., May 28, 2020. REUTERS/Jonathan Ernst/File Photo
”Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de Friheder de har, men fordre dem, de ikke har; de har Tænkefrihed; de fordre Yttringsfrihed.” – Søren Kierkegaard, Enten-Eller.
USA’s præsident Donald Trump har indledt en krig mod Twitter, som ingen ser ud til at kunne vinde. Efter at Trumps foretrukne sociale medier valgte at tilføje et faktatjek til to af præsidentens tweets om, at brevstemmer vil føre til valgsnyd (det vil de ikke), blev ragnarok sluppet løs. Først skrev en arrig Trump på Twitter (hvor ellers?), at Twitter nu forsøger at kvæle ytringsfriheden. Dernæst udstedte han et præsidentielt dekret, der blandt andet giver den føderale kommission for kommunikation mulighed for at se på den lovgivning, de sociale medier i øjeblikket er underlagt. Og så skal vi da ellers love for, at SoMe-debatten blev vendt på hovedet.
Den lov, som debatten nu kredser om, er den såkaldte Section 230 i den amerikanske Communications Decency Act. Loven beskytter – med få undtagelser – teknologivirksomheder såsom Facebook og Twitter mod at blive stillet juridisk til ansvar for de ting, deres brugere vælger at skrive. Af samme grund har Section 230 i lang tid været stærkt omdiskuteret, da den i princippet fritstiller virksomhederne fra samme redaktionelle ansvar, som eksempelvis aviserne er underlagt. Så sent som i januar foreslog præsidentkandidaten Joe Biden at ændre på lovgivningen, så Facebook bedre kunne holdes i snor. Det er i princippet det samme, som Donald Trump nu har foreslået, omend bevæggrunden vist godt kan siges at være en anden.
Trump er godt og grundigt fornærmet over, at Twitter har dristet sig til at dæmme op for præsidentens hæmningsløse spredning af misinformation på platformen. Fordi Trump er fornærmet, vil folk, der normalt er imod den beskyttelse, Section 230 giver, sandsynligvis kunne finde på at forsvare Twitters rettigheder. Den kommende tids debat om de sociale medier vil ironisk nok udstille den politiske polarisering, som de sociale medier selv har været med til at skabe i første omgang. Det hele er blevet én uoverskuelig gråzone.
Som medieekspert Astrid Haug (som – full disclosure – er gift med én af Føljetons stiftere) skriver i Politiken (betalingsmur), er Twitter og Trump gensidigt afhængige af hinanden. Trump bruger i gennemsnit Twitter hele 863 gange om måneden, alt imens Twitter nyder godt af den opmærksomhed, Trump giver til platformen. Ingen er nødvendigvis interesserede i at skade den anden mere end højst nødvendigt.
Præsidenten har fået pip
Som en baby, der ser sig sur på et stykke ødelagt legetøj, er Trumps (over)reaktion på faktatjekket alligevel ikke den mest langsigtede af slagsen. Hvis Section 230 rent faktisk bliver ændret (hvilket dog virker ekstremt usandsynligt, da det i så fald skal vedtages i den amerikanske kongres), vil det formodentlig føre til en større knægtelse af ytringsfriheden end hidtil. Såfremt de skal stilles til ansvar for brugeres tweets, kan Twitter blive nødt til at moderere og slette brugeres pip i langt større grad end hidtil. Trump er dog formodentlig ligeglad. Spørgsmålet om ytringsfrihed kan bedst ses som ét stort røgslør.
Meget a la hvordan en nu tidligere integrationsminister har gjort et spørgsmål om lovbrud til et spørgsmål om barnebrude, har Trump tryllet et spørgsmål om politisk propaganda om til et spørgsmål om grundlovssikrede rettigheder. Sjovt nok synes de rettigheder dog kun at gælde, når det er Trump selv, der er afsender på den frie ytring. For nylig fik satiretegneren Nick Anderson eksempelvis fjernet en tegning af Trump efter pres fra præsidentens kampagneorganisation Donald J Trump for President Inc.
Hvis præsidenten rent faktisk kerede sig om borgernes rettigheder, kunne han eksempelvis vælge at bekæmpe politiets gentagne racisme rettet mod sorte borgere – senest eksemplificeret ved overgrebet på den nu afdøde George Floyd – frem for at gå i krig mod Twitter. Men heldigt nok for Trump, må man jo heller ikke kalde ham racist.
Selvom Donald Trumps diagnose kan siges at være godt fejlbehæftet, er den foreslåede behandling imidlertid – og ironisk nok – ikke nødvendigvis den værste. Selv Joe Biden er som nævnt enig i, at de sociale mediers magt er helt disproportional med den beskyttelse, de samtidig nyder. For kan det virkelig være i den offentlige samtales interesse, at Twitter og Facebook fortsat får lov til at sætte rammerne for, hvad der kan og ikke kan optræde på deres platforme? Når falske nyheder om Bill Gates og 5G får (mere eller mindre) frit spil, alt imens en brystvorte bliver persona (eller er det papilla?) non grata, kunne noget i hvert fald tyde på, at systemet ikke er perfekt. De sociale medier må ikke blive det vilde vesten, men de må heller ikke blive dommere over rigtigt og forkert. For den magt har de – ligesom Donald Trump – gang på gang vist, at de ikke kan administrere. Vi burde nok skrive et forarget opslag om det på Facebook. /David Dragsted