Nye Borgerlige har fået et forkert billede af mus

I den mexicanske forfatter Carlos Fuentes roman Kristoffer Ufødt har to opfindere fået en genial idé. I et forsøg på at hjælpe fattige, der ikke har råd til ost i musefælden, har de fundet en løsning, hvor man i stedet blot kan lægge et billede af et stykke ost i fælden. Første test af opfindelsen går dog ikke helt som ventet: ”De lod musefælden stå i kælderen natten over og kom tilbage næste morgen, begærlige efter at se resultatet. Fælden havde virket. Fotografiet af osten var forsvundet. Men i dets sted fandt [opfinderne] fotografiet af en mus”.

Så tæt på, og alligevel så langt fra. Tingene kan til forveksling ligne hinanden, uden at resultatet bliver det samme. Tag bare den så omdiskuterede, ulovlige instruks om, at unge asylpar skulle adskilles, som blev givet, dengang Inger Støjberg (V) var Udlændinge- og integrationsminister. Inger Støjberg forsvarer sig med henvisning til barnebrude og andre moralske argumenter. Hun tegner et billede af, hvordan lovgivningen – efter hendes mening – burde være. Men det svarer altså ikke til at fange den ægte, juridiske mus. Et billede af en lovgivning, stillet op mod den faktiske lovgivning, er bare ikke det samme.

Sjovt nok ser Nye Borgerlige nu ud til at være løbet ind i samme fænomenologiske forvirring. I deres indsamling til støtte for Inger Støjberg har partiet nægtet at søge tilladelse hos Indsamlingsnævnet til at lave en sådan indsamling. Hvis ikke partiet makker ret, risikerer de ifølge Indsamlingsnævnets formand Christian Lundblad i sidste ende at blive mødt med en politianmeldelse.

Pressechef hos Nye Borgerlige Lars Kaaber mener ikke, at partiet har gjort noget forkert. Han forsvarer sig med, at indsamlinger til politiske partier ikke kræver godkendelse hos myndighederne. Men sådan skal loven ifølge Indsamlingsnævnet ikke tolkes i denne sag, da de indsamlede penge ikke går til partiet, men ”ubeskåret” til at betale for annoncer, der skal bakke op om Inger Støjberg. Lars Kaaber står dog fast, selv når Politiken konfronterer ham med sagen:

”Men hvorfor ikke bare anmelde jeres indsamling til Indsamlingsnævnet, når nævnet nu er kommet frem til den konklusion, at I skal?

»Fordi vi ikke mener, at vi skal«

En syg regel

Det kan selvfølgelig være, at Nye Borgerlige ikke har råd til at købe ægte ost. Men taget i betragtning, at det kun koster et gebyr på 1.100 kr. at sende en ansøgning til Indsamlingsnævnet – foruden at der skal indsendes et regnskab, når indsamlingen er slut –  skulle man jo tro, at det ikke var dér, skoen trykkede. Omvendt kan selve ironien i, at en indsamling, der skal forsvare en ulovlig instruks, i sig selv er ulovlig, nok ikke købes for penge.

Dermed ikke sagt, at loven altid er ufejlbarlig. Juraen kan også blive blind. Tag bare nogle af de regler om anerkendelsesværdigt indrejsegrundlag, der er blevet indført under coronaens åsyn. Som man kan læse hos DR, har de blandt andet resulteret i, at manden Cornell, der bor i USA, ikke kan få lov til at besøge sin kræftssyge forlovede Ida, der ligger for døden i Danmark. Et sådant sygebesøg bliver under de nuværende regler nemlig ikke betragtet som anerkendelsesværdigt, når nu Cornell er bosat i USA. Til gengæld kan han godt få lov til at komme til Idas begravelse.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har allerede varslet, at regeringen (igen) vil komme til at lave om på reglerne. Heldigvis. Som Mette Frederiksen siger i sin grundlovstale – og her parafraserer vi en anelse –  kan tingene godt gå for stærkt, når tiden er knap. Det er vi sådan set enige i. For når fælden klapper, skal det vel også være tilladt at se, hvad der er gået i den. God grundlovsdag. /David Dragsted