Kcna/Reuters/Ritzau Scanpix. A view of an explosion of a joint liaison office with South Korea in border town Kaesong, North Korea in this picture supplied by North Korea's Korean Central News Agency (KCNA) on June 16, 2020. KCNA via REUTERS ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY. REUTERS IS UNABLE TO INDEPENDENTLY VERIFY THIS IMAGE.NO THIRD PARTY SALES. SOUTH KOREA OUT.NO COMMERCIAL OR EDITORIAL SALES IN SOUTH KOREA. TPX IMAGES OF THE DAY
Så er den gal med Nordkorea igen. Tirsdag valgte diktaturstaten at sprænge en to år gammel bygning i luften, der var blevet opført for at facilitere yderligere dialog mellem Nord- og Sydkorea. Ja, faktisk havde den fungeret som en de facto ambassade. Sprængningen kommer i kølvandet på, at Nordkorea i sidste uge meddelte, at de vil stoppe kommunikationen med nabolandet. I weekenden havde den nordkoreanske leder Kim Jung-Uns søster Kim Yo-jong tilmed truet med militær optrapning, ligesom det var blevet varslet, at Nordkorea igen vil indsætte soldater i den såkaldt demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea.
Helt konkret føler Nordkorea sig godt forsmåede over, at både NGO’er og nordkoreanske afhoppere har sendt Kim Jung-Un-kritiske beskeder og flyveblade ind i diktaturstaten fra Sydkorea via droner og sågar balloner. Kim Yo-jong har i rasende vendinger omtalt afhopperne som ”menneskeligt affald” og ”bastardhunde” og forlangt, at Sydkorea stopper spredningen af propaganda (den stadigt mere magtfulde Kim Yo-jong er i øvrigt selv propagandaansvarlig i det nordkoreanske regime).
Det kan dog undre, at Nordkorea på den måde farer op over flyvebladene nu. Praksissen har stået på i årevis, og forholdet mellem Nord- og Sydkorea har de seneste par år været historisk godt. Siden Moon Jae-in i 2017 blev præsident i Sydkorea, har de to lande gjort flere indrømmelser for at arbejde henimod en koreansk halvø fri for atomvåben, og til åbningsceremonien ved vinter-OL i Pyeongchang i 2018 marcherede de to lande endda under samme flag. Et sådant venskab kan næppe ødelægges af et par kritiske pamfletter.
Forhandlingens kunst
Når Nordkorea igen giver lyd fra sig, og på så voldsom vis vælger at slå hånden af Sydkorea, skal det snarere ses i konteksten af de omfattende internationale, økonomiske sanktioner, der er indført mod landet på foranledning af USA. Nordkorea så sig i januar nødsaget til at lukke grænsen til deres vigtigste handelspartner Kina som følge af coronavirussen, hvilket utvivlsomt har ramt regimet hårdt på pengepungen i en allerede presset situation.
Nordkorea ønsker desperat at få lempet de økonomiske sanktioner, og tyer derfor til et gammelt, velafprøvet trick: At iværksætte en gradvis konfliktoptrapning for i sidste ende at vinde indrømmelser fra USA. Set i det lys er Sydkorea blot den uheldige mellemmand. Nordkorea kan ikke direkte gå i flæsket på USA, da dette risikerer blot at udløse nye, økonomiske sanktioner. I stedet gøres Sydkorea til symbolsk prygelknabe, så USA kan blive tilpas utilpas over diktaturstatens utilregnelighed og tvinges til forhandlingsbordet.
Der er – som ved ethvert hård prøvet venskab – dog også en god portion følelser i klemme. Sydkorea har de sidste par år ageret mediator for de mange forhandlinger mellem Donald Trump og Kim Jong-un om en atomnedtrapning, men får nu en del af skylden for, at forhandlingerne tilsyneladende er gået i stå. Derudover kan Nordkorea nok også lugte blod: Historisk set har landet elsket at optrappe aggressionerne, når den amerikanske præsident har været presset, og Trump har i øjeblikket nok at se til med både coronakrise og Black Lives Matter-demonstrationer. Nordkorea risikerer dog at have sprængt (bogstaveligt talt) forholdet til Sydkorea i stumper og stykker. Den ellers så tålmodige Moon jae-ins administration har i hvert fald meddelt, at man ikke længere vil tolerere Nordkoreas ”urimelige adfærd”. Nu venter alle blot på Nordkoreas næste træk. /David Dragsted